Der skulle lige et par pladers opvarmning til, førend canadiske Bryan Adams med den charmerende hæse stemme brød gennem lydmuren, men med albummet “Cuts Like A Knife” stak det helt af i 1983, og allerede året efter var enhver tvivl fjernet. Den gode Adams’ talent var uomtvisteligt og vejen til stjernerne banet, for med albummet “Reckless” blev der sat en tyk streg under, at denne hitskaber havde tænkt sig at blive på toppen. 

Tronen fredag aften var Jyske Bank Boxen i Herning. Et sted, der besøges igen her i aften lørdag. Og lad det være sagt med det samme: I har noget at se frem til. Ganske som det med garanti også var tilfældet for gæsterne ved onsdagens koncert i Odense og de, som var til stede i Royal Arena torsdag aften. Bryan Adams er glad for Danmark, og danskerne er glad for ham. Sådan har det altid været. En overgang var Adams endda så glad for vores andedam, at han også blev særdeles glad for Bond-baben Cecilie Thomsen, men det er en helt anden historie. Her skal det nemlig handle om Adams’ erobring af Midtjylland.

Bryan Adams har kapret sig fans hos samtlige køn (jeg skal ikke rode mig ud hvor mange, der præcist er), i alle aldersgrupper og blandt flere genreelskere. Han ved, hvordan man får både forreste og bageste publikum til at føle sig værdsat. Modvægten er de onde tunger, der mener, at Adams’ værker er for lette og ligetil, mangler dybde rent tekstmæssigt og at den nu 64-årige blot er en musikalsk version af svigermors drøm. Simple omkvæd og en ufarlighed produktmæssigt og har man hørt én sang, har man hørt dem alle. Kritiske røster var der ingen af i aften, for Boxen var proppet med dedikerede stående og siddende soft-pop-tilhængere. For at komme modstanderne i hu, så kunne man vel med rette “frygte”, at Bryan Adams var den sikreste investering nogensinde på dansk grund.

Sagen er, at med det pragtstykke, som der blev leveret fredag aften, så viste det sig komplet umuligt at plastre en over middel karakter på helheden. Dertil var helheden for sublim, og hvorfor så det? Jo, for det første er Adams (ud over at være en glimrende sanger) en stor entertainer, der kender alle ærbødige kneb ud i at underholde sit publikum, uden at det bliver søgt eller påtaget. Adams er ægte. Du kan være stensikker på, at han ville bære gamle fru Hansens varer ud i cykelkurven, om han fik chancen. En troværdig entertainer, som scanner sine disciple og tager dem alvorligt. Han overskrider ingen grænser og roder sig ikke ud på noget skråplan. Adams er håndværkeren og folkeforføreren, der under en koncert evner at finde balance i længde, genrer, tempo og kommunikation. 

Med fire dygtige legekammerater på scenen, så havde Adams ingen problemer med fylde hele 29 sange i halsen på en koncerthungrende pøbel, hvor der blev lagt fra land med “Kick Ass” fra den seneste plade, hvis navn “So Happy It Hurts” også titulerer turnéen. I alt fik vi fire smagsprøver derfra, men aftenens topscorer blev det ikoniske album “Reckless” med hele syv ud af ti skæringer. Jo, der var rigeligt af gammelt guld at hente på den konto. “Can’t Stop This Thing We Started” efterfulgte åbneren og var bogstavelig talt et vidnesbyrd, som holdt stik. Vi skulle nu heller ikke længere frem end til aftenens femte nummer, før mobiltelefonerne røg i vejret. Denne gang ikke for at dokumentere sit fremmøde, men for at danne lyshav til den stille balancerede “Please Forgive Me”, og da tonerne af “Shine A Light” afløste, så var der ikke den store grund til at slukke lyset. Adams dedikerede den til sin far, og bad alle i salen om at sende et lys i retning af en savnet relation. Det var rørende – ganske enkelt. 

