Skybrud over Jelling kunne ikke spolere Fyr og Flammes magtdemonstration
Den ultimative opskrift på, hvordan man lancerer spritnyt materiale
Sidst vi havde fingre i dem her på sitet, var det i forbindelse med deres julekoncert i Lille Vega i december. Dengang havde de lige udgivet to julesingler. I fredags udgav duo’en så deres andet studiealbum, så meget passende er der en symbiose her også – altså lige bortset fra, at det ikke sner og er frostgrader… “Himmel og Helvede” er titlen på Jesper Groth og Laurits Emanuels friske skive, der er dedikeret til den trofaste fanskare, som Fyr og Flamme fik opbygget på et øjeblik, da “Menneskeforbruger” bragede ud i æteren for 4 år siden. Siden fulgte en stribe næsvise 80’er-betonede skæringer, som fik det midaldrende publikum til at slå ørerne ud. Her var minsandten frisk musik, som man kunne huske fra sine unge dage. Unge lyttere har også bidt på krogen, så Fyr og Flamme kan vinge boxen af for supportere fra adskillige alderslag.
Saft og kraft i nye skæringer
Trekløveret af de store hitsingler fra debutpladen kunne man nok bide sig selv i næsen på, hvis man skulle oddse på sætlisten. Det store spørgsmål var nærmere: hvilke nye hjertebørn skulle luftes live for første gang? Sandheden er, at det skulle hele otte. Ja, faktisk var de tre første numre fra den nye plade, og det var ganske få, der havde haft tid til at øve sig på det nye materiale. Det gjorde imidlertid ikke noget, for de blevet taget rigtig godt imod. Groth og Emanuel var bevidste om, at det var et klogt træk at sætte stemningen med up-tempo-sange som “Spar Dame”, “Kærlighed Og Krig” (som dog blev udgivet som single allerede forrige år) og “Fyr og Flamme Løber Hjemmefra”. Disse blev fulgt til dørs af det førnævnte kæmpehit “Menneskeforbruger”. Så var stemningen ligesom sat.
Ventede gæster
Men apropos stemning, så lad os lige spole tiden tilbage til et kvarter før koncertstart. Et moderat antal festivalgængere havde indfundet sig, men pludselig kom flere til, da himlen åbnede sig. Det fik hurtigt teltet fyldt op og de halvvåde publikummer blev til sidste strofe. De kunne så sandelig lide, hvad de fik. Særligt “Næste Lørdag”, hvor gæstevokalist Freja Rebekah kom ind fra højre og fik lagt lyrik til den seneste single fra Fyr og Flamme. Det var sgu lige til den store ABC om, hvordan den skal skæres. Yderligere stemning blev skabt, da Eurovision-vinderen “Øve Os På Hinanden” blev pumpet ud i teltet.
Tydelig defineret genre
Senere i sættet fik vi “Russisk Roulette”, som ganske vist ikke før i fredags var at finde på plade, og som er duo’ens allerførste musikalske sammenkomst. Den er faktisk hele syv år gammel. Hvis man lytter godt efter, så er der spor af alt fra Birthe Kjær, Tommy Seebach og Kirsten & Søren. Man er slet ikke i tvivl om duo’ens ophav og inspirationskilder. Det er såmænd ikke for sjov, at navne som Bruce Springsteen, Elton John og Stig Rossen (ja, prøv at klikke på linket) bliver nævnt i Fyr og Flammes “Dansemusik”, som blev spillet, da koncerten var ved at nå sin afslutning. Afrundingsvis blev koncerten på smukkeste vis kronet med den nye fremragende ballade “Tidevand” og som et uudsletteligt sidste punktum, det gamle storhit “Kamæleon”.
Sikke en eksplosion…
Groth og Emanuel boltrede sig som fisk i vandet, selvom de var i tørvejr. Som to heste på græs en varm sommerdag, så holdt i de hof på behørig afstand fra det våde element. Stærk symbiose til bagbeklædningen, som er netop coveromslaget på “Himmel og Helvede” og ja, der er lige præcis – godt gættet – en hest på. Groth sang og dansede rundt fra øst til vest på scenen, og Emanuel nød af lade diverse instrumenter tale. Nogle gange er der bare nogle omstændigheder, der ramler sammen og forener sig i en højere enhed. Det var lige præcis tilfældet her. Når man er i sikkerhed fra regnen, så er der ikke noget mere beroligende end at lytte til netop lyden af den. I dag kunne man ikke høre hverken bulder og brag fra torden og skybrud takket være Groth og Emanuel. De piskede simpelthen den mest inciterende 80’er-fest op. Og ved I hvad? Regnen stoppede, da tonerne af “Kamæleon” fadede ud…
-Se billeder fra koncerten i toppen her.
Se også: Signe møder Fyr og Flamme på Jelling
Sætliste:
Spar Dame
Kærlighed Og Krig
Fyr Og Flamme Løber Hjemmefra
Menneskeforbruger
Peter
Næste Lørdag (gæst: Freja Rebekah)
Himmel Og Helvede
Øve Os På Hinanden
Ved Godt Det Var Mig Der Tog Fejl
Russisk Roulette
Dansemusik
Tidevand
Hvor Er Du Nu
Kamæleon
★★★★★★
Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen.
Foto: Johnny Ekelund Jensen.