Din FestivalFestivalnytLine-up

Forrygende billetsalgsstart i Nibe

I tirsdags kl. 10 blev partoutbilletterne til Nibe Festival 2025, som afvikles i den smukke Skalskov i dagene 2. - 5. juli, sat i salg. Og det blev en fantastisk billetsalgsstart.

”Vi er meget glade for det flotte salg. For det første har vi solgt vanvittigt mange billetter på det her tidspunkt. For det andet har billetsalgsstarten været afviklet uden nævneværdige udfordringer,” udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen.

 

Tæt på 75 % af partoutbilletterne er nu solgt

Billetterne blev sat til salg i seks pristrin, og nu er der kun partoutbilletter tilbage i sidste trin. Der forventes dermed også tidligt udsolgt af partoutbilletterne til Nibe 2025 – akkurat som til festivalen i 2024.

Endnu et år med så flotte tal forpligtiger selvfølgelig. Den store opbakning giver arbejdsro, og den ro skal bruges til at styrke Nibe Festival yderligere på mange fronter.

”Vi er inde i en forrygende stime. Nibe Festival er mere populær end nogensinde. Kæmpe respekt til gæsterne, når så stort et antal køber billetten så tidligt. Det skal vi ubetinget leve op til,” fortsætter Peter Møller Madsen.

Ændringer i Skalskoven giver plads til flere festivalgæster

Der var lavet store forandringer og forbedringer i Skalskoven i 2024. Der var sat fokus på finish og oplevelsen blandt andet junglestien og den nye store terrasse ved Stor Scene. Det har skabt mere plads og større bevægelsesfrihed på de mange smukke skovstier og lysninger. Den proces fortsætter.

“Som til sommerens festival arbejder vi i 2025 videre med at forbedre totaloplevelsen og samtidig skabe mere plads i skoven. Det betyder derfor også, at vi har sat lidt flere billetter i salg. Vi håber derfor også, at nogle af de gæster, der ikke nåede at få billet til Nibe 2024, får mulighed for at feste i Skalskoven til Nibe 2025,“ siger Peter Møller Madsen.

 

De første navne til Nibe Festival

Allerede kort tid efter dette års festival spurgte festivalen gæsterne, hvilke navne de ønsker til 2025.

“For os er det rigtigt vigtigt at præsentere navne, som vores gæster drømmer om at opleve. Vi arbejder derfor på at lande et stærkt musikprogram, som lever op til manges ønsker, men også giver musikalske oplevelser, som de ikke lige forventede at få,” afslutter festivaltalsmand Peter Møller Madsen.

De første artister til plakaten 2025 forventes offentliggjort i nær fremtid.

Lignende artikler

Back to top button