13 koncerter i ni stater på 15 dage. Det var USA-turnéen, som Queen Machine lige har gjort færdig, men der er jo ingen grund til at sidde med hænderne i skødet, så derfor er de fem gutter allerede i gang med deres næste turné, og onsdag aften ramte i de hjembyen, Aarhus. Turnéen fortsætter over hele landet, og til foråret står den på Sverige, Polen, Tyskland og England.
Turnéen er allerede udsolgt, men hvis de kan holde dampen oppe og give en lige så lækker koncert, som den i Musikhusets store sal, er der er god grund til at glæde sig. Og selvfølgelig kan de det, hvis du spørger dem selv. Det gjorde vi, onsdag aften, efter de havde gjort siddepladserne i Musikhusets store sal til ståpladser.
Mens klokken nærmede sig midnat blev det til en snak om drømmen om at turnere i USA. Om at spille for et siddende publikum. Om at finde sit livs bedste form efter lang tid i tourbussen. Og om ruskindsjakker.
Herunder kan du læse hele interviewet.
Velkommen hjem
I kor:
TAK!
Det har været tre uger med tryk på, kan jeg forstå på det hele.
Bjarke:
Oh yes.
Hvordan var turneen?
Alle i munden på hinanden:
Fantastisk. Det rammer den nok meget godt. Den var både fantastisk, god, hård, lang, sjov, skør, vanvittig, rigtigt mange elementer.
Jens:
Jeg havde glemt, hvor stort et land, det i virkeligheden var.
Jeg kan godt huske, da vi kom hjem fra USA for to år siden og vi havde rejst i mange timer. Jeg havde glemt, hvordan det er at tage to fly, og rykke to tidszoner og så lige spille en koncert. Det er altså noget specielt. Det er hårdt på en anden måde.
Peter:
Også kompakt på en anden måde. VI havde 13 koncerter på 18 dage. Fem på de første tre dage. Vi havde 24 timer, hvor vi spillede tre koncerter. Så når man kommer hjem og kan køre 20 minutter til Venue og komme hjem og sove i sin egen seng. Derovre er der nogle meget mere låste, jeg skulle lige til at sige uskrevne regler, men jeg tror faktisk, at de er skrevet ned. Vi spillede mange siddende koncerter, og derovre rejser publikum sig ikke og synger og danser med. Det må de simpelthen ikke, fordi så blokerer de for dem, der sidder bagved. Men når de så endelig giver los er det simpelthen med så åbne arme, at man skulle tro, at det var løgn. Og så er vores indtryk, at folk derovre er helt fjollet begejstrede. Det er også noget, amerikanerne kan.
Det så da heller ikke ud til, at folk herude bare tænkte: Det var fint.
Peter:
Det er nemlig det. Når man så kommer hjem og så når man lige at spille den første strofe, og så springer det hele i luften.
Henrik:
Vi er rigtigt gode kammerater med publikum i Danmark og i Aarhus. Vi ved godt, hvilke numre der, i gåseøjne, fungerer. Der er nogle hits, der er større end andre. Det er ikke helt 1 til 1 i USA. Der er nogen numre, de også reagerer kraftigt på. Altså selvfølgelig er der de allerstørste hits. Men i min verden er et nummer som ”I want to break free” et kæmpehit. Det er det bare ikke i USA. Det var det ikke. Af flere forskellige grunde. Og omvendt, er der andre numre, der måske får et større brøl derovre end herhjemme. Og det er helt vildt sjovt at opleve. At et orkester kan appellere så forskellige, med så forskellige numre, fra forskellige tider og forskellige genrer.
Peter:
Det er også det, at nu siger du, at vi kender publikum herhjemme. Vi har jo en publikum, der var her i dag. Og det var koncert nummer…
I kor:
81!
Peter:
81. Og derovre har vi nu spillet to gange. Og allerede nu var der flere steder, hvor vi kunne se, at der var rigtigt mange gengangere. Det var sjovt at se, at bare på to år, var der nogen, der kom igen. Sådan var det hele vejen. Vi boede på nogle af de samme hoteller som sidst. Og der kunne vi se, at det var de sammen folk der sad i receptionen. Det var den samme bartender, og den samme tjener. Så det er ret flippet, at være så langt hjemmefra og så alligevel føle sig lidt hjemme.
Paolo:
Du kan godt høre, at vi ikke rigtigt har snakket om det?
