Foo Fighters! Endelig et rigtig Roskilde-navn på Orange Scene (fristes man til at sige). Grundlagt umiddelbart efter Kurt Cobains selvmord i 1994, hvorefter Nirvana var passé. Trommeslageren Dave Grohl stillede sig foran mikrofonen og var til en start et ægte one-man-band med projekt Foo Fighters. Det varede dog ikke længe, inden han fik flere legekammerater med på idéen. Her anno 2024 har han fem andre knægte med sig, og kan i år fejre 30 års jubilæum i forhold til sin tids stiftelse. Det skal naturligvis markeres på Danmarks mest ikoniske og prestigefyldte scene – en scene, bandet kender fra tidligere år.

Tydelig publikumsfavorit

En Foo Fighters-merchandisebod med en kø næsten lige så stor som den kø, der var ind til pitten. Ingen tvivl om Seattle-bandet var det helt store fix-punkt på næstsidstedagen for rå beton, graffiti, nissehuer, Flintstones-kostume, skrald og væltede telte og ikke mindst Alien og Ko. Sidstnævnte stod også klar og op til en halv time før Grohl og co, så lavede den umage duo noget, der kunne ligne et forspil højt hævet over den øvrige skare, som efterhånden var ved at vokse sig tæt. Det var helt afgjort de dedikerede fans, der var mødt talstærkt op. Her var simpelthen ikke plads til gennemgængere eller folk, der bare lige skulle se giraffen. 

Rocken vendte retur

En to timers forestilling i ægte stadionrock kunne begynde, og det gjorde den med en veloplagt Grohl, der ikke tog sig længe om at spænde “All My Life” for. En indikator for, at det længe ventede og meget savnede rockede segment på Roskilde var tilbage for en stund. Alene denne fik publikum helt op på dupperne og selvom man på Roskilde Festival siger nej tak til moshpits, så skulle man for et øjeblik tro, at man var tilbage på Copenhell. Folk var klar med et skud energiudladning, selvom batterierne hos de fleste ellers burde være brugt op. Dog skal det siges, at denne signatur kunne spotte adskillige fredags-armbånd fra mit spot, så for en del var det en hurra for weekendrus, der ville og skulle ud.

Klassikere blev luftet

Vildskaben blandt publikum fortsatte ufortrødent med trekløveret “The Pretender”, “Walk” og “Times Like These” og minsandten om ikke også en kvinde satte sig på skuldrene af sin makker og hev op i blusen i retning mod Dave. Ja tak, så er vi da tilbage til hæderkronede Roskilde anno 1996! Dog var der intet, der tydede på, at Grohl fik øje på det lange lys fra kvinden. Forståeligt nok, for manden og hans potente orkester var badet i scenelys i forvejen. Alle Foo Fighters-medlemmer fik lov til at brillere lige inden, vi havde rundet time 1. De store sange fortsatte næsten som perler på en snor. “My Hero” havde mere gennemslagskraft, end den plejer. “Learn To Fly” fik grunden under Dyrskuepladsen til at gungre, for den samlede palet af fremmødte satte i gang med en hoppestemning, som ville have været forbudt i Parken. “These Days” tog også et stik hjem, og så var der noget dejligt nostalgisk over at høre “This Is A Call” igen. 

Anerkendelse til trommeslagerne

En af aftenens store hyldester gik til trommeslager John Freese, der har overtaget stikkerne fra afdøde Taylor Hawkins. Uden ham havde Foo Fighters ikke fortsat. Sådan en udmelding gav naturligvis en rungende klapsalve fra publikum. Ganske som det også var tilfældet, da Grohl dedikerede aftenens version af “Aurora” til netop Hawkins. I takt med koncertens progression, så lod det til, at Grohl blev ramt af samme grundstemning, som Damon Albarn i spidsen for Blur gjorde sidste år. “This is fun”, nævnte han flere gange. “Really!” Han var heller ikke bleg for at fortælle publikum, at de var “crazy” eller “the f**king best audience ever”. Han lignede én, der mente, hvad han sagde og tydeligt var det også, at han allerede fra koncertens start var i synk med publikum, der blev opfordret til at synge i vilden sky og blæse flere sæbebobler i retning mod scenen. Hvor mange har set Foo Fighters før? En del rakte hånden i vejret på Grohls spørgsmål. Samtidig blev det også tydeligt, at flere havde deres debut, og til dem havde Grohl kun at sige: “You’re Mine!”

Klasse men ikke særklasse

En pæn skare sang fra start til slut. Ikke alle sange er lige stærke og mellem de store hits, hvis man tør kalde Foo Fighters’ største klassikere således, var der også nogle lidt tyndere numre. Ikke at Grohl ikke ved hvilke sange, der rundt omkring i verden har størst bevågenhed, men der blev ikke leflet for publikum på den konto. Hvis der var sange, man ikke lige kendte, så havde den altdominerende Grohl følgende tip. Kig dig til siden og find en midaldrende mand, og syng så efter ham. Det skal siges, at selvom rockbraget for så vidt indfandt sig, så holdt det en jævn kurve uden at stikke i retning mod himlen. Det blev ikke en “ud af verden”-oplevelse at se Foo Fighters på Orange Scene. Ikke en af dem, man vil tale om i mange år fremover – men… Der vil blive talt om, at rocken beviseligt fortsat har en plads og bør sparke de utallige og ensformige udenlandske rappere ud på en ølkasse i campingområdet. Tak til Grohl og hans gutter for at vise, at Orange Scenes fortid også kan blive fremtid.

Sætliste:

All My Life

Son Of Mine

The Pretender

Walk

Time Like These

Generator

La Dee Da

Breakout

Eruption / Sabotage / Keyboard Solo / Blitzkrieg Bob / Whip It / March Of The Pigs

My Hero

The Sky Is A Neighborhood

Learn To Fly

Arlandria

These Days

Nothing At All

This Is A Call

Monkey Wrench

Aurora

Best Of You

Ekstra:

The Teacher

Everlong

★★★★☆☆

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen.

Foto: Malene Vinge Jakobsen.