Det er altid tilladt at drømme stort i festivalland

Tag et kig på Roskilde Festivals nærmest ikoniske line up fra 1996 med David Bowie, Sex Pistols, Red Hot Chili Peppers, Björk, Rage Against The Machine, Pulp, Nick Cave and The Bad Seeds, Patti Smith, Neil Young, Alanis Morissette, Slayer og en solid skovlfuld andre kæmpenavne. Kig på Tinderbox’ debut fra 2015 med Robbie Williams, The Prodigy, Faith No More, Kent, Faithless, The Cardigans, Calvin Harris, Emeli Sandé, Ellie Goulding, Hozier og Major Lazer. They just don’t make them like this anymore! Grunden lader til at bunde i økonomi. Det er blevet langt dyrere at rekvirere de helt store legendariske navne, som omvendt heller ikke tjener de samme penge på albums og streaming, som det var tilfældet engang. Pengene skal hives ind live! Kunstnerne har desuden langt større udbytte af at spille i koncerter i eget navn, og det synes udefra at se sværere og sværere ud med lokkemad, når det gælder en festivaloptræden. Et nyt album, der skal luftes, kan være en anledning ganske som en klassiker-plades jubilæum. Skal en kunstner lokkes ud af sit hi uden at være på Verdens- eller Europa-tour, så skal pungdyret altså vækkes… Dette flugter med al sandsynlighed med påstanden om, at en festivalbillet hvert år stiger med 100 kr. uanset om det samlede line up er “bedre” eller “svagere” end sidste plakat. Frit oversat til: Kvalitet koster! 

Det bliver det helt store fokus for denne signatur frem mod færdige plakater for næste sæson. Et tilløb som netop er skudt i gang med tirsdagens offentliggørelse af Justin Timberlake til fynske Heartland. Et navn, der netop er i gang med at afvikle stadionkoncerter og som også var forbi Danmark sidst i august (2 koncerter endda). Det er faktisk ganske stort at hive ham ind som festivalhovednavn alt taget i betragtning. Måske et lys i mørket – om ikke andet et håb om, at de helt store kommercielle navne stadig kan hives ud af busken. Danske festivalgængere har i vid udstrækning tendens til at søge mod det velkendte og det traditionelle. Støtter man festivalen i lokalområdet? Ja. Deltager man på samme festival, som man har frekventeret i 20+ år? Er man genrebevidst og har kendskab til festivalernes profil og klientel. Ja. Kigger man på prisen, antal dage, transport, overnatning og andre omstændigheder, der klinger på komfort? Ja. Derfor skal der også noget helt særligt til for at rykke festivalgæster op med rødderne, hvis man vil prøve at rokke ved tilhørsforholdet. Du kan jo passende prøve med dig selv som udgangspunkt? Er det SmukFests skov, der er hyggelig? Er det Roskildes Orange Feeling, der bringer smilet frem? Er det Refshaleøens rå kulisse med metalgenrens præg, der skriger på indestængt energiudladning? Er det Northsides klimavenlige bespisning, du støtter op om? Eller er det festivalen med det udsøgte program af eksklusive kunstnere, der sjældent gæster Danmark og som ikke i forvejen spiller på alle de andre marker?

I fodboldens verden er transfervinduerne i august og januar en slags højdepunkter i en sæson. Bolden behøver slet ikke at rulle for at fremprovokere den form for sitren i kroppen. Tiden med rygter og offentliggørelser blandt festivalerne kan på sin vis sammenlignes. Spænding, håb og forventning pisker rundt i sind og tanker. Er der mon nogle kunstnere, der melder ud, at de tager på tour i 2025? Er der mon gamle bands, der gendannes og skal ud til tændte mikrofoner igen? Hver sæson sker der både noget ventet og noget uventet. I samme verden hedder det sig, at nu har Real Madrid gjort sådan og sådan – hvad er mon så FC Barcelonas modsvar? Liverpool har handlet således – hvordan stiller det så Manchester City? På denne græsplæne hedder sætningen så: Heartland stiller med Justin Timberlake og The The – hvad bringer man så til Roskilde, Aarhus, København, Skanderborg, Odense, Jelling, Nibe, Esbjerg, Viborg, Skive og andre gode steder?