Jens:
For to år siden spillede vi fire shows. Denne gang spillede i 13 shows, i ni forskellige stater, og vi var væk i tre uger. Den der drengedrøm om at turnere i USA. Den fik jeg i hvert fald opfyldt på en anden måde end sidste gang. Og hvis der er noget, som på en eller anden måde giver såden et blåstempel… Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan med USA, men den der drøm. Den fik jeg indfriet. Jeg kan huske, at den første aften tog vi et billede af hotelværelset, fordi vi tænkte, at nu skulle vi have et billede af alle hotelværelser. Det fik jeg overhovedet ikke gjort, fordi vi simpelthen røg fra det ene hotelværelse til det næste. Den der drengedrøm om at være afsted i USA. Den synes jeg, at jeg fik opfyldt på en anden måde denne gang. Det synes jeg var fedt.
Så anden gang var bedre end første gang.
Bjarke:
Det synes jeg helt sikkert.
Har det noget at gøre med, at I var bedre forberedt?
Henrik:
Vi vidste i hvert fald bedre, hvad vi kom over til denne her gang. Sidste gang var det fire virkelig forskellige shows, vi skulle spille. Vi havde aldrig spillet der før, vi kendte ikke dem, vi skulle turnere med… Det er noget helt andet, når man er på ferie. Men at skulle agere i branchen og med stedets folk og med publikum. Det var bare helt nyt.
Bjarke:
Og forskellige mennesker fra stat til stat.
Paolo:
Nu havde vi en lille fordel. Vi var ikke helt nye. Bare den der ene gang har virkelig gjort, at man var forberedt på en helt anden måde.
Bjarke:
Sidste gang var det nærmest bare ind og ud. Denne gang havde vi tre uger. Vi nåede ligesom at …
Peter:
… blive jetlagged.
Bjarke:
Også det!
Jens:
Det er måske nok en lille ting, men sådan noget som at vide, hvornår vi skal tale engelsk og hvornår vi skal tale dansk. Det var meget nemmere at vide, hvordan man agerer i den sammenhæng. En ting er, at vi er der som band, men vi har haft nogle amerikanske teknikere, og de har også skullet være en del af flokken.
Peter:
Man kan også se, på de steder, hvor vi kom igen, at salgstallet var meget højere. I Genesee Theater, var der 400, sidste gang vi var der, og denne gang var der 1.800. Der var en konferencier, der gik på scenen. Ham der fortæller, hvad de skal høre, og hvor toiletterne er og alt det de skal huske. Han spurgte ud til publikum, vhor mange der havde set os før. Og jeg synes, det var vældig opløftende, at høre det brøl der kom der. Så spørger han, hvor mange der var kommet, fordi de havde hørt, at det var megafedt, og der var brølet bare endnu større. På den måde var det fedt at se, at det første spadestik vi satte derovre, det har ligesom sat ringe i vandet. Også selvom det er to år siden.
Hvordan forbereder man sig til en turné i USA i forhold til i Danmark
Bjarke:
En ting er, at vi ikke kan mønstre at tage vores lastbil med. Så det handler om at tænkte ud af boksen, og finde en måde, hvorpå vi kan få det til at se stort ud. Der er vi heldige, at vi har en del år på bagen, og vi er fem mennesker, som jeg godt synes, at vi kan sige, er meget kreative og heldigvis er der nogen, der har skruet hænderne godt på i det her band, så vi har lavet flere løsninger, som gør, at det har set større ud, end det måske reelt set var, rent produktionsmæssigt.
Peter:
Vi har også brugt tid på at finde ud af, hvilke numre, der fungerer derovre. Vi har prøvet at snakke med folk derovre fra og google nogle ting, og så har vi lavet en set-liste, hvor vi blev nødt til at tage højde for, at den ikke skal struktureres på samme måde som vi plejer.
Jens:
Så synes jeg også, at der var et eller andet med, at sidste gang vi tog derover, der havde vi snakket meget om det her med at spille indendørs, siddende koncerter. Fungerer det? Og sidste gang, blev vi presset ud i, at det gør man derovre. Og det gjorde så, at denne gang kunne vi have det i hovedet. Så kunne vi tænkte på, hvordan vi interagerer med publikum, der måske ikke fra starten af, sidder med hænderne over hovedet. Hvordan kan vi være på scenen, og hvordan kan vi nyde musikken sammen. Og på den måde give musikken videre. Det synes jeg, rent mindset-mæssigt, var noget, vi havde forberedt os på. Så vi havde mere fokus på, ikke bare at have en fest fra starten af, men rent faktisk også nyde at spille musikken. Og have fokus på vores fest indbyrdes, og ikke bare den med publikum, som jeg synes, er tilfældet i højere grad i Danmark.
