Dag to på Copenhell med EM-bold

Pladsen emmede stadig af trætte, men glade gæsters støvledans og mosh-pit fra gårsdagens åbningskoncerter da jeg ankom – og alligevel kan man mærke forventningens ivrige summen over hvad ”COPENHELLS Klokkespil” i dag vil byde sine rockhungrende horder som kommer dertil i en lind strøm, fyldt med åbenlys glæde, spænding og begejstring for oplevelser, de kan næres af, længe efter.

Her er folk fra flere steder i verden, for COPENHELL har udviklet sig til at være et trækplaster for de mange rockhungrende fans, der nogle gange føler, de drukner en smule i al poplortet, som ”Drengene fra Aalborg” proklamerede, mens vi sludrede om løst og fast og især om fraværet af den ellers klassiske sorte uniform

Men undervejs mødte jeg folk fra Nepal/Indien, Afrika, Østeuropa, hele EU og naturligvis de to mest dominante grupper: Svenskerne og naturligvis også vore egne lokale, fra hele Danmark:
 ”Det er jo fannama den eneste ordentlige festival, der giver mening!” udstødte Marianne, med glødende grønne øjne og ildrødt hår, inden hun brølede af sted til en ny koncert sammen med veninderne.

Men da de var nået 10-15 meter væk, vendte hun sig pludseligt og sendte et smukt og kridhvidt smil, ledsaget af det obligatoriske djævlehåndtegn, inden pigerne hastigt forsvandt ind i mængden..
Og stod jeg dér, mest irriteret over at jeg ikke lige nåede at fange billedet af denne søde, entusiastiske og betagende gæst.. 

Heldigvis er man sjældent alene på COPENHELL for det er én af de festivaler, hvor man i bogstavelig forstand altid kan få nogen at tale med: Udover det mere almindelige med at falde i snak over musikken eller maden -måske efter en dans ved én af de mange koncerter, har festivalledelsen bevidst gjort plads til både bærere af det kendte grønne Solsikkebånd – for de som måske også har et skjult handicap, samt til dig på krykker eller kunstigt ben. Og hvis du er kørestolsbruger har man opført fine hævede ramper hvor man har et klart bedre udsyn og klangbillede, end hvis man kastede sig ned i pitten, for at være tættere på musikken, inden man kunne risikere at blive hvirvlet ind i endnu en ustyrlig mosh-pit, med al sin asen og masen og dansen rundt, nærmest helt uden kontrol.

Og skulle man så alligevel miste pusten for et øjeblik eller bare føle sig fyldt lidt op, har COPENHELL og så tilbud om at tale med nogle rigtigt søde og dygtige folk, der sidder klar under hele festivalen:
Lige ved siden af det store samarittertelt, nær indgangen, stødte jeg nemlig på teltboden – Safe’N’Sound – med et  ”walk-in-tilbud” til en lille anonym, snak i et mere privat og trygt forum.

COPENHELL er jo, som de fleste, en festival med et væld af lækkerier og lokkende tilbud: både til sidebenene og til shopperne. Her finder gæsterne fristelser, endda i flere farver end sort (!)
– og torsdagen var da heller ingen undtagelse: Det var de rød/hvide farvers dag, for landskampen mod England skulle stå sin prøve.
Derfor havde man helt naturlig opsat flere skærme, hvor publikum, kunne nyde sin indkøbte mad og sine drikkevarer, mens bolden hidsigt rullede henover grønsværen på skærmen.
Sjældent har jeg oplevet så mange glade og entusiastiske fodboldfans i flere farver, dele glæden over den lille runde bold, som blev sparket rundt iblandt 22 løbende spillere… uden nogen form for irritation
-Og efter kampen fortsatte festen kærligt i fuldt flor, med flere musikoplevelser, som jo var dét, vi egentligt mest var kommet for, indtil det legendariske rockband fra Horsens; Pretty Maids fik lov til at lukke torsdagen af på Hades-scenen.