Et 75 minutters festivalsæt fra Dizzy Mizz Lizzy er lig med ofre. De tre gutter Søren, Martin og Tim har simpelthen et vanvittigt katalog af ørehængere i skuffen og fem kvarter er langtfra nok til at sætte alle disse i scene. De lyder heldigvis som sig selv, og Tims vokal pitcher lige fra første sekund. Jeg kan faktisk ikke mindes at have hørt ham nogensinde med bare en snert af en tudse i halsen. Han styrer guitaren, mens Martin og Søren naturligvis tager sig af henholdsvis bas og trommer. Ja, det er i al sin enkelhed alt, det kræver, som man kan tolke ud af de velkendte linjer fra “Glory”, som er første bidrag fra den debutplade, der udkom i 1994, altså året efter at Dizzy Mizz Lizzy vandt DM i rock. Det er så 30 år siden… I dag fremstår de som et af de orkestre, som danskerne først vil komme i tanke om, hvis man bliver bedt om at nævne store nationale rockacts.  

Faktisk nøjes Dizzy Mizz Lizzy ikke længere med blot trommestikker og strenge, for Anders Stig Møller på keyboard har i en periode ledsaget trio’en live. Det giver lige en ekstra dybde og er sandsynligvis afstedkommet af bandets seneste plade “Alter Echo”, hvorfra dagens koncert åbnes med introtunen “The Ricochet”, der fader over i “In The Blood”. Bandet optræder i dag på The Hood, som på SmukFests sidstedag ligner en nøje opdelt generationstendens. Imens Dizzy skyder med potente guitarriffs, så er Bøgescenerne optaget af Ude Af Kontrol. På samme måde er dagens koncerter kontrasternes holdeplads i form af Dodo and the Dodos / Jung + Carpark North / Andreas Odbjerg + Magtens Korridorer / Saint Clara. Det har man så åbenbart lige glemt at fortælle visse dele af ungdommen, for foran The Hood er der adskillige teenagere samlet, som hellere vil headbange og spille luftguitar end at miste kontrollen. Unge som ældre skråler med på “Waterline”, “Rotator” og en akustisk version af “Love Is A Loser’s Game”. Faktisk er der så mange samlet ved The Hood, så det er svært for nye gæster at komme ind ad indgangen via Sherwood. 

Alle fire albums er repræsenteret på dagens sætliste, men lidt overraskende må vi nøjes med blot et enkelt nummer (I Would If I Could But I Can’t) fra gruppens tredje plade “Forward in Reverse” – også kendt som comebackpladen. Alt om datidens splittelse grundet uenighed på grænsen til bristede venskaber kan du læse mere om på en hjemmeside, der hedder Google eller i Jan Poulsens glimrende bog “Dizzy Mizz Lizzy – en drengedrøm”. Der er nemlig ingen grund til at trampe rundt i fortiden, når det i bøgeskoven handler om samvær, hygge og festligheder. Der er skruet op for lydstyrken og ingen kan være i tvivl om, at Dizzy Mizz Lizzy gæster Skanderborg. Tonerne gjalder ud over The Hood med sådan en styrke, så musiknydere heldigvis ikke for alvor kan høre de få grupperinger, som står i rundkreds for bedre at kunne snakke og se hinanden alle mand. En ærgerlig tendens som bliver mere og mere udbredt som en del af festivalkoncerterne. Denne søndag ingen undtagelse. Kunne vi ikke blive enige om, at det er dem på scenen, der har ordet og det dermed er dem, man vender fronten mod? Så må snak om aktiemarkedet, billån og det lokale serie 4-hold vente til bagefter – og kan det slet ikke vente, så er der borde og bænke bagest på pladsen, hvor ørenlyden også er bedre.

Tilbage til hovedpersonerne denne sene eftermiddag, som er sublimt sammenspillet og har en glimrende lyd med sig. De mestrer hvert sit instrument, og så fremstår de som pokkers grundige. Forud for koncertens ekstranummer, så vil Tims guitar ikke helt, som han vil. Tim tager sig tid til at tjekke tingene og få assistance. Publikum kunne måske være blevet utålmodige, men sådan går det ikke. Publikum har nemlig regnet ud, at ekstranummeret med nogenlunde statsgaranti må være “Silverflame”, så den begynder mængden at stemme i. Publikum tager ikke fejl. Tims guitar er nu fikset, og sangen har vel næppe lydt meget smukkere end i dag. Grundighed belønner sig.

Denne signatur har en lettere øm tå i forhold til den femdelte “Amelia”, som afslutter gruppens seneste plade. Fremførelsen i dag står på i 10 minutter, og i min optik er det af samme årsag ikke velegnet som en del af et festivalsæt. Bevares, de spiller virkelig godt, men at de kan deres metier ved vi allerede og  fremføres med endnu større elegance i “67 Seas In Your Eyes”, som i dag, som så mange gange før, udvikler sig til en jamsession-outro. I den tid “Amelia” varer, kunne jeg godt have ønsket mig lidt flere indspark fra eksempelvis “Forward in Reverse” eller flere af klassikerne. Når alt kommer til alt, så er Dizzy Mizz Lizzy bare godt selskab og bidrager til antidagligdagstanken. Dejligt at se dem på The Hood, som jeg anser som den hyggeligste scene af dem alle på SmukFest. I dag var den bare tæt på at være for lille.

Sætliste:

The Ricochet
In The Blood
I Would If I Could But I Can’t
Glory
The Middle
Amelia (part 1-5)
Love Is A Loser’s Game
11.07 PM
Rotator
67 Seas In Your Eyes
Waterline

Ekstra:

Silverflame

★★★★☆☆

Foto: Smukfest – Malene Vinge Jakobsen.