Skullclub kaprer fra første nummer festen i Skanderborg – vel at mærke uden hjælp fra opvarmningsbands. Det er tydeligt fra start, at alle fremmødte udelukkende er kommet for at feste med netop Skullclub. Og der lægger jeg tryk på med! Luften er tyk af kærlighed til det her aparte punkrock orkester – og romancen er gensidig.
En bred niche
Skullclub spiller noget så eksotisk som dansksproget pirat-punk, og ligeså obskurt og snævert det måtte lyde, ligeså overraskende bred diversitet i alder, køn og mennesketyper, er der at finde på den fyldte musikcafé. Fra teenageren i fuld goth-udrustning med nitter og piercinger til den granvoksne pensionerede skolelærer, der er ude for at lufte træbenet. Og så er der alle dem, som er specielt klædt på til aftenens anledning. Matroshatte, skeletkostumer og masker – og nogle sågar med Kaptajn Klo-klo. Publikumsdedikationen er ikke til at tage fejl af.
Den famøse knivsæg
Som aftenens koncert skrider frem, går det mere og mere op for mig, hvad der giver Skullclub en retfærdig plads på søkortet i det danske rock-, punk- og metal-farvand. På papiret kan opskriften med at blande humor ind i rockmusikken være lig med en tåkrummende affære for os musiksnobber, der elsker den rå og aggressive musik i dens alvorlige form, eller noget der til nøds kan nydes, hvis man har drukket sig en gedigen kæffert til. Men Skullclub balancerer på knivsæggen mellem humor og hardcore med en respektindgydende autoritet. Under sminken og piratdrukviserne gemmer der sig nogle seriøse musikere, der kan deres pis, pardon my french. Jeg kan roligt sænke paraderne, og rocke med resten af den gyngende skude. For der er masser af gods i godteposen, hvis man som jeg er glad for det gode riff og den tunge guitar.
Tunge drenge
Der bliver kippet med hatten til bands fra mange forskellige subgenrer. Der er tunge riffs, som leder tankerne hen på de amerikanske sydstats-metallere Crowbar, fængende popomkvæd som The Offspring kunne have skrevet i deres velmagtsdage, og nummeret ’Knæk Nak Skipper’ lugter minsandten lidt af Gorky Park. Altsammen toppet med forsanger Troels Bjorholms karakteristiske vokal, der spænder fra klassisk hardcore-skrig til rustne sømandsråb. Han har besat rollen som insisterende styrmand i stævnen på den velspillende skonnert, der hedder Skullclub. Og netop virker han som besat af rollen. Også mellem numrene taler han til publikum med en rallen, som kunne gøre Johnny Madsen misundelig.
Kølhaling på første klasse
Fra start til slut kølhaler bandet deres publikum gennem den ene syng-med-sang efter den anden, og man skal da også være lavet af sten for ikke at råbe med på ’Du Som Lort’ og ’Motor – Motor – Motorsaaav’. Der er fest oppe foran, og pludselig deler en velvoksen mand, og fra hvor jeg kan se, kun iført elefanthue, Captain Morgan-shots ud fra scenekanten.
Det hele kulminerer i en af de mindste versioner af en wall of death, jeg har set til dato. Troels Bjorholm deler publikum på midten af den sparsomme plads, der udgør ståpladserne foran scenen, og på kaptajnens signal tonser mængden sammen i et euforisk øjeblik af en vaskeægte hygge-moshpit. Her håber jeg, Smukfests sikkerhedsansvarlige fik taget noter, til næste gang de skal afvikle en metalkoncert i skoven.
★★★★★☆
Skullclub
Walthers Musikcafé i Skanderborg
