Tim Christensens rockforelæsning var lige, hvad Jelling trængte til
Bagkataloget blev luftet i takt med solens genkomst
Bedst kendt som frontmand i Dizzy Mizz Lizzy, som vi havde fornøjelsen af at anmelde til SmukFest 2023. Her på Jelling Musikfestival som alene frontmand – godt nok med et velspillende band som support – og med solomateriale nok til at spille til solen gik ned. I første omgang var der ikke meget sol at spotte, for et voldsomt skybrud havde forårsaget adskillige opgivende gæster, der i stedet tænkte, at nok var nok og nu stak snuden hjemad. Selve pladsen foran Store Scene var også en stor søbet mudderpøl og vandet rislede som en lille bæk tværs over. De “overlevende” gæster trodsede udfordringerne og blev belønnet med solskin og et overflødighedshorn af Tim Christensens sangskat.
Skulle der stå nogle derude og håbe på en lille snas af Dizzy Mizz Lizzy, så måtte de tage til takke med et lille guitaristisk mellemspil med tonerne fra “Silverflame”. Christensen var ikke i huset for at lade gammel orkesternostalgi præge forestillingen. Den tid kommer, for Dizzy-drengene drager på en kort jubilæums-tour senere på året. I første omgang kom dagens koncert til at byde på såvel stille ballader til rungende rockbaskere fra bagkataloget i eget navn. “Jump The Gun”, “Prime Time” og “Get The Fuck Out Of My Mind” var fuldgode eksempler på, at der kunne spilles masser af luftguitar ude blandt publikum. Omvendt så krammede det kvindelige publikum deres mænd lidt ekstra til “Right Next To The Right One” og “Love Is A Matter…”. Små hidden gems som eksempelvis “How Far You Go” skabte en god balance indimellem.
Der var dejlige genhør med “Superior” og “Surprise Me” og hele andagten blev rundet af med skønne “Whispering At The Top Of My Lungs”. Tim Christensen og hans kumpaner slap gækken løs på den sædvanlige afdæmpede måde, og krydrede deres optræden med små anekdoter om stort og småt. Publikum var dejligt hengivne, og der var flere heriblandt som kunne hver en linje i det Christensenske univers. Andre nød bare en gedigen rockeftermiddag som akkompagnement til solens genopstandelse. På mange måder var dette lige, hvad festivalen trængte til.
★★★★☆☆
Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen.
Foto: Johnny Ekelund Jensen.