FestivalnytLine-up

CopenHell tilføjer Pantera, Gojira og Ghost til 2023 programmet

Det er næste jul hos COPENHELL som tilføjer 24 nye navne til 2023, så der i alt er 58 band klar på plakaten. Se dem her.

Vi er stolte over at kunne tilføje PANTERA, GOJIRA og GHOST som hovednavne til næste års festival – hertilkommer ELECTRIC CALLBOY, TESTAMENT, LIFE OF AGONY, THE GHOST INSIDE, SAMAEL, SPIRITBOX, SLEEP TOKEN, NESTOR, AFSKY, FOREVER STILL, BRUTUS, ENFORCER, KING BUFFALO, DANCE WITH THE DEAD, ROT AWAY, UNDEATH, LIVLØS, SPECTRAL WOUND, STRYCHNOS, RIVERHEAD og SHAAM LAREIN (se den fulde liste over alle 58 offentliggjorte bands indtil videre i bunden).

COPENHELL 2023 finder sted i vante rammer på Refshaleøen i København den 14.-17. juni 2023. Billetsalget er i fuld gang på www.ticketmaster.dk/feature/copenhell

 

PANTERA er et af de største metalbands nogensinde. Den kompromisløse kvartet bestående af sangeren Philip Anselmo, guitarist Dimebag Darrell og hans bror trommeslageren Vinnie Paul samt bassisten Rex Brown opnåede hurtigt enorm international succes i 1990’erne med adskillige guld- og platinalbummer, udsolgte turnéer, vilde liveoptrædener og fire Grammy-nomineringer. Metalmesterværker som ”Cowboys From Hell”, ”Vulgar Display of Power” og ”Far Beyond Driven” er stadig den dag i dag hjørnestene inden for heavy metal, og Texas-kvartettens musik er stadig en stor inspirationskilde for andre musikere og har millioner af vildt dedikerede fans over hele verden. Philip Anselmo og Rex Brown ledsages på bandets 2023-turné af guitaristen Zakk Wylde og trommeslageren Charlie Benante – et line-up, der er klar til at vælte

COPENHELL med metal, der definerede en hel generation.

GOJIRA har gennem de seneste to årtier arbejdet sig op fra kultstatus til at blive et af verdens mest efterspurgte og velspillende metalhovednavne i dag. De superdisciplinerede musikalske ekvilibrister har bevæget sig fra teknisk kompleks og avanceret dødsmetal mod mere progressiv metal i de seneste år – og altid med uforligneligt groove og drive i musikken. Det er ikke kun bandets albumudgivelser, der imponerer og overrasker hver eneste gang; de er er også et stærkt liveband, der altid leverer en tonstung oplevelse af høj, høj kvalitet. Vi ser frem til de forrygende franskmænds tredje COPENHELL-optræden i 2023.

GHOST-toget har buldret derudaf for fuld kraft siden bandets debutalbum ”Opus Eponymous” i 2010. Bandet tog tidligere i 2022 endnu et skridt fremad med deres lyd og stil med det overlegne album ”IMPERA” og befinder sig i dag i de moderne metalbands’ absolutte superliga. De popsatanistiske sange hviler på et solidt fundament af klassisk tung 70’er-rock a la Black Sabbath og Blue Öyster Cult med masser af groove. Bandet har hen over deres fem studieudgivelser skabt en lang perlerække af sorte ørehængere, som vi glæder os til at høre på stribe til sommer.

 

Læs også: Def Leppard og Mötley Crüe lægger vejen forbi COPENHELL

Pop og punk møder metal og dunkende danserytmer, når de geile tyskere fra ELECTRIC CALLBOY blænder op for deres mildest talt vanvittige electronicore. Deres hyperenergiske schlagere leveres med stor ironisk distance og et godt glimt i øjet af et band, der ikke kunne være mere ligeglade med, om folk griner med dem eller ad dem! Her handler det først og fremest om ikke at tage det hele alt for alvorligt – og vi tør godt garantere en lang strøm af gode grin og stor singalong-faktor!

Thrashveteranerne fra TESTAMENT udgav i 2020 deres 13. studiealbum, ”Titans of Creation”, lagde sig smukt i forlængelse af en lang og hæderkronet metalkarriere. Bandet har i kraft af både ekstremt dygtige musikere og et bugnende sangkatalog en staying power som få andre. Deres monstrøst tunge og knusende lyd leveres i et rasende galoptempo med både sjæl og høj teknisk formåen. Vi glæder os til at se COPENHELLs publikum hylde de ærværdige metalgiganter, når de lægger vejen forbi København til sommer – med tidligere Slayer-trommeslager Dave Lombardo tilbage på gryderne!

