Selvfølgelig. Helt oplagt. Hvem andre end. Hvem lukker årets Copenhell som en slags samlende enhed for punk og rock med masser af dysterhed og mystik i såvel selve musikken som i deres live-optrædener? Sort Sol naturligvis. De kunne med en vis retfærdighed sagtens have spillet “A Stroke Of Midnight” fra seneste plade, for klokken slog 23.45, da Hades (scenens navn) lod sig indhylde i røg og ganske få lysnuancer til det, der nu skulle ske. Danmarks uden sammenligning største punkorkester, for rødderne går helt tilbage til 70’erne, hvor navnet lød Sods, hvor udtrykket var et andet og vildskaben i højsædet. En slags dansk form for Sex Pistols, hvis du spørger mig, men med navneændringen til Sort Sol fulgte et mere velfunderet rockorkester, som heldigvis stadig eksisterer, selvom der ikke lige bliver udgivet ny musik hvert sekund. 

Sort Sol er i dag en trio bestående af Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Tomas Ortved, som alle kan dateres et godt stykke tilbage på bandets tidslinje. Når de spiller live, så er det ofte med et par gæsteindslag i form af nogle backingmusikere. En af de stabile i den henseende er Manoj Ramdas, der kan sit kram på strenge og også er at finde, når Roxy Jules og The Raveonettes skal ud og lufte deres klang foran et levende publikum. Ramdas var også på scenen her til aften, og han er altid en garant for at kanalisere ekstra energi ud til masserne. Således også i aften, hvor han og Lars Top-Galia fra hver sin kant bliver meget nærværende ud til det publikum, som forsøger at vride de sidste absint-dråber ud af årets festival. Med var også Anders Christensen, der helt uden om disse EM-tider, faktisk også tituleres AC, men han er et mere stilfærdigt og afdæmpet gemyt.

Hyret efter 6 års live-dvale

Personligt har jeg set Sort Sol en del gange live gennem tiden. I min optik har vi herhjemme absolut ingen som dem og ikke engang en værdig gren af potentielle efterfølgende inden for genren, når de engang indstiller lyd og vokal. Derfor kan man med rette have store forventninger til en forestilling med det band, der fik et stort folkeligt gennembrud, da flere af deres numre blev brugt som lydtapet i Ole Bornedals succesgyser “Nattevagten” i 1994. Her skulle slaget så stå med Sort Sols første koncert i seks år, hvis man ser bort fra en eksklusiv og halvhemmelig optræden på Gimle i Roskilde i går aftes. Hvad der kunne have blæst Copenhell bagover, blev desværre en ujævn og usammenhængende festivallukker.

Bare pletter i støvet

Repertoiret var ellers spændt godt ud over bandets efterhånden lange levetid. De mange leveår har ikke været forgæves, men her til aften blev der valgt lige rigeligt af numre til dedikerede fans, hvilket tilsyneladende ikke var noget klogt træk. Da koncerten startede var der ganske tætpakket foran Hades, men ved koncertens afslutning var der usædvanligt mange huller og for en gang skyld fri bevægelighed – selv i selve kernen af publikum på de forreste 10-15 rækker. Det kan ikke skyldes det helt store musikalske udbud på Copenhells øvrige scener. Det kan umuligt skyldes den vedvarende støvregn, som blot var en kærkommen støvdæmper og afkølende åbenbaring efter fire dages helvedesild. Det kan, efter min bedste overbevisning, øjensynligt handle om, at publikum som helhed fik noget andet, end de er vant til. Bevares, Sort Sol er et rutineret og sammenspillet orkester, som man musikalsk ikke kan sætte en finger på, men her til aften føltes koncerten samlet set lidt som at spise butterdejsskaller uden tarteletfyld. 

