FestivalnytLine-up

Midtfyns Festivalens Diabat inviterer i år Steffen Brandt på scenen

Et koncept som er mere end en talk. På Midtfyns Festival 2024 er Steffen Brandt inviteret på scenen til Diabat.

For to år siden udviklede Midtfyns Festivalen et nyt dialog- og samtalekoncept kaldet “Diabat”. Konceptet har til formål at give festivalgæsterne mulighed for at møde kunstnere på en helt særlig og nærværende måde samt deltage i dialog med hinanden inden kunstneren kommer på scenen.

“Vi ønsker at skabe en platform til samtaler om kultur, mennesker og livet generelt – både blandt gæsterne, men også med kunstneren på scenen. Vi opfordrer til, at vi tør tale om både de svære, sårbare og tabubelagte emner på en ordentlig måde”, fortæller initiativtager og en af de to festivalledere Sune Vesterlund.

 

Søren Huss og Jesper Binzer

I 2022 deltog Søren Huss, som havde været væk fra offentligheden i over et år på grund af depression, i udviklingen af konceptet. Under en åben samtale fra scenen deltog gæsterne med overvejelser og spørgsmål, som blev til blandt gæsterne inden samtalen med musikeren. Dette resulterede i en dybt personlig samtale, der rørte mange af de 250 tilhørere og gav dem ny indsigt i den ellers tilbageholdende musiker fra Nyborg. Emner som depression, livet som musiker og forælder blev berørt og diskuteret.

I 2023 deltog den erfarne rockmusiker Jesper Binzer i Diabatten på Midtfyn Festival. Binzer gav publikum en unik indsigt i livet både foran og bag scenen og inddrog eksempler fra DAD’s 40-årige karriere i dansk rockmusik. Teltet var fyldt til bristepunktet, og gæsterne blev præsenteret for en sjov, alvorlig og tankevækkende frontfigur. Publikum bidrog også til samtalen med deres egne fordomme om rockmusikeren, hvilket blev en central del af diskussionen på scenen.

 

Steffen Brandt

“Vi er rigtig glade for, at vi i år kan præsentere Steffen Brandt. Udover at være et spændende og mangfoldigt menneske, som altid er spændende at lytte til – er han også en formidabel sangskriver”, fortæller Sune Vesterlund.

Festivalen ønsker at kunne udbrede dette koncept til andre sammenhænge og dermed skabe rum for mangfoldighed, forståelse og respekt for forskelligheder. Flere organisationer og foreninger har vist interesse i konceptet og har spurgt til et samarbejde. “Det gør os både glade og stolte,” slutter festivallederen.

Læs også: Unik ‘lydtæt-koncert’ med Katinka og Simon Ask på Midtfyns Festival

Midtfyns Festivalen er d. 5.-7. september og billetter kan stadig købes på festivalens hjemmeside

Lignende artikler

Back to top button