LIFE OF AGONY gæster COPENHELL i anledning af 30-års jubilæet for deres album ”River Runs Red” – en sand milepæl på 90’ernes alternative metalscene. Lyden smager af både grungerock og hardcore og ældes som en god vin. Bandet spiller fortsat med en sjældent set nerve og energi, hvor de enkelte musikere giver både liv og sjæl i deres optræden, mens den fortryllende forsanger Mina Caputo holder publikum i sin hule hånd. Det er med god grund, at de har opbygget en så trofast og dedikeret fanskare gennem årtierne.

En tragisk færdselsulykke i 2015 blev definerende for metalcorebandet THE GHOST INSIDE. Snarere end at bearbejde det store traume ved at gøre deres musik endnu mere bitter og dyster valgte de det stik modsatte: At opnå en katarse gennem musik fyldt med positivitet. Bandets intense mix af hardcore og metal svulmer af livsbekræftende selvtillid, og deres insisteren på aldrig nogensinde at give op, uanset hvad verden smider i hovedet på én, giver musikken et autentisk og stærkt udtryk.

SAMAEL er indbegrebet af ondskab. Bandet har gennem 30 år spillet rå og primitiv symfonisk metal, og deres mission er først og fremmest at banke løs på publikum så hårdt og længe, at de til sidst underkaster sig fuldstændigt. Bandet har gennem årtierne bevæget sig fra rendyrket black metal i 90’erne i retning af sortsvedet industrial-metal med masser af grooviness, senest med 2017-albummet ”Hegemony”.

Gør klar til mødet med det hinsides, når canadiske SPIRITBOX går på scenen på COPENHELL! Bandets debutalbum, ”Eternal Blue”, landede med et brag i 2021, og de har haft fuld fart på lige siden. Den eminente sanger Courtney LaPlante står i spidsen for det fascinerende musikalske virvar, som truer med at drukne os i lige dele mørke og skønhed, og bringer os helt om på den anden side og – forhåbentlig! – tilbage igen.

Det gådefulde band SLEEP TOKEN giver deres helt eget bud på, hvordan rock kan lyde i dette årti. Det ansigtsløse musikkollektiv tilbeder en ældgammel guddom ved navn Sleep, der sender sine visioner ud til publikum igennem bandets forsanger, Vessel. Her kombineres klassisk goth-vokal med alt fra gyserklaver og groovy guitarer til satftige præprogrammerede beats indhyllet i tyk synth-produktion i et innovativt og fascinerende musikshow.

Det svenske rockband NESTOR startede helt tilbage i 1989, hvor de i de følgende år kun udgav nogle enkelte EP’er, før de valgte at holde en lang pause … helt frem til 2021, hvor de udgav debutalbummet ”Kids In A Ghost Town”! Bandet leverer en ekstremt melodisk fortolkning af 80’ernes hard rock og glam metal, som uden tvivl vil bringe en lille tåre frem i øjenkrogen på alle med hang til årtiets musik.

Musikeren Ole Luk var tidligere bedst kendt for bandet Solbrud – men i dag er det hans soloprojekt AFSKY, der for alvor er begyndt tage fart. Gammel folkemusik og klassiske digte ryger direkte ned i den sorte gryde og bliver kværnet ud som knusende hård dansksproget black metal, der både flænser vores selvforståelse og skaber nyt håb. En helt særlig oplevelse i det danske musiklandskab.

Københavnske FOREVER STILL slog sit navn fast på den danske metalscene med store, tykke nagler fast allerede med debuten ”Tied Down” i 2016. Bandet kom hurtigt på turnéer i udlandet sammen med store metalnavne, og deres unikke lyd, som veksler mellem klassisk hard rock og melodisk metal, voksede tilsvarende. Musikken er inspireret af klassisk dystopisk science fiction og balancerer med en imponerende vokal smukt mellem sårbarhed og styrke.

Den belgiske trio BRUTUS dukkede op ud af ingenting med debutalbummet ”Burst” i 2017 og tryllebandt både anmeldere og musikfans med deres helt særlige punkede post-hardcore – ikke mindst med deres fremragende opfølger ”Nest” to år senere. Sanger og trommeslager Stefanie Mannaerts er centrum for musikken, der skifter helt flydende frem og tilbage mellem rå, uhæmmet vildskab og smuk englesang.

ENFORCER var oprindeligt et eksperimenterende enmandsprojekt fra den svenske thrashveteran Olof Wikstrand, men det skulle hurtigt vokse sig til at blive til vigtigt band i den nye bølge af traditionel heavy metal, der har skyllet ind over os i de seneste årtier. Bandet spiller klassisk speedmetal med masser af glam, groove og stemning fra dengang i 80’erne, hvor genren var på sit allerhøjeste.

