Koncerter

Flows fra øverste hylde med Pede B

Den 25. januar kan du opleve nye og gamle numre fra Pede Bs bagkatalog, freestylerap i verdensklasse og høj energi fra start til slut, når han rammer Store VEGA.

Sidste år udgav den eminente rimsmed sit album Mercur, der modtog fem flotte stjerner af Gaffa, som skrev:

“Det giver sig selv og særligt for Pede B, at det små gør det store, og man får med det samme en anden lyst til at udforske den trofaste rappers uforudsete udsving. Heldigvis bliver det aldrig som en leflen for de kritiske røster, men Mercur føles bare meget mere som den toneangivende rapper, Pede B var på vej til at blive med “Superstar”.”

Med 16 album og mere end 50 millioner streams på Spotify er Pede B en af dansk hiphops sværvægtere. Er der noget, anmelderne er enige om, er det, at han også laver nogle af genrens bedste koncerter. For eksempel da BT. gav Pede B og crew seks stjerner for deres show på Roskilde Festival og kaldte det den “bedste rap-koncert på Roskilde nogensinde”.

Pede B er en af de dygtigste danske freestyle-rappere. Han er den eneste, der har vundet MC’s Fight Night hele tre gange (i 2005, 2007 og 2009), og hans sammenblanding af imponerende tekniske færdigheder og improvisatorisk lyrik, har skubbet ham helt frem på den danske rapscene. Han har gang på gang nedlagt et udsolgt Store VEGA med charme, selvtillid og vilde flows.

Fakta om koncerten:
Pede B (DK)
Lørdag 25. januar, 2025 kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 270 kr. + gebyr.
Billetsalget i dag via vega.dk og Ticketmaster

Lignende artikler

Back to top button