Den Lille Prins er en fortælling om uskyld, ensomhed, fornuft, logik og det tab, som voksne lider, når de holder op med at være børn, og ikke længere kan se forskel på en hat og kvælerslange, der har slugt en elefant. Det er en fortælling om at give slip på de rigtige tidspunkter og om at værdsætte, det der var. Og så er det en fortælling om at bruge livet og acceptere døden.
Det lyder måske nok lidt tungt for børn, men Antoine de Saint-Exupérys klassiker har henrykket millionvis af børn, siden den blev udgivet i 1943. Og i går havde den premiere i musikhuset, og det kan slet ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at du trækker de små i flyverdragterne og kommer afsted. For forestillingen kører kun til d. 20 oktober, hvorefter den kan rykker tilbage til Sjælland.
En pilot styrter ned i Saharaørkenen og møder den Lille Prins, der er på rejse fra sit hjem, asteroiden B-612. Et hjem han deler med en stolt rose og tre vulkaner, hvoraf den ene er udslukt. Han fortæller piloten om sin rejse og sine mange møder med forfængelighed, skam og behovet for at blive tæmmet. Og det er alt sammen fortalt gennem Exupérys nærmest sarte tilgang til at stille spørgende overfor de ting, der ikke giver mening.
Gennem eksempler som drankeren, der drikker for at glemme, at han skammer sig over, at han drikker og Kongen uden undersåtter, der kun befaler de ting, som alligevel sker, og ræven, der vil tæmmes, får ”Den Lille Prins” stillet problemstillingerne op med en uskyld, der efterhånden er en mangelvare i disse dage. På en måde, der både taler til de små og lader de voksne nikke genkendende med.
Selvom Den Lille Prins tager de store emner op, kan stykket bedst beskrives som minimalistisk. Scenen er bygget op af fem sortmalede kasser, hvoraf den ene er et klaver, og selvom der både er lys og lyd i stykket, bliver det i høj grad fortællingen der er i fokus, og de tre skuespillere fra Teater Next, Christian Bergman, Mads Kronborg og Morten Hembo, sikrer en åben og medrivende levering af indholdet, der både er ærlig overfor bogen og samtidig føles opdateret og tidssvarende.
Stykkets hovedperson, Den Lille Prins, er i stykket en dukke, der føres af Christian Bergman, og han formår at give prinsen både liv og karaktertræk, der underbygger den lidt trodsige, barnlige nysgerrighed og umiddelbarhed, som er hele grundlaget for fortællingen. Dukken er et godt valg, da prinsens grønne dragt og korngule halstørklæde står i skarp kontrast til baggrunden og de andre kostumer.
Det største afbræk fra bogens plot er de sange, som Teater Next har flettet ind i fortællingen, og igen er der her fokus på at fortælle historien. Sangene er udført på klaver eller guitar, og de er perfekt afmålt i forhold til stykkets løbetid på knap en time.
Det er svært ikke at holde af ”Den Lille Prins”. Jeg kender mange, der har fået læst bogen højt som børn, men jeg stiftede først kendskab til den som voksen. Jeg kan naturligvis ikke sige, om jeg har mistet noget, ved ikke at få den oplevelse i den tiltænkte alder, men det har jeg nok. Til gengæld har jeg nu læst bogen så mange gange, at jeg næsten kan den ordret, og derfor var det med et lille nervøst prik i hjertet, at jeg tog ind og så forestillingen, for det er så uendeligt nemt at skuffe, når man skal op mod det, der er bygget op i hovedet på folk.
Men Teater Next har virkelig ramt plet med deres minimalistiske og åbenbare opførelse af ”Den Lille Prins”. De leverer budskaber og fortælling på en måde, så der er noget for både de små og de voksne.
Vi kan kun give den varmeste anbefaling og befale, som Kongen uden undersåtter, at I tager ind og ser den, når I får chancen.
★ ★ ★ ★ ★
Den Lille Prins
Musikhusets Lille Sal
