AnmeldelseFestivalnytKoncerter

Simpelt og ligetil med Simple Minds

Skotterne ved heldigvis stadig, hvordan man forkæler publikum

De er et år ældre end jeg – altså i hvert fald som samlet gruppe, for Simple Minds opstod i 1977 og fra dengang er der kun to stiftende medlemmer tilbage. Det er nok også de vigtigste elementer, for Charlie Burchill på guitar har stort set altid fungeret som wingman og katalysator for stemmen i Simple Minds. Jim Kerr er stadig en valsende entertainer, når bandet fra Skotland interagerer med sit publikum. Som en anden Godfather af klap på 2 og 4, så er der noget herligt upåtaget over frontmanden, som har en stor stjerne hos dyrkerne af Simple Minds. Bandet er i gang med en Global Tour, der gæster hele 36 internationale storbyer. Her til aften var det således danskernes tur til at smage en god blanding af bagkataloget.

Dette besøg fordrer ikke et friskt album, så de gæve skotter er ikke “underlagt” spille forholdsvis ukendte numre. De seneste plader har ellers alle en form for højdepunkt, men Kerr og co. går denne gang til bunds med klassikerne. Jeg ser ingen grund til at trampe rundt i deres signatursang, som helt efter bogen er puttet ind på listen som afslutningen på det primære sæt. “Don’t You (Forget About Me)” fra soundtracket til “The Breakfast Club” fra 1985 er efterhånden endnu mere berømt end selve filmen. Naturligvis får den aftenens største bifald grundet dens sing-a-long-likeability og genkendelighed generelt.

Glasgow-orkestret gav i Royal Arena prøver på deres skotske sound og charme og til al held, så lyder Jim Kerr stadig som Jim Kerr. Desuden er han stadig overbevist om, at mikrofonen er en lasso, som bliver svunget over hovedet, når den altså ikke bliver sunget og talt i. Når Kerr tog den til munden mellem numrene, så undlod han ikke at takke den store fanbase i Danmark. Mange har været med siden starten, og Kerr havde muligvis været i arkivet og fundet frem til bandets første koncert, som kan dateres tilbage til 1979 i Aarhus. Når guitaren skal luftes, har Simple Minds nu altid været flinke til at gæste vores andedam.

Simple Minds var i huset for at takke tilbage og underholde. Efter “Waterfront” og “Love Song” greb Kerr mikrofonen og lod publikum forstå, at hvis man var kommet for at høre hits, så var man gået det rigtige sted hen. “I får alle sangene fra MTV-tiden”, lød det til skarens store begejstring. “Men først skal vi også lige igennem nogle shitty songs til de allermest dedikerede fans”, fortsatte talestrømmen. Tre lidt smallere skæringer var linet op, inden Simple Minds med deres karakteristiske fløjtetoner fik mobiltelefonerne i vejret til “Let There Be Love”. Så var kursen sat, og massernes smil blev bredere og bredere. Havde man forinden nærstuderet tourens sætlister hidtil, så blev man præsenteret for en vaskeægte overraskelse i koncertens syvende nummer. Her fik vi nemlig serveret “Come A Long Way” for første gang live siden 2003. Amager stod altså for premieren på en sang, som bandet ville indsætte på den resterende rundrejse, som tager bandet mod det tyske efter aftenens besøg i Dannevang. 

“Glittering Prize” fik folks telefoner i aktion igen, men nu som lysende tentakler. Bølgende frem og tilbage som værdifuld glitter måtte Kerr udtrykke sin begejstring over lyshavet og han og co. kvitterede med gamle perler som “Promised You A Miracle” og “New Gold Dream”, hvor folk ved sidstnævnte kunne se om de kunne bestå spiritusprøven på tælleremsen fra 81 til 84. Efter en lille trommesolo, hvor der sikkert er blevet duppet lidt med håndklæde mod pandebrask backstage, så troppede bandet ind på scenen igen og med en dyb bas i højtalerne, så frøs tilhørerne i arenaen til stenstøtter, da Kerr dukkede frem i lyset og gav den måske mest dybtfølte version af “Belfast Child” denne signatur har oplevet. En magtdemonstration på, hvad musik kan i de rigtige hænder i de rigtige sammenhænge. Det var ganske enkelt mageløst. 

Simple Minds vinder på deres ydmyge musikalske mestring, Kerrs vokal og charme og så en sidste ingrediens: deres messende kor-omkvæd, der er 100 % delbart med publikum. “Alive And Kicking”, som var blandt ekstranumrene, er et levende eksempel herpå. Hvilket så alligevel bringer mig tilbage til “Don’t You (Forget About Me)”. Den afsluttende lala-del klarede publikum helt uden instrukser og understregede, at en koncert med Simple Minds er en sikker investering, hvis man vil mere end bare at stå og vippe med foden i syv kvarter. 

Sætliste:

Waterfront

Love Song

Sons And Fascination

Sweat In Bullet

This Fear Of Gods

Let There Be Love

Come A Long Way

Once Upon A Time

Glittering Prize

Promised You A Miracle

New Gold Dream (81-82-83-84)

Trommesolo

Belfast Child

Someone Somewhere In Summertime

Don’t You (Forget About Me)

Ekstra: 

The Book Of Brilliant Things

See The Lights

Alive And Kicking

Sanctify Yourself

★★★★☆☆

Lignende artikler

Back to top button