Mens flere af koncertens numre blev fremført akustisk, så stak det i en anden retning på den smukke klassiker “Heaven”, som var iklædt et upbeatet tempo. Af andre højdepunkter fra aftenen kan særligt nævnes hovedrolleindehaverens homage til afdøde Tina Turner, som Adams indspillede “It’s Only Love” sammen med til føromtalte “Reckless”-album. Ikke alene fik vi sangen afviklet til perfektion, men afrundingsvis lod bandet nummeret transformere om til omkvædende til Turner-træffere som “The Best” og “What’s Love Got To Do With It”, Effektfuldt og respektfuldt! Den gæve canadier brillerer desuden med alle sine filmkompositioner, der ikke mindst tæller “Everything I Do” fra Robin Hood – Prince of Thieves. Dem vender vi tilbage til, men først kommer vi ikke uden om Bryan Adams introducerede sig som “Hello, I’m Bryan” – eller Brian, om man vil. Adams udviste kendskab til det stakkels navn, der tabte prikkerunden, da der skulle udpeges en kikset syndebuk udi drengenavne. “Jeg er ikke ret sikker på, at der er så mange, der bliver døbt det længere”, lød det fra nuets Brian Adams, som udråbte sig selv som aftenens repræsentant for alle Brian’er til publikums store moro.

Det var sådan en aften, hvor det forekom, at Bryan Adams og hans velspillende band intet kunne gøre forkert. Der var god variation mellem nyt og gammelt, og det gjaldt også de medbragte instrumenter. Som nævnt, så er vi altså i den sjove ende af skalaen, når det gælder karakterbedømmelsen. Denne signatur kunne godt have ønsket sig et par af de lidt mere neutrale numre byttet ud med eksempelvis “On A Day Like Today”, “Open Road”, “The Best Of Me”, men det er så også den kosmetik, der adskiller den helt store triumf fra realisering. I skrivende stund vil jeg nødigt være den solist eller band, der skal på efter “Team Adams” og overværes med blyant af førnævnte signatur.

En gimmick forud for koncerten med lidt afledning af scenenbeklædningen skete i form af en svævende luftmadras drevet med droneblæsere. Ja, det var ganske vist en luftig udgave af den selvsamme cabriolet, der er en gennemgående maskot for den seneste plade. Kunne man undlade at rette sin opmærksomhed på den, så kunne man på scenens bagvæg se en opfordring til at scanne en kode og indtaste ønskesange til koncerten. Umiddelbart efter koncertens 22. nummer, som er signaturen “Summer Of ‘69”, så gav Adams og slænget sig i kast med de 4 største ønsker blandt publikum, og heriblandt fandt vi nok en filmsang, nemlig “Have You Ever Really Loved A Woman” fra Don Juan DeMarco og det stoppede ikke her. Vi fik nemlig også et par numre fra Adams’ soundtrack til animationsfilmen Spirit: Stallion Of The Cimarron, mens der ikke overraskende var mobile lommelygter ved aftenens udgangbøn “All For Love” fra The Three Musketeers. Her var ingen Sting og Rod Stewart til at akkompagnere Adams, men Rod Stewart bliver nu rent faktisk at finde i Royal Arena til juni. 

En anden, der kommer tilbage til Danmark i juni, er en 64-årig canadier, der her til aften underholdte til 5 fortjente stjerner. Manden kan stadig krænge stemmen ud i alle tonelejer, som var det en live-indspilning foran tusindvis af loyale støtter. Lyden var god, ganske som stemningen på gulvet og helt ud til øverste og bageste stolerække. Intet blev overgjort, men virkede oprigtigt, selvom det var velorkestreret og afstemt inden for bøjelige rammer. Fik du ikke oplevet Adams på den danske arenaturné, så er chancen her igen i Tusindårsskoven, når Tinderbox slår dørene op for friluftsmusik om rundt regnet 50 dage.

Sætliste:

Kick Ass

Can’t Stop This Thing We Started

Somebody

18 Til I Die

Please Forgive Me

Shine A Light

Kids Wanna Rock

Heaven

Go Down Rockin’

It’s Only Love

You Belong To Me

I’ve Been Looking For You

The Only Thing That Looks Good On Me Is You

I Will Always Return

Here I Am

When You’re Gone

Always Have, Always Will

Everything I Do (I Do It For You)

Back To You

So Happy It Hurts

Run To You

Summer Of ‘69

One Night Love Affair

All I Want Is You

Have You Ever Really Loved A Woman

Heat Of The Night

Cuts Like A Knife

Straight From The Heart

All For Love

★★★★★☆

Grund fotorestriktion under koncerten bringes et foto af publikum og scene forud for koncertstart.

Foto: Jesper Albæk Poulsen