FestivalnytKoncerterTopnavne

D-A-D klar med jubilæumsplade til oktober

2024 tilhører i den grad D-A-D, som både med musik og en udstilling på Nationalmuseet markerer deres 40-års jubilæum. Lørdag d. 23. marts løftede forsanger Jesper Binzer sløret for bandets kommende udgivelse til talk-festivalen ’Historien bag musikken’ på Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK. Pladen udkommer 4. oktober.

Det er nok gået de færreste musikalsk interesseredes næse forbi, at D-A-D i år kan fejre, at der er gået 40 år siden deres første koncert. Det markerer de blandt andet med jubilæumskoncerten ”Celebrating 40 Years” i Royal Arena i København den 1. november 2024, lige som man kan opleve bandet som hovednavn på Nationalmuseet i udstillingen ’Danmark After Dark’.

Men jubilæet skal selvfølgelig også fejres med ny musik. Fans kan glæde sig til første smuglyt i maj og en hel plade i oktober. Det fortalte D-A-D-forsanger Jesper Binzer lørdag, da han gæstede talk-festivalen ’Historien bag musikken’ på Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK.

”Jeg kan sige, helt fra hjertet, at det er den første gang i række D-A-D-plader, hvor jeg virkelig har været glad og stolt. Den kommer den 4. oktober, præliminært tituleret ’Speed of Darkness’, og vi er så fucking stolte,” lød det fra Binzer i samtale med aftenens vært, Clement Behrendt Kjersgaard.

To singler ude før sommerens koncerter

Første pip fra pladen kan høres til maj, fortalte Binzer, da en gæst blandt rockmuseets publikum ville vide, om man kunne høre numrene live før jubilæumskoncerten til efteråret. Og det ville han godt løfte lidt mere af sløret for, sagde han, og annoncerede en helt frisk meddelelse fra førerbunkeren.

”Vi udgiver to singler på Norges nationaldag (den 17. maj, red), så vi kan tage dem med ud at spille live. Det har vi brug for, det bliver dejligt. De er ret forskellige. Det ene er en pisseflot, stort popslasker af P4-format, så man tror, det er løgn. Rumklang, gåsehud og alt hvad den kan trække. Den anden er en lille knallert-rocker, der bare bider fra sig,” fortæller Jesper Binzer.

De to singler illustrerer fint det, som forsangeren kalder D-A-Ds skizofrene karriere. 

”I Danmark er vi mainstream, i Skandinavien er vi et stort rockband og i resten af verden er vi et gammelt, gement band. Og vi kan ikke komme ud med en flot, luftig middle- of-the-road-ting i resten af verden. Vi er nødt til at vise os fra vores mest bidske side derude, for den sætter de pris på,” fortæller Jesper Binzer om pladen, som han kalder en klassisk D-A-D-udgivelse.

”Jeg synes, der er store, flotte, alvorlige klodser, virkelig skræmmende klodser plus en masse følsomhed. Så det er… det er jo bare en D-A-D-plade.”

Specifikt fortæller han om nummeret Ghost, hvor begyndelen af omkvædet lyder I’ll wrap my arms around a memory/And I’ll be sleeping with the ghost. Sangen handler om en god ven, som døde af et forstørret hjerte. Han var ude at løbe med sin kone, da han faldt om. Pladen bliver bandets 13. udgivelse siden den første, Call of the Wild, i 1986.

Næsten 200 havde købt billet til Historien bag musikken med Jesper Binzer, og foyeren i Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK var pakket tæt, da talk-festivalens afsluttende hovednavn tog publikum med ind i øveren, helt tæt på det slidsomme arbejde med at fastholde den musikalske gnist gennem 40 år i samme band. Foto: Kristian Grøndahl /RAGNAROCK

Historien bag musikken:

’Historien bag musikken’ er en årligt tilbagevendende talk-festival, som bygger på et samarbejde mellem Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, og historiemagasinet ÆRA.

Journalist og tv-vært Clement Kjersgaard er vært, når museet sætter nogle af