Koncerter

Ny musikkonkurrence skal løfte det elektroniske talentmiljø i Danmark

Musikkens Hus og Danmarks største elektroniske musikfestival, Aairport Festival, løfter nu sløret for en ny talentkonkurrence inden for elektronisk musik, der skal udvikle, støtte og sætte fokus på de spirende, elektroniske talenter i hele Danmark.

Den 30. april inviterer Musikkens Hus og Aairport Festival elektroniske talenter fra hele landet til Aalborg, når Future Beats Battle løber af stablen for allerførste gang. Konkurrencen er sat i verden for at skabe et rum i Aalborg for talentudvikling inden for Electronic Dance Music (EDM), og deltagerne skal som led i konkurrencen indsende et remix af ”Losing Game” af Danmarks største og mest anerkendte EDM-stjerner Faustix. Vinderen får blandt andet 10.000 kroner, personlig og musikalsk sparring med det Jyske Musik Konservatorium og et spot til Aairports eget event.

Det er Musikkens Hus og Aairport Festivals store ønske og ambition, at dette projekt kan være med til at styrke det elektroniske talentmiljø og give flere unge artister en platform, hvor de kan afprøve deres musik. Interessen for EDM er eksploderet i Danmark de seneste år, og nu er tiden kommet til, at Aalborg tilbyder unikke rammer til udviklingen af nye artister inden for den elektroniske musikgenre.

”Vi er meget stolte over at kunne være med til at sætte fokus på den elektroniske musikgenre, støtte vækstlaget og fremme udbuddet for de nye unge artister på EDM-scenen i Danmark. Future Beats Battle kan kaste lys på de spirende talenter inden for den elektroniske musik, men også have stor betydning for de kreative fællesskaber, som musikken er med til at skabe,” fortæller Executive Producer, Andreas Mathew fra Musikkens Hus om konkurrencen, der støttes af Spar Nord Fonden.

Deltag i EDM-talentkonkurrence 2022
For at deltage i konkurrencen skal de nye EDM-artister senest den 18. marts indsende et remix af ”Losing Game”, som er produceret af den danske DJ og musikproducer Morten Olsen, der er kendt under kunstnernavnet Faustix, og juryen udvælger 6 deltagere af de indsendte remixes. Lørdag den 30. april afholdes koncerten med de udvalgte artister i Intimsalen i Musikkens Hus, hvor publikum og dommerpanel finder vinderen. Uanset om man er vaskeægte EDM-ekspert, eller har man blot en lille kærlighed for tung bas, fede rytmer og flot sceneshow, kan man som publikum og deltager forvente et brag af en EDM-koncert og en helt unik mulighed for at opleve nye stjerner spire.

Konkurrencen afholdes i Musikkens Hus, Intimsalen d. 30. april. Billetpriser er 100,- + gebyr.

Lignende artikler

Back to top button