Din FestivalFestivalnyt

NorthSide udvider sæsonen med lokale samarbejder

Den Aarhusianske festival NorthSide bliver nu en større aktør i byens kulturliv ud over de tre dage i juni, hvor musikken spiller i Eskelunden. Med en række events lavet sammen med lokale organisationer i foråret, skal aarhusianerne i højere grad møde festivalen året rundt.

Siden 2010 har NorthSide været formet af sin plads i byen, ligesom byen tilsvarende er præget af en musik-, mad og oplevelsesfest, der trækker mange tusind gæster til hver sommer.

Den synergi bliver nu endnu mere tydelig i projektet NorthSide X, der konkret består af en række kulturarrangementer drevet i samarbejde med både små og store aktører i Aarhus.

”Vi elsker at være en stor del af byen hvert år i juni. Men hvis vi skal være helt ærlige, vil vi gerne være mere synlige for aarhusianerne resten af året. Det gør vi noget ved nu – for vi vil gerne møde dem, og tale og opleve kultur sammen med dem hele året rundt,” siger Partner & Sustainability Manager ved NorthSide, Martin Thim.

Derfor kan aarhusianerne altså nu opleve dele af NorthSide-stemningen hele foråret inden Eskelunden åbner d. 6. for selve festivalen. De kan forvente spændende musik fra vækstlaget i Danmark, lækre mad- og drikkeevents, og mange flere oplevelser kurateret og udviklet af teamet bag NorthSide og selvfølgelig hver enkelt samarbejdspartner.

”Vil vil gerne arbejdere mere sammen med andre kulturaktører i byen. Ikke mindst nogle af de nye, progressive kræfter, der kæmper for at udvikle Aarhus kulturelt,” siger Partner & Sustainability Manager Martin Thim, der her ses med Camilla Aneto Olesen fra Frontløberne, der er medarrangører af Centrum Vest. Foto: NorthSide

Få en på kulturen i forladte indkøbscentre, på byens top og til SPOT
Første event-samarbejde er med den meget omtalte endagsfestival Centrum Vest, der foregår i det gamle indkøbscenter City Vest lørdag d. 2. marts. Senere kommer arrangementer med for eksempel kulturforeningen Aarhus Volume/spillestedet Volume Village, Salling ROOFTOP og endeligt SPOT Festival, hvor NorthSide får sin egen scene.

Til nogle arrangementer er NorthSide med som udviklende partner, og til andre har festivalens bookere udvalgt artister eller været med til at påvirke, hvilken musik, der kan opleves.

Det er en måde at tage ansvar for musikscenen i den by, NorthSide er en del af, siger booker på NorthSide, Nikoline Skaarup

”Det er vores forpligtelse som større kulturaktør at understøtte musikscenen herhjemme og det talent, den bygger på. Der ville jo ikke være festival, hvis der ikke var dygtige musikere at booke til den. Så det er jo også en måde at prøve at give lidt tilbage og være med til at så frøet til næste generation af artister, der kan spille på vores festival i fremtiden.”

Udover de nævnte arrangementer, kommer NorthSide X også til at være en del af den traditionsrige Kapsejlads i Universitetsparken og padel-aftener de første fredage måneden i Pakhus 77 på Aarhus Ø.

NorthSide X-Kalender
Her er den fulde oversigt over, hvor NorthSide X-arrangementer foregår i foråret 2024:

Centrum Vest lørdag d. 2. marts
Vesterlauget Ø fredag d. 22. marts
Aarhus Volume lørdag d. 13. april
Salling Rooftop torsdag d. 25. april
Kapsejladsen fredag d. 3. maj
SPOT Festival lørdag d. 4. maj
Pakhus 77 første fredag hver måned

Lignende artikler

Back to top button