Trods håndsprit, klap-ud stole og snusfornuftig afstand i publikumsrækkerne får Kellemensch mindet en om, hvorfor livemusik stadig er relevant i 2020.
Med en øl i den ene hånd og en akustisk guitar i den anden, næsten vælter frontmand, Sebastian Wolff ind på scenen. Alene i spotlightet fremfører han første sang, “How to get by”, der med linjer som “…when you’re tired of living. It’s best to be afraid to die. So for now, that’s how I’ll get by” lægger stemningen for aftenen.
En lyrik der beskriver Kellermensch’s nihilistiske folk-rock temmelig godt, og som har fulgt dem siden deres debutplade i 2009 rykkede grænserne for, hvordan rockmusik kunne lyde.
Scenen fyldes
Lidt efter bliver Wolff flankeret af en cellist på sangen “All that i can say” og lidt efter af flere musikere på scenen. Ledt an med akustisk guitar, violin, cello og kontrabass, fremfører de sangen “30 Silver Coins”. En sang der ville passe fint ind på Tønder Festival, men som også tager sig pænt ud i aften.
Koncerten er dermed blevet skudt blidt i gang, hvilket passer rigtig fint til en coronakoncert med siddende publikum og uden opvarmningsband.
Vi bliver dog ikke snydt for det hårdtslående mørkerock, som bandet behersker så godt og med deres nye single “Mission”, begynder publikum for alvor at vågne op. Og til dem der stadig skulle være lidt sløve efter en lang arbejdsdag, bliver der tændt for hjertestarteren i form af sangen “Remainder”, som for undertegnede er et aftenens absolutte højdepunkter.
En sang der på pladen ikke har fanget den store interesse, bliver i aften serveret med så meget energi og sikkerhed, at det pludselig giver mening hvorfor der er 9 mand på scenen.
Ingen kompromis
Den letteste og mest økonomiske løsning i dag ville være at benytte backingtracks, og derved spare på besætningen, men heldigvis for os, er det ikke tilfældet denne torsdag.
Bandet har brugt for nyligt været i studiet for at indspille deres tredje album. Tiden i studiet og coronakrisens mørklægning af livemusikken har, ifølge dem selv, medført en hudsult efter at spille live. Denne sult kan mærkes i dag, hvor det ikke kun er spilleglæden, der kendetegner bandet, men også rutinen.
Koncerten er dog ikke uden tekniske udfordringer. Mikrofonskratten hist og her og en guitarrem, der giver op halvejs i settet, hvilket dog ikke sætter en stopper for Wolff’s guitarspil. Tværtimod understreger Wollf’s kamp med og mod guitaren på fin vis den indre kamp og den desperation, teksterne fortæller om. Så godt så man næsten kunne mistænke dem for aftalt spil.
Fyldig set-liste
Med klassikere som “The Day You Walked”, “Lost At Sea”, den Kaizers Orchestra -inspirerede “Black Dress” og det nyere hit “Mediocre Man”, lakker koncerten med enden.
Sidste sang inden ekstranumrene bliver, i anledning af Neil Young’s 75 års fødselsdag, et cover af “Don’t Let It Bring You Down”, helt i bandets særegne stil, med tre guitarer, strygere, distortet bas hårdtslående trommer og fra tid til anden, metalvokal fra organisten, Christian Sindermann.
Efter en kort pause af scenen sætter bassist Claudio Wolff Suerz og trommelsager Anders Trans gang i den sidste energiudladning med det dronede “Bad Sign”. En sang der, til trods for at den kører i samme beat og samme akkorder hele vejen igennem, aldrig formår at blive kedelig.
To shows på samme dag
Med sangen “Moribund Town” der ikke får for lidt, med ekstra guitarsolo og en dobbeltoutro, siger Kellermensch tak for i aften og træder af scenen til lyden af feedback.
Om en time går de på scenen igen for 250 nye forventningsfulde publikummer, og selvom det virkede som om, de gav alt, hvad de havde, ville det undre mig, om ikke også den næste koncert bliver ligeså fyldt med mørke og magi.
Kellermensch, Voxhall
★ ★ ★ ★ ★