Crowdsurfing i mangel på bedre

En “sær” sætliste med flere numre, som den gængse festivalgænger ikke kan være stødt på uden en Sort Sol-pladesamling hjemme. Nogle meget lange instrumenteringer, som aldrig fik ende. En mikrofon som til tider buldrede mere end trommer og bas, så Steen Jørgensen dybest set sagtens kunne have sunget på et andet sprog, uden at det havde gjort en forskel. Ja, og så omvendt krydret med “hits” og favoritter til at være modpol. Bakkedal og bølgetop er nok det mest præciserende, jeg kan komme på, for når “Copenhagen” blegnede, så har “Kiss The Streets” næppe lydt bedre og sjældent føltes så inciterende. Publikum vidste vist heller ikke helt hvilket ben, de skulle stå på. Flere valgte i ren fortvivlelse af stikke begge ben i luften og lod sig bære rundt på menneskehænder. Ja, hvis man ikke lige helt er inddraget i koncerten, så kan man vel altid smide sig oven på alle andre. Udfordringen kom på den konto, som koncerten skred frem. Der blev simpelthen færre og færre hænder til at tage imod, og et par stykker eller tre endte også med tyngdelovskontakt med det grove underlag på Refshaleøen. Den står nok på blå mærker til morgenmad søndag.

Hitplades skæringer fik størst opmærksomhed

“Dog Star Man”, “Next Century”, “Daughter Of Sad”, og “Siggimund Blue” var de indslag undervejs, der holdt koncerten i live. Omvendt var det med gæstesolisten Luna, der delte vokal og scenetid med Jørgensen på “Life Took You For A Freq.”. Hun gjorde ikke større væsen af sig, end at det nok er glemt dagen efter. Copenhells nattevagter fik dog rundet ganske fornuftigt af med “Shaheeba Bay” og “Let Your Fingers Do The Walking”, som nok er de to største hits fra Bornedals film og på “Glamourpuss”-pladen i sin helhed. Walking skete så også for publikum, da mandolinen var lagt på hylden. Folk styrede mod udgangen i stor stil, hvilket nok handler om, at nu havde de fået de sange, som de følte sig berettiget til – eller i høj grad nok også handler om, at folk måske nok stadig havde en snert af fornuft efter flere dagens alkoholindtag og ville undgå at havne i et større fælles menneskehav ved udgangen, når der til sidst slet ikke var mere Copenhell tilbage. “Tatlin Tower” rundede ballet af, men nu var der kun de absolut med hardcore tilskuere tilbage.

Havde de dog bare spillet…

Et så velrenommeret orkester som Sort Sol er naturligvis berettiget til at spille lige, hvad de lyster. Der går ingen legendestatus af dem af den grund. Men… hvor ville det have været en cementering af bandets storhed, hvis vi havde fået flere gamle og nyere træffere. Det kunne have været lige fra “Marble Station” og op til “The Weightless”. En yngre knægt ved siden af mig udtrykte et stort ønske om at høre “Holler High”, men også han måtte tage derfra med et mindre bredt smil på læben. For min part ville man også sagtens kunne bytte Snakecharmers “Who’s Afraid Of Virginia Woolf” ud med samme plades “Rhinestone” i respekt for, at man står over for en broget flok af publikummer. På den måde kunne man helt sikkert godt have kittet pladsen foran Hades tættere sammen gennem hele koncerten. Det blev ikke for alvor den store afslutningsfest, selvom Sort Sol er noget af det mest unikke, vi har af sejlivede og vedkommende bands herhjemme. Min bedømmelse som noget under vanlig standard siger dog mest noget om, hvor åndssvagt gode, de plejer at være. Jeg står der med garanti også næste gang, de træder op. Men i dag blev der måske lige knap trådt vande, men så trådt støvregn…

Sætliste:

Angelus Novus

Dog Star Man

Copenhagen

Next Century

Kiss The Streets

K-141 Kursk

Life Took You For A Freq.

Erlkönig

Daughter Of Sad

Siggimund Blue

Abyss

A Knife For The Ladies

Who’s Afraid Of Virginia Woolf

Shaheeba Bay

Let Your Fingers Do The Walking

Tatlin Tower

★★★☆☆☆

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen