Blandt dagens besøg i fængselsgården dukkede et band op, som vi har haft fingre i tidligere på året. Navnet er Ugly Kid Joe, der i marts spillede i Amager Bio, og hev fire solide stjerner hjem. På grus og beton i den friske luft, der kan spilles usynlig guitar til, er karakteren nødt til at være en tand højere. Argumenterne herfor er helt åbenlyse, uden at det skal tage noget fra oplevelsen i det sjællandske i foråret. Den nok tungeste faktor på barometeret hedder forsanger Whitfield Crane.

På Jailbreak vasker man hænder

Ærbødigt fortalte han publikum, at man som omrejsende band aldrig rigtig ved, hvad man kan forvente af de forskellige steder. Angående Jailbreak, så lød det, at det var et fedt sted at spille og at der var totalt god energi fra masserne, der smittede op på scenen. “Ja, her på Jailbreak vasker folk endda hænder efter toiletbesøg”, lød det fra en imponeret Crane. Den gode energi fra publikum er naturligvis ikke en selvfølge, og Crane var en fantastisk indpisker denne eftermiddag. Hvad end han bad publikum om, så gjorde tilskuerne netop det. Om det var sang, taktfaste klap eller andet. Der var symbiose i en sådan grad, at koncerten kunne have været en ABC i troværdighed fra scene til kant. Selvom der kun var en time at gøre godt med, så var der endda også overskudsagtig tid til, at Crane spottede ind til flere Iron Maiden-t-shirts og ud af det blå begyndte lidt vers og omkvæd fra det berømte metalbands bagkatalog. 

Kom bare nærmere

Indledningsvist var der ikke nogen forskel på Amager Bio og dags dato i Horsens. “That Ain’t Livin” starter ballet, og det var som altid en hidsig velvalgt sag at servere. Tilhørerne tog godt imod, og straks viste Crane overskud og pegede pressefotograferne i retning af backstage. Ikke fordi, at han var træt at deres linsers nærvær, men ganske enkelt som en gestus for at komme med ind på scenen, og få nogle close ups og bedre skud ud over publikum. Til en start troede man næsten ikke på det, men Cranes insisterende facon lod ingen tvivl. “Kom bare nærmere”. Blus under kedlerne kom der fra “Neighbor”, hvor publikums sangstemmer blev smurt. Crane gadedrengehoppede rundt på scenen med sin omvendte kasket med Adidas-logo på. En af pindene i logoet ragede dog lidt længere ud, og lignede dermed som helhed en midterfinger i den slags positur, som man beder børn om at pakke væk.

Skelettet Bjarne

Rundt omkring på festivalpladsen ligger, hænger og står der flere plasticskeletter i fangedragt. To af disse blev for en stund kapret og medbragt til koncerten af et par gæster. Det gik ikke Cranes næse forbi, og som den mest naturlige ting i verden spurgte han til, om den ene afdøde var en, man kendte. På stedet omgående navngivet Bjarne – ikke det letteste navn at afkode for en amerikansk forsanger – men Bjarne blev nu rytmisk råbt af forsamlingen. Bjarnes makker – hvem end han/hun var – fik i stedet en æresplads hos Ugly Kid Joes trommeslager. Der blev spillet rigtig højt denne eftermiddag, så på sin vist et mysterie, at Bjarnes sidekick forblev siddende uden at rykke sig en millimeter som konsekvens af trommernes buldren. 

De store sange sluppet løs

Videre med Ugly Kid Joes sætliste, der bød på alt fra “Bad Seed” og “No One Survives” til “I’m Alright” og “Milkman’s Son”. Ikke overraskende var der to numre, som med største selvfølgelighed fik større opmærksomhed. Tre kvarter inde i sættet blev det tid til Harry Chapins “Cats In The Cradle”, som sad lige i skabet – godt hjulpet med af et hengivent sangkor op mod scenen. Det er bare en stor sang, gjort bedre takket være disse gutter. “Everything About You” sluttede en magisk time af, hvor der lige blev tid til at smide sig i hænderne på fremmede og blive båret i favnen på security til verset med “I Hate Your Daddy’s Guts Too”. Denne koncert bliver en af dem, man husker, når Jailbreak senere i dag lukker portene. Husk for satan at komme ud i tide, selvom det med en oplevelse som denne ikke giver lyst til at fortrække hjem til dagligdagen.

★★★★★☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen