AnmeldelseFestivalnytGalleri

Nile neglede den i overgangen til lørdag på Heartland

Musikhistorisk forelæsning endte i gigantisk diskofest

Ikke alle i min periferi foran Greenfieldscenen var bekendt med Nile Rodgers, men da herren sammen med sit orkester CHIC var hovednavn for dag 2 på Heartland, ja, så måtte man vel hellere se, hvad manden stod for. Grammys og Lifetime Achievement in Music er nogle af de titler og priser, der klæber til hans navn, og nævn mig så lige de andre sangere og bands, som han ikke har spillet med, skrevet sange til eller som minimum bare er på fornavn med. 

Nile gav anledning til vip med foden

Da Rodgers og hans store familie (CHIC) lagde an til start, så blev der sat toner og instrumentering, der pegede i retning af en overgang til natten spækket med guf til de fødder, der ellers tidligere har danset eller travet så rigeligt. Selvom trædepuderne sikkert var ømme hos de fremmødte, så var der ingen skånekost. Det kan godt være, at Rodgers ikke har opfundet diskokuglen, men han har den ondelyneme givet den et overflødighedshorn at dreje rundt til. “OK, let’s freak out” lød det fra Rodgers, mens der forinden havde været en visuel præsentation af manden, myten og legenden på skærmen bag det mangfoldige band. “Aaaaaah Freak Out” lød det fra publikum kort efter. 

Hvad han ikke har lagt navn til…

Ud over flere skæringer fra CHIC, så er det som nævnt ikke nogen hemmelighed, at den gode Rodgers har stået fadder til andres pophits. Ikke bare nogle få, men rigtig mange. Nærmere rigtig rigtig mange. Undervejs i aftenens show får vi såvel både hele som halve udgaver fra paletten. Sister Sledges “We Are Family”, Madonnas “Like A Virgin”, Beyoncés “CUFF IT”, Daft Punks “Get Lucky”, Duran Durans “Notorious”, Diana Ross’ “Upside Down” og “David Bowies “Let’s Dance” er bare et lille udpluk herfra. Publikums genkendelsen er nærmest instant og slippes ikke. Det er funky og groovy, og skulle der være folk heriblandt, som ikke lige har fået skiftet til varmere tøj, nu hvor solen er gået i seng, så danser de sig varme. Heldigvis holder det tørt over slotsområdet ved Kværndrup og vinden er begrænset i styrke. 

Så kom den store nattefest til Egeskov

Så fik Heartland sit Greenfield-aftenlukkermoment. Rodgers og musikerne dirigerede publikum gennem årtiers ørehængere, og sidstnævnte fulgte hver en dessin. Det var vel godt en time inde i løjerne, at man fornemmede, at vi her havde at gøre med en entertainer, der ville mere end bare at styre sit katalog i sikker havn. Som en anden lektor fortalte Rodgers mange historier knyttet til sangene. Vi fik også at vide, at Rodgers’ succes ikke blot er topping på et pletfrit gyldent liv. Rodgers har måske nok vundet fornemme priser, men han har også modtaget hele to forfærdelige nitter i form af to kræftdiagnoser, som han dog heldigvis har lagt bag sig. Guitaren lyder som den skal og Rodgers har også plads til at lave moves og interagere med flere af tilhørerne blandt publikum. 

Velvalgt afslutningsnummer

Aftenens sidst nummer fra Rodgers og co.bliver meget nærliggende “Good Times” tilsat tonerne af “Rapper’s Delight”. De entrerede scenen med store forhåbninger blandt et forventningsfuldt publikum. CHIC er sammenspillet til fingerspidserne og Rodgers har så bare haft evnen til at spille guitar eller komponere numre som “I’m Coming Out”, “Modern Love” og “Material Girl”. Disse bliver i øvrigt også luftet denne aften. Så stærk en hitbutik har Grace Jones på ingen måder, men det skal så blive spændende at se, om det store navn i morgen kan følge med den standard, som Nile Rodgers satte i denne omgang.

★★★★★☆

Foto: Klaus Dreyer, Eventfotografi.dk

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen

Foto: Klaus Dreyer, Eventfotografi.dk 

Lignende artikler

Back to top button