Koncerter

Organist-debut med godt benarbejde

Louise Boll er en vidtfavnende organist med interesse for både børn og unge, barok og moderne, formidling og undervisning, og sågar for ergonomisk spilleteknik. Nu afslutter hun sine studier i solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium med

debutkoncert søndag d. 29. september kl. 15.00 i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus

Koncerten henvender sig til et bredt publikum, så både børn, unge og gamle og både kendere og ikke-kendere kan gå fra koncerten med en god og varieret oplevelse.

Programmet kommer vidt omkring, dels med originale værker, dels med transskriptioner (omskrivning for orgel) af musik af bl.a. Rameau, Händel og Debussy. Der medvirker på skift både en slagtøjsspiller, tre sopraner og et lille barokorkester.

Som noget helt særligt spiller Louise Boll et soloværk af den engelske komponist George Thalben-Ball udelukkende for orglets pedaler, en variation over et kendt tema af Paganini. Louise Bolls fødder bliver filmet mens hun spiller det akrobatiske stykke, og billederne bliver vist på et stort lærred i salen, så publikum kan følge med helt tæt på benarbejdet! (Se videolink nederst.)

Sideløbende med sine studier har Louise Boll undervist børn og unge i orgel, og efter debutkoncerten begynder hun som afdelingsleder ved Vestervig Kirkemusikskole for en børne-/ungdomslinje.

Boll begyndte selv at spille klaver som 6-årig. Da hun blev 10 tilbød klaverlærerens mand, som er organist, at undervise hende i orgel. 3 år senere fik hun sin første fastansættelse som organist!

Lige siden har Boll haft mange jern i ilden. Hun er i dag ansat som organist ved Fredenskirken i Aarhus og arbejder desuden som underviser og freelancemusiker, bl.a. i barokensemblet BaroqueAros. Hun har spillet adskillige koncerter, også i udlandet, og har medvirket i forskellige kunstneriske projekter, bl.a. et skyggespil for børn. Endelig er hun også i gang med at uddanne sig til specialist i ergonomisk spilleteknik for tangentspillere hos en professor i Berlin.

På konservatoriet i Aarhus har Louise Boll studeret orgel hos professor Ulrik Spang-Hanssen og domorganist Kristian Krogsøe samt cembalo hos Lars Colding Wolf (Ensemble Zimmermann).

 

Debutkoncerterne repræsenterer det højeste niveau ved konservatoriet. Der er en beskeden entré på kr. 50.

Lignende artikler

Back to top button