Det britiske band har eksisteret i over 60 år, og af de stiftende og originale medlemmer er der kun forsanger, guitarist og sangskriver Francis Rossi tilbage. Heldigvis – for han er om nogen både stemmen og ansigtet i Status Quo, hvor alene bandnavnet, så mange år efter, står ved magt rent bogstaveligt. Tingene er uændrede, som de er. Bandet spiller stadig en lidt poppet udgave af boogie rock, der leveres med masser af musikalske instrumentindslag og diverse moves og poses fra bandets medlemmer. Fra de glade 80’ere, hvor Status Quo blev allemandseje, finder vi stadig Andrew Bown og John Edwards (i folkemunde mest kendt som Rhino). I nyere tid har bandet fået tilgang af Leon Cave på trommer og Richie Malone, der har erstattet Rick Parfitt, der døde juleaften tilbage i 2016. Femkløveret gæster i disse dage Danmarks festivaler, hvor de har taget turen fra Bork Festival og nu her til aften står på scenen på Ringsted Festival. 

Ægte fans er velrepræsenteret

Som minutterne nærmer sig klokken 19.00 tætner pladsen, og særligt synlige er de forreste rækker, der tydeligvis er bedækket af fans. Det afslører de mange Status Quo-t shirts, hvor ikke to er ens. Disse øjne skuer årstal som 1999, 2014, 2019, 2022 og så naturligvis 2024. Da klokken er “nok” følges de fem musikere ind sammen. Intet hovski snovski, hvor nogen er mere værd end andre og alle fem er nydeligt ens klædt i sorte bukser og hvide skjorter. Der bliver vinket fra scenen og hujet fra plænen. Solen er så småt ved at slippe sit synlige tag i trækronerne over lystanlægget, men koldt bliver det ikke, for der er dejligt læ i parken. Skulle man alligevel have tendens til kuldeskær, så er der ingen undskyldning for ikke at spilleluftguitar eller lufttrommer, som flere topgrånede mænd benytter sig af.

Opfordring til druk

Francis Rossi er ikke længere udstyret med den karakteristiske “hårpisk”, men man er ikke i tvivl om, at det altså er ham, der står deroppe og dirigerer tropperne. Hans stemme er status quo og det samme er hans muntre og skæve interaktioner med publikum. Oversat til dansk får han knyttet følgende af: “Drik jer bare i hegnet i aften, for når nogen så spørger i morgen, om de der Status Quo var gode, så kommer I automatisk til at svare, at det kan I rent faktisk ikke huske”. Vi skal have gang i biksen, og det får vi med en af de gode gamle i form af “Caroline”. Rossi lyder som han skal – og som han har lydt siden tidernes morgen. Malone, Rhino og Rossi pisker scenen rundt og på ægte teatralsk vis signalerer, at nu er der altså hul igennem til hver deres strenge. Hvad der udspiller sig på scenen smitter som en steppebrand ned blandt publikum, der synes at elske, at nu er der udenlandsk underholdning på dette års festival.

Fem kvarter blev til seks

Rhino kommer også til fadet vokalmæssigt, da han lægger stemme til “Rain”. Siden skal det vise sig, at også Malone og Bown kan gøre sig ud i skønsang. Cave nøjes med at levere kor, men til gengæld mestrer han trommerne. Der bliver ikke for alvor leflet for publikum i form af de store ørehængere i første halvdel af sættet. “Little Lady” og “Softer Ride” vækker ikke sing-a-long-stemning, om end folk alligevel ser ud til at nyde, at der bliver gået til rockstålet. Vi skal vel frem til aftenens store medley midtvejs, hvor “What You’re Proposing” og “Something ‘Bout You Baby I Like” bliver flettet ind i et mix up af i alt otte sange. Ude på den anden side præsenteres vi for et af aftenens absolutte højdepunkter i form af “The Oriental” inden det tunge skyts findes frem i form af “In The Army Now”, hvor publikum skråler med på Oh Uh Oh-delen og endda også nærmest brøler “stand up and fight” i kor. Herfra er der kun favoritter tilbage, men tiden rinder ud. Status Quo er sat til at skulle runde af klokken 20.15 – altså et typisk festivalsæt på fem kvarter. Det blæser Rossi og co på, og lader ikke publikum tage fra grønsværen uden “Whatever You Want” og “Rockin’ All Over The World”. Dermed fik vi lige et kvarter ekstra for pengene. 

Alt er ved det gamle

Aftenens koncert med Status Quo viste sig at være verdens sikreste investering. De gjorde som de plejer, lød som de plejer og satte en stemning, som de plejer. Det er solidt og driftsikkert. Måske også FOR driftsikkert til tider. Man kunne godt savne lidt fornyelse, for det er godt nok længe siden, at eksempelvis “Burning Bridges” eller “Marguerita Time” er blevet spillet herhjemme til trods for, at de var store hits. I sidste ende er det jo noget, bandet bestemmer og det der kom ud af det britiske visit på Ringsted Festival denne aften er således fire stjerner værd.

Sætliste:

Caroline

Rain

Little Lady

Softer Ride

Beginning Of The End

Hold You Back

Medley: What You’re Proposing / Down The Dustpipe / Something ‘Bout You Baby I Like / Wild Side Of Life / Rollin’ Home / Railroad / Again And Again / Mystery Song

The Oriental

In My Chair

In The Army Now (Bolland & Bolland cover)

Roll Over Lay Down

Down Down

Whatever You Want

Rockin’ All Over The World (John Fogerty cover)

★★★★☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen.