Koncerter

Kashmir spiller to eksklusive festivalkoncerter i 2020

Festivalerne NorthSide og Tinderbox kan som de eneste i 2020 præsentere det ikoniske band på scenen til to eksklusive og længeventede festivalkoncerter.

Det er fem år siden et af Danmarks største og mest markante band satte deres fællesprojekt på pause for at gøre plads til en række musikalske og kunstneriske soloprojekter.

Nu er tiden endelig inde til, at Kashmir igen går på scenen sammen, og tidligere i år annoncerede bandet to enkelt-koncerter i Royal Arena og Jyske Bank Boxen. Som sidste glædelige tilføjelse til Kashmir-gensynet i 2020, annoncerer både Tinderbox og NorthSide nu, at Kashmir vil spille deres eneste festivalkoncerter i henholdsvis Ådalen og Tusindårsskoven i 2020:

-Vi er enormt stolte af, at vi som de eneste to festivaler kan præsentere Kashmir på musikplakaten i både Aarhus og Odense. Vi har i flere år set frem til den dag, hvor tiden var inde til et festival-gensyn med bandet, for det er ganske få, der kan udfylde det rum og favne publikum, som vi ved, Kashmir kan. Det bliver uden tvivl to fænomenale og måske også sentimentale koncerter, fordi vi er så mange, der decideret har savnet dem og deres musik, siger festivalchef for Tinderbox og NorthSide, Brian Nielsen.

Kashmir er et af landets vigtigste og mest populære rockbands gennem tiderne, og Kasper Eistrup, Mads Tunebjerg, Asger Techau og Henrik Lindstrand har i fællesskab skabt et legendarisk bagkatalog og et helt særligt bånd til deres fans, der kan se frem til en rejse gennem netop det eminente bagkatalog til årets koncerter.

Kashmir spiller på NorthSide lørdag den 6. juni og på Tinderbox fredag den 26. juni.

NorthSide 2020 finder sted i Ådalen ved Aarhus den 4.-6. juni 2020. Billetter kan købes på NorthSide.dk.

Tinderbox 2020 finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 25.-27. juni. Billetter kan købes på Tinderbox.dk

Lignende artikler

Back to top button