AnmeldelseFestivalnytKoncerterKoncertgalleriTopnavne

Level 42 beviste, at de har flere baner i sig

Mark King og drengene blæste Aalborg omkuld

Deres musik er ved Gud blevet kaldt alt muligt lige fra jazz-funk og dance-rock til new wave og synth-pop. Sagen er vel bare, at Mark King og resten af Level 42 kan deres metier og siden 1979 har erhvervet sig i britisk musik og siden midt-80’erne hele verden med. Navnet i øvrigt snuppet fra en reference i Douglas Adams’ skæve sci-fi-novelle “The Hitchhiker’s Guide To The Galaxy”. Særligt er de kendte for den herlige bas-teknik med at lade tommelfingeren tæve strengene, som har gjort King til et unikum inden for den disciplin og naturligvis den store stak hits, som eksempelvis “Something About You”, “Lessons In Love”, “Heaven In My Hands” og “Running In The Family”, som i øvrigt alle var at finde under aftenens optræden i Musikkens Hus i Aalborg. 

Level 42 er flittige gæster i Danmark, hvilket besøg i 2016, 2017, 2018, 2019 og 2021 bevidner. Båret af Mark King og Mike Lindups vokal og med en gennemgående alsidig og professionel musikalsk tilgang, der gennemsyrer hele bandet og ikke mindst de festlige blæsere (Sean Freeman, Nichol Thomson og Dan Carpenter), som nærmest udfører et non-verbalt stand up show i baggrunden. Pas på, at du ikke udelukkende kommer til at fokusere på deres interne drillerier, løsslupne koreografi og skjulte “jokes”, for så risikerer du at misse musikken. Aftenens koncert er primært fokuseret på de glade 80’ere, hvilket er et kapitel for sig selv for bandet. Det betyder også, at vi ikke støder på 90’er-træffere som “Guaranteed” og “Forever Now” og ej heller materiale fra seneste plade “Retroglide”.

Level 42 kunne med lethed have spillet en time længere uden at løbe tør for store sange, men koncerten er, som vanligt, reduceret til godt 100 minutters hyggeligt selskab. “To Be With You Again” og “Children Say” glider let ned og mere funky skæringer som “Hot Water” og “The Sun Goes Down” er et studie i komponenternes ABC. Aalborg swinger vildt og dem, som skal afsted til Falkoner Salen i hovedstaden lørdag, kan såmænd godt finde det store smil frem. Mark Kings vokal og Mike Lindups falset sidder lige i skabet. Lyden er voldsomt høj, men ren og knivskarp. Hver eneste strofe er letgenkendelig i denne fantastisk kulisse.

Publikum er velmodnet og sidder pænt på deres pladser og nyder tonerne. Lige indtil Mike Lindup forud for “Love Games” stormer fra sin keyboardpult ned foran på scenen og pisker stemningen op og med klart signal til, at det altså er okay at rejse sig og danse og synge med. Det bliver ikke ret svært på dette tidspunkt, for “Something About You” og “Lessons In Love” falder kort efter, og da den genkendelige trompet-intro til “Heaven In My Hands” brager igennem som en anden “The Final Countdown”, så er der ingen vej tilbage. Publikum bliver stående og pludselig er stemningen super-funky og medrivende. Nærmest ingen lægger derfor mærke til, at der undervejs bliver justeret på yderste højtalerrække, som i første omgang ikke skråner nok ud til masserne. Øjnene er i stedet optaget en sand march af saxofon, trækbasun og trompet, da blæsersegmentet stikker af på en stroppetur scenen rundt, som udgør de et andet omrejsende cirkus.

Undervejs er bandet badet i alle regnbuens farver samt et fortryllende disco-lys også. Ja, selv trommeslagerens stikker viser sig at have neon-LED-lys gemt i sig under aftenens afslutningsnummer. Dette er måske den bedste danske koncert, de nogensinde har spillet. Masser af nærvær, smil og oprigtige rytmiske gestikulationer. De ligner vitterligt nogen, som synes, at der er something about Aalborg. I det nordjyske rangerer det sandsynligvis efter fredag aften som en slags Level 43!

Sætliste:

Almost There

To Be With You Again

Running In The Family

Micro Kid

The Sun Goes Down (Living It Up)

Children Say

Heathrow

Love Meeting Love

Kansas City Milkman

World Machine

Love Games

Starchild

Something About You

Lessons In Love

Ekstra:

Heaven In My Hands

The Chinese Way

Hot Water

★★★★★☆

Lignende artikler

Back to top button