Festivalnyt

‘Nutidens Unge’-prisen: Prisma er første modtager af nyt arbejdslegat

SPOT Festival er nu i gang, torsdag aften kunne tv-2 fra scenen uddele Nutidens Unge-prisen for første gang. Det blev Prisma som modtog et arbejdslegat på 50.000 kr.

Efter koncerten på Godsbanen gav tv-2 “stafetten videre” til Prisma, der med Nutidens Unge-prisen modtager et arbejdslegat på 50.000 kr.

Torsdag aften indtog legendariske tv-2 Godsbanen i hjertet af Aarhus. Verdens lykkeligste band tyvstartede brugen af SPOT Festivals nye hovedscene, Arkitekten, der er placeret foran Arkitektskolen i Aarhus K til en koncert, der er blevet til i et samarbejde mellem Musikhuset og SPOT Festival.

På scenen fik tv-2 besøg af fremadstormende Prisma, der var inviteret til at spille sammen med tv-2 – ikke kun fordi de er hamrende dygtige, men også fordi de repræsenterer den første vinder af den nyindstiftede pris ‘Nutidens Unge’, der indebærer et arbejdslegat på 50.000 kr. Med prisen ønsker tv-2 at give stafetten videre til et nyt, ungt orkester, og her er valget altså faldet på de fynske søstre Sirid og Frida Møl Kristensen, der tilsammen udgør Prisma.

– Vi har været så heldige i tv-2, sammen med SPOT, at få lov til at pege på en ny fremadstormende kunstner, som kunne føre stafetten videre, når vi engang har aftjent vores spillepligt. Valget faldt på et nyt ungt band, Prisma. To moderne kvinder, der ved hvad de vil, og hvordan man udfører det i praksis. De har en indlysende og uimponeret energi, som vi nok mener at kunne genkende lidt af fra dengang, vi selv startede i tv-2, fortæller frontmand Steffen Brandt.

Foto: Klaus Dreyer, eventfotografi.dk

Prisma indtog første gang SPOT i 2021, hvor de spillede foran et tætpakket Ridehuset med deres uimodståelige tostemmige vokaler, gennemtrængende melodier og tryllebindende lydflader. Siden da er det gået stærkt, og søstrene er blevet et allestedsnærværende orkester, der også allerede har spillet Roskilde Festival og vundet flere priser. Til sommer spiller de også NorthSide og Tinderbox i 2023. Og nu kan de også kalde sig modtagere af ‘Nutidens Unge’-prisen som de første nogensinde.

– Det er en kæmpe ære at modtage denne pris og blive bemærket af et så legendarisk orkester. Vi er jo tv-2 børn på to måder; tv-2 har klinget ud af højtalerne, siden vi var børn, og vores far har altid arbejdet på TV2, griner de og fortsætter.

– At modtage denne pris, og at få lov til at spille med på scenen i dag, er enormt givende og inspirerende for os. Vi har altid været draget af kontraster og man må sige at dette match har været virkelig spændende og givende at dykke ned i. Vi har elsket at få lov til at spille en af deres sange og at have dem med på vores sang. Vi vil aldrig glemme denne oplevelse. Kæmpe stort. Tusind tak til hele TV2, til SPOT Festival og til min søster, lyder det fra Prisma.

Foto: Klaus Dreyer, eventfotografi.dk

Prisen blev overrakt på Godsbanen umiddelbart efter koncerten. Fra SPOT Festival, Musikhuset Aarhus,tv-2 og Festival Nyt skal der lyde et kæmpe stort tillykke til Prisma. 

Lignende artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back to top button