Peter:
Jeg synes også, at der var en større ro. Vi vidste godt, at de rent faktisk kunne lide os, og så fandt vi ret hurtigt ud af, når vi spillede, at det også eksploderede. Måske på en anden måde
Paolo:
Så går det også noget, at vi har spillet i Tyskland, vi har spillet england. Vi har spillet i spanien to gange. Vi har prøvet at spille nogle andre steder, og ikke bare Danmark. Vi har spillet ret mange forskellige steder i vderden, så man ved godt, at folk kan godt lide Queen, og vi har vores håndværk med os, så det skal nok gå.
Peter:
Bare det, at vi havde 470 koncerter, og 100 mere under bæltet end sidste gang, har også gjort noget. Vi spillede bedre, end vi nogensinde har gjort før, da vi startede i USA, og vi spiller endnu bedre nu efter at have spillet 13 shows derovre. Så nu har vi lært hinanden bedre at kende, i kraft af, at vi har siddet i en tourbus konstant i 18 dage. Det at man spiller så intenst, og man hele tiden er på. Der er vi nødt til at et sammentømret hold. Og det gør, at vi står stærkere end vi nogensinde har gjort før. By far!
Hvad tager man med sig tilbage fra en tour i USA?
Henrik:
En god historie. Et tættere bånd.
Jesper:
En ruskindsjakke.
Henrik:
En større fortrøstning med, at uanset hvad vi kaster os ud i, så får en større og større tro på, at projektet kan bære. Vi lærer at skalere det, og tage chancer med det.
Bjarke:
En af de ubekendte faktorer, for mit vedkommende, er, at jeg har aldrig prøvet at synge 13 koncerter på 18 dage. Det er noget hårdt musik at skulle synge. Bare at skulle synge to gange på en weekend. Så det var en stor ubekendt, og at komme tilbage kunne tænkte: Hell yeah. Det kunne jeg! Det gør jo også, at når man et kort sekund mister troet på, om det holder. Så ved man: Hey. Du kunne. Så hvorfor skulle du ikke kunne igen. Gå ind og fyr den af. Du kan det lort!
Peter:
Vi blev jo lidt smidt ud på dybt vand. Vi fik ikke mulighed for at tage vores egne teknikere med. Vi har ni teknikere, der knokler røven ud af bukserne for os. Så kommer man derover, hvor vi har to. Så handler det om at få det til at fungere. Hvis der så er et eller andet teknik, der kikser. Og det sker. Så spiller vi igennem det, og så saver vi publikum midt over.
Jeres nye turné har mange koncerter udenfor lille Danmark. Hvordan bliver det?
Jens:
Foråret byder på noget andet end USA, hvor vi skal rundt til Tyskland, Polen, Sverige og England. Det føles tættere på. Det der med at være i USA føles længere væk, men i princippet er vi væk i længere tid. Så der er ingen tvivl om, at vi har enormt meget gåpåmod og vi glæder os til at lægge Europa ned. Og vi glæder os til at være med til at få Queens musik ud i Europa. Det er i princippet det vi brænder for. At få musikken ud til flere mennesker.
Henrik:
Og ruskindsjakker.
Bjarke:
Jeg købte faktisk også en ruskindsjakke derovre.
Paolo:
Så skal I da have dem på næste gang.
Bjarke:
Arh. Det virker ikke helt, hvis Jens har sin på, og jeg har min på på samme tid.
Så kan I være ruskinds-buddies?
*Latter*
Henrik:
Er de ens?
Bjarke:
Nej. Min er sort, og din er brun.
Jens:
Jep.
Ok. Hvad vil I sige til de folk, der skal ind og se jeres koncert som en del af den nye turné?
Peter:
Det bliver spektakulært
Henrik:
Glæd jer!
Jens:
Som Peter var inde på, føler vi ikke, at vi har været mere sammenspillede før, end vi er lige nu. Både personligt og musikalsk. Så håber vi, at publikum har den samme oplevelse.
Peter:
Det er tredje gang vi spiller med det show, vi spillede i aften, og det er fuldstændigt fænomenalt. Vi spillet et fuldstændigt udsolgt show. Der er ikke én billet at få. Vi fik lige ranket ryggen lidt, da det blev udsolgt for, jeg ved ikke hvor mange måneder siden. Så kommer vi til USA og får den respons, vi har fået. Det er vildt. Jeg er i hvert fald to-tre centimeter højere. Vi glæder os.
Paolo:
Glæd jer. Og tag de stramme bukser på.
Henrik:
Ruskindsjakkerne, hvis I har dem.
Peter:
Så kan vi nemlig alle sammen være ruskindsbuddies!
Du kan se mere om Queen Machines nuværende turné på deres hjemmeside www.queen-machine.dk.
