Skuffede Massive Attack-fans måtte kigge langt efter deres helte tilbage i 2020, for hverken triphopperne eller øvrige plakatnavne til Northside det år fik spilletid. Synderen hed corona… Nu var chancen her så igen, for et af festivalens hovednavne er i år netop det engelske kollektiv, der havde deres storhedstid i 90’erne. Fem albums i bagagen vidner måske ikke af meget, og det er da også hele 14 år siden, at det seneste udkom. Det er nu ikke fordi, at Massive Attack ikke udgiver musik hist og her, men siden 2010 har der været tale om mere minimalistiske EP’er. Derfor kan man også godt være bekendt at tilsnige, at publikum denne aften (eller nat om man vil) var kommet for at rejse en tur tilbage til tiden, hvor vores lille nation blev europamestre i fodbold, hvor Golfkrigen hærgede og hvor USAs præsident havde en praktikant til at forstyrre embedet. 

Første gang i provinsen

Vi stod i aften over for en helt særlig koncert med Massive Attack. Ikke fordi, at det var første gang, at de satte deres ben i Danmark, men det var første gang, at trioen dukkede op uden for hovedstadsområdet. Roskilde Festival har haft besøg flere gange (senest i 2018 som også er bandets senest danske koncert). Ellers tæller de danske venues Valbyhallen, Forum, KB Hallen, Tap 1 og Falkoner Salen. Var Aarhus så klar til et syretrip fra genrens mørkemænd? Det var vel sagtens aftenens helt store spørgsmål…

Dyster grundstemning

Massive Attack har gennem tiden haft lidt skiftende “personale” inde over bandet. På scenen i aften stod dog to af de stiftende medlemmer 3D og Daddy G. Med sig havde de en række forskellige mandlige og kvindelige vokalister, der altid har stået for de melodiøse linjer som modvægt til de tunge instrumentale skæringer. Når herrerne greb mikrofonen, så var der en særlig messende stemning, ja nærmest en reciterende stemmeføring, som var lyrikken et digt eller et stykke poesi. Når det var kvindernes tur, dukkede de fineste toner frem som den enkleste ting i verden. Af samme årsag er Massive Attacks musik også særlig dyster og stemningsmættet. Ikke noget under, at man ofte støder på det i forbindelse med underlægningsmusik i adskillige film.

Næsten to timers visuelle brændpunkter

Eskelunden blev underlagt noget, der visuelt kunne minde om små to timers nyhedsudsendelse. Storskærmen bag orkestret var ikke blot til pynt, men var derimod fyldt med infoblokke, der fes frem og tilbage over skærmen. Overgangen til sommer og den fortsatte tidlige festivalsæson blev ikke ligefrem begavet med indslag om palmetræer, sandstrand og kulørte drinks. I stedet dukkede Putin, Bin Laden, Trump og andre festdræbere op på tapetet sammen med indslag fra Gaza og Ukraine. Faktabokse om vores verden i tal, fokus på mediernes magt og paparazzitilstande samt historiske indslag med KGB, Ku Klux Klan, 11. september og J. Edgar Hoover prydede billedet sammen med statements omkring, at føromtalte corona var skabt med vilje som brugbart våben til at kontrollere vores klode plus statements omkring, at klimakrise er ren og skær indbildning. Apropos våben, så fik vi også lige nogle globale regnskaber og hints til, hvilke nationer der er i lommen på hvem. Således “opmuntret” fik musikken ikke lov til at stå alene – og det skal den i Massive Attacks tilfælde heller ikke.

Kræs for fans og gangbro til nybegyndere

Med al det visuelle som fortælletæppe, så var fokus sjældent rettet på det, der foregik på scenen. De to frontmænd gjorde nu heller ikke meget væsen af sig, og direkte henvendelser til publikum gik kun gennem 3D. Til gengæld lagde de vægten på en fornem vellyd, der sneg sig ind blandt publikum som ren balsam for sjælen. Altså ikke noget spektakulært festfyrværkeri med orale bånd mellem de optrædende og deres publikum. Ingen ild og konfetti. Mere en skare af tilbedere, der vuggende som en skov af siv ved fjorden, der dvælende rørte på sig i takt med, at man tog vokaler, beats og grooves ind på øverste etage. Massive Attack lagde fra land med den fine fanfavorit “Risingson”, hvor 3Ds vokal kom skræmmende nær salig Maxi Jazz’ fra Faithless. En gammel kending af ensemblet – den alfaderlige Horace Andy – tog over på “Girl I Love You”. Som en anden pensionist, der en gang om året bliver låst ud af sin campingvogn, sprudlede Andy ved flere lejligheder. Det samme kan man sige om Elizabeth Fraser, der fik aftenens største bifald for en smuk cover-version af Tim Buckleys “Song To The Siren”. Den skotske trio Young Fathers havde forinden gæstet scenen og lagt vokal på “Voodoo In My Blood”. Efter et friskt take på Ultravox’ “ROckwrok” (ja, sådan types det faktisk), så skal jeg da lige love for, at det pludselig blev nemt at finde femkløvere på Northsides ellers smattede mark. Følg godt med her: Horace Andy vendte tilbage og tog sig af lyrikken til “Angel”, dedikeret til den Ukrainske by Mariupol kom Deborah Miller på scenen til “Safe From Harm”. Miller blev på scenen og skabte liv i kludende til “Unfinished Sympathy”, hvorefter sangere og musikere kortvarigt vendte retur og bevidste, hvor skønne sange som “Karmacoma” og “Teardrop” egentlig var og er. Sidstnævnte er denne signaturs favorit i aften. Det var sgu kræs for de dedikerede Massive Attack-lyttere og en kærkommen lejlighed til at kapre nye kunder til det trippede univers. 

Døren må du selv finde, men den står på klem

Koncerten var ganske effektiv, men også utrolig simpel i sin form. Det mystiske er måske, at man lige skal vænne sig til, at du selv skal invitere dig ind i musikken og lade de lange beats indfinde sig. Når der ikke var liv i det digitale visuelle og udtryk, så var scenen indhyllet i mørke og røg med kun ganske få lyskegler. Massive Attack er en sjov størrelse. I modsætning til mange andre bands, så føler de intet behov for at blive set, men høres vil de gerne. Northside-koncerten kommer ikke til at gå over i historien eller sprænge banken for zenith-stående komponenter. Nogle vil måske også finde de særdeles politiske indslag for gennemgående til at skulle være en festlukker her på dag 2. Når det så er sagt, så må den samlede konklusion være, at der var tale om 110 minutters solidt håndværk.

Sætliste: 

Risingson

Girl I Love You

Black Milk

Hymn Of The Big Wheel

Take It There

Future Proof

Voodoo In My Blood

Song To The Siren (Tim Buckley-cover)

Inertia Creeps

ROckwrok (Ultravox-cover)

Angel

Safe From Harm

Unfinished Sympathy

Ekstra:

Karmacoma

Teardrop

Levels (Avicii-cover)

Group Four

★★★★☆☆

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen.

Foto: Malene Vinge Jakobsen.