KING BUFFALO spiller progressiv psykedelisk rock, der spænder over alt fra energisk blues-rock til sleazy stonerrock. Det er svært at sætte en finger på, helt præcist hvor på rockskalaen bandet befinder sig, for de hiver konstant fat i nye inspirationskilder og vrider deres musik i helt nye og interessante retninger. Fælles for alle deres stileksperimenter er solid sangskrivning og komplekse kompositioner, som vil gå lige i cowboystøvlen på alle rockfans!

DANCE WITH THE DEAD er inspireret af de klassiske John Carpenter-horrorfilm og spiller en tung synthwave-instrumentalmusik. Her kombineres herlig 80’er-soundtracknostalgi med solid headbanger- metal i et helt særegent og drømmende lydbillede, der virkelig giver lyst til at tæske computerspillets end of level-boss!

Det danske hardcoreband ROT AWAY består af erfarne kræfter fra metalscenen. Den thrashede lyd er drevet af et sandt riffraseri og holdt sammen af den skrigende og frustrerede vokal. Kvartetten skilte sig hurtigt ud med debutalbummet ”Nothing Is Good” i 2021, og vi glæder os til at se dem besøge COPENHELL 2023.

Den britiske kvintet UNDEATH stiger op fra graven og spreder død og råddenskab overalt. Deres rasende dødsmetal er gusten og grum og hvirvler rundt om alle tænkelige (og utænkelige!) tabuer forbundet med døden med en vokal, der lyder som om strubehovedet er ved at blive flået ud på forsangeren.

Aarhusianske LIVLØS har taget mod hårde tæsk lige fra starten, og det har sat sig i deres moderne melodiske dødsmetal, som er energisk, kompromisløs og følelsesladet. Bandet har tidligere blæst publikum omkuld på både COPENHELL og på COPENHELL Metal Cruise, og det er med stor fornøjelse, at vi byder dem velkommen tilbage på festivalen.

SPECTRAL WOUNDs varemærke er black metal i dens reneste og mest uforfalskede form. Bandet spytter kulsort, ansigtssmeltende gift i hovedet på publikum og leverer groovy metal med halsbrækkende hastighed, hvor brutal vildskab og dødbringende skønhed mødes i en afstraffende katarse.

Den danske metalgruppe STRYCHNOS har eksisteret i omkring 25 år, men udgav først i efteråret 2022 deres debutalbum ”A Mother’s Curse”. Og albummet har i dén grad været ventetiden værd, for det er et spring dybt ned i den sorte, rædselsvækkende afgrund, hvor alt håb er ude, og musikken gør ondt som ind i helvede …

RIVERHEAD er en supergruppe fra den danske musikundergrund. De fire medlemmer af kvartetten har solid erfaring fra andre bands og har et omdømme for gnistrende elektriske liveoptrædener. Forvent destilleret vanvid på scenen og fuld smæk på følelserne af den her.

De tre svenske troldkvinder fra SHAAM LAREIN er ude på at forhekse publikum med deres fortryllende, dystre lyd, der trækker på både nordisk og mellemøstlig folklore og truer med at vække de døde til live. Forvent tommetyk mystisk og gotisk stemning.

 

 

Alle 58 offentliggjorte bands indtil videre på COPENHELL 2023:

DEF LEPPARD – MÖTLEY CRÜE – SLIPKNOT – PANTERA – GOJIRA – GHOST – PARKWAY DRIVE – ARCHITECTS – MESHUGGAH – ELECTRIC CALLBOY – HALESTORM – CLUTCH – TESTAMENT – KELLERMENSCH – LIFE OF AGONY – THE GHOST INSIDE – ZEAL & ARDOR – FEVER 333 – SICK OF IT ALL – CABAL – FISHBONE – SAMAEL – ANGUS MCSIX – NAPALM DEATH – HARMS WAY – SPIRITBOX – SATURNUS – SLEEP TOKEN – MØL – TOUCHÉ AMORÉ – NESTOR – EMPLOYED TO SERVE – AFSKY – GREEN LUNG – FOREVER STILL – IOTUNN – UNDERGANG – GAEREA – BRUTUS – NERVOSA – HERIOT – LAMENTARI – ENFORCER – DEFACING GOD – KING BUFFALO – ANGELUS APATRIDA – DANCE WITH THE DEAD – ROT AWAY – UNDEATH – LIVLØS – SPECTRAL WOUND – STRYCHNOS – SPEED – RIVERHEAD – HALIPHRON – SHAAM LAREIN

Lignende artikler

Back to top button