Når en hund er glad, logrer den med halen. Nogle gange så meget, at det bliver med hele kroppen. Men har du nogensinde set en hund logre med halen, når den sidder ned?
Det bliver et lidt mere afdæmpet udtryk for glæde. Du er ikke et sekund i tvivl om, at Vaps er glad, men den kan ikke vise det på den normale måde. Den er noget hæmmet.
Det samme gjaldt for publikum i MCH Herning Kongrescenter, da D-A-D gik på scenen torsdag aften. Den første af fire koncerter, her og i København, der er blevet erstatningen for de aflyste koncerter i Jyske Bank Boxen og Royal Arena.
Det betyder færre mennesker, mindre lokaler og … at du skal sidde ned.
For en hærdet koncertgænger som mig, er det stadig en noget akavet måde at se livemusik på. Særligt til den slags musik, D-A-D leverer.
Tung rock
Det har ikke ændret sig med tiden. Det seneste album A Prayer For The Loud er på mange måder en tilbagevenden til det, de startede tilbage i 80’erne, men med lidt mere overblik og mange års erfaring ind over.
Det er både godt og skidt for det nye album er noget mere poleret og mangler således det rå udtryk, der var med til at gøre Call of The Wild og i højere grad No Fuel Left For The Pilgrims til de kæmpesucceser, de endte med at blive.
Den var tilbage torsdag aften, allerede fra de første akkorder.
Så fremragende højt
For D-A-D spiller højt. Meget højt. Det er ikke nogen dårlig ting. Tværtimod. Det SKAL være højt. Desværre betyder det bare også tit, at Jesper Binzers stemme skal kæmpe med lydvæggen for at følge med.
Men sådan er det, for hvis han skulle have en chance for at overdøve musikken, skulle man skrue ned for de andre, og det er ikke sådan, det fungerer, når D-A-D er på scenen.
Det var måske bare lidt mere tydeligt torsdag aften, da vi sad der med afstandsskiver på sæderne ved siden af os, og barer der lukkede kl. 22.
Læs også interview med Laust Sonne: Hvad fanden gør vi?
Stive ben og hårde toner
Der er heller ikke helt så meget kaos på scenen, som for tredive år siden. Det er lidt stivere ben og lidt mere tussen rundt. Det undrer ikke, da det er de færreste 55-årige, der kan sprinte rundt som en åndssvag, og så er det trods alt bedre, at de fokuserer på at spille og synge.
Men langsomt skete der det, der altid sker, når Binzer og co. er på scenen. De finder grebet om deres publikum. De ved, hvad der skal til for at starte en fest. Også selvom man sidder ned.
”Jeg er faktisk lidt glad for de her coronakoncerter. Jeg kan se, at I hører efter,” lød det fra Binzer. ”Jeg ved, at vi har jer.”
Og det havde de. I den grad. Overalt i salen prøvede siddende fans desperat på at finde måder at vise deres logrende hale.
Klapsalver, bølger og viftende hænder gør bare ikke helt det samme som, når man kan bruge hele kroppen til at vise, hvor glad man i virkeligheden er.
Godt håndværk
De forvalter opmærksomheden godt. Setlisten var varieret og forsvandt ikke, som man kunne frygte, i nye numre, og showet var som altid båret af personlighed og samspil, i stedet for store lyseffekter.
Jeg elsker at komme til koncert med D-A-D, selvom jeg aldrig har spillet deres musik hjemme. Det er altid så pissegodt håndværk.
Det var det også torsdag aften, og selvom siddende coronakoncerter er en amputeret måde at opleve musik live, så er det, hvad vi kan gøre lige nu.
Og under de forhold, var det lækkert, at det lige netop var en aften i selskab med så erfarne og fandenivoldske folk som D-A-D.
Er det lang tid for Binzer?
Når Jesper Binzer siger, at de ”har taget for meget musik med” og vi som publikum ”kommer til at tigge og bede dem om, at de slutter”, virker det lidt ærgerligt, at de slutter efter en time og tre kvarter.
Særligt når alle sidder ned.
Så kan man jo godt undre sig over, i hvilke andre situationer, han synes en time og 45 minutter er lang tid.
Som man siger …
D-A-D, MCH Herning Kongrescenter
★ ★ ★ ★ ☆
