FestivalnytLine-up

CopenHell tilføjer flere navne til 2023 plakaten

De maskerede galninge fra Slipknot vender tilbage til Refshaleøen i 2023, sammen med Def Leppard og Mötley Crüe.

SLIPKNOT, HALESTORM, ZEAL & ARDOR, SATURNUS, SKYND, TOUCHÉ AMORÉ, IOTUNN, GAEREA og LAMENTARI slutter sig til DEF LEPPARD, MÖTLEY CRÜE, PARKWAY DRIVE, ARCHITECTS, MESHUGGAH, CLUTCH og de mange andre offentliggjorte bands til COPENHELL 2023.

De maskerede galninge fra SLIPKNOT vender tilbage til COPENHELL i kølvandet på deres fremragende syvende studiealbum ”The End, So Far”. Alle, der har oplevet bandet live, ved, hvor medrivende stemningen er! Det omhyggeligt iscenesatte vanvid, der udspiller sig, når bandet pisker deres ”maggot”-fanskare helt op i det røde felt, er vildt og berusende, og deres afsindige og uforudsigelige musik slår benene væk under alt og alle. Bandet raserede COPENHELLs hovedscene fuldstændigt med en sand magtdemonstration af en koncert i 2019, og vi er stolte over at byde et af tidens allerstørste metalnavne velkommen tilbage til festivalen i 2023!

HALESTORM kom bragende ud af coronapandemiens skygge med deres eminente 2022-forårsalbum ”Back From The Dead”, der mest af alt lyder, som om de har været en tur nede og vende på helvedes nederste etage og er kommet tilbage igen. Bandets insisterende og medrivende rock er kun blevet endnu hårdere i lyden, og Lzzy Hales majestætiske vokal formidler sammen med de nådeløse beats og skærende riffs et raseri af en anden verden, som vi ser frem til at opleve live på COPENHELL, når de vender tilbage til festivalen.

ZEAL & ARDOR opstod oprindeligt som følge af en udfordring til forsanger og idémand Manuel Gagneux, men er hen over tre albumudgivelser vokset og blevet til et helt unikt kunstnerisk projekt, der kombinerer gamle afrikansk-amerikanske spirituals med black metal i en hidtil uset musikalsk crossover, der også smager af alt fra sydstats-bluesrock til industrial. Det er dæmonisk og innovativ musik, der kræver noget af lytterne – og giver tifold tilbage! Manuel Gagneux har derudover også skrevet og indspillet musikken til den stemningsfulde lanceringstegnefilm for COPENHELL 2023.

SATURNUS er en sand institution på den danske metalscene og har gennem mere end 30 år skabt enorm respekt om sig selv og deres mesterlige greb om doom-metalgenren. Musikken er stemningsfuld og dyster og fremkalder som intet andet følelsen af melankoli og ensomhed. Det er langsomt, dvælende og tungt – og musikalsk som bare fanden!

Australske SKYND bringer os ud i en helt ny afkrog af rocken med deres dystre æstetik, tunge elektro-industrial-lyd og true crime-fokuserede sangtekster. De spiller hypermoderne horrorcore-chokrock med tunge beats, vilde elektroniske vokaleffekter og fængende fraser, der kredser om forfærdelige forbrydelser og tvinger os til tænke over dem. En koncert, der vil gøre ondt på den helt rigtige måde.

Los Angeles-kvintetten TOUCHÉ AMORÉ spiller intens post-hardcore med følelserne uden på tøjet. Frontmand Jeremy Bolms alsidige screamovokal bærer den hektiske, punkede musik langt ud over scenekanten og rækker ind i publikums hjerter med et tekstunivers, der kredser om relatérbare temaer som sorg og tab.

Den nye danske kvintet IOTUNN er en genrebastard, der spiller progressiv kosmisk powermetal krydret med både død, thrash og black metal. Det er storladen musik med en bred vifte af inspirationskilder, der følger et stramt og melodisk koncept på et højt teknisk niveau.

Det nye portugisiske black metal-band GAEREA har måske kun to udgivelser under bæltet indtil videre, men deres iskolde kakofoniske støjmareridt er allerede flere steder blevet udråbt som noget af det allerfineste, der er kommet fra den nye generation inden for genren. Vi bliver ikke overraskede, hvis porten til helvede rent faktisk skulle ende med at åbne sig på Refshaleøen under den her koncert …

LAMENTARI har på ingen tid etableret sig meget overbevisende på den danske metalscene med deres symfoniske black metal. Tænk Behemoth møder Rachmaninov – så har du den monumentale og lidenskabeligt vrede lyd, dette band knuser deres publikum med. Bandet har tidligere imponeret COPENHELL-publikummet på både COPENHELL Metal Cruise og When COPENHELL Freezes Over – og vi glæder os til nu at byde de kutteklædte kultister velkommen til COPENHELL 2023!

Billetter til næste års festival kan købes på www.ticketmaster.dk/feature/copenhell.

 

Den samlede liste over offentliggjorte bands til COPENHELL 2023 indtil videre:

DEF LEPPARD, MÖTLEY CRÜE, SLIPKNOT, PARKWAY DRIVE, ARCHITECTS, MESHUGGAH, HALESTORM, CLUTCH, KELLERMENSCH, ZEAL & ARDOR, FEVER 333, SICK OF IT ALL, CABAL, FISHBONE, ANGUS MCSIX, NAPALM DEATH, HARMS WAY, MALEVOLENCE, SATURNUS, MØL, SKYND, TOUCHÉ AMORÉ, EMPLOYED TO SERVE, GREEN LUNG, IOTUNN, UNDERGANG, GAEREA, NERVOSA, HERIOT, LAMENTARI, DEFACING GOD, ANGELUS APATRIDA, SPEED, HALIPHRON

Lignende artikler

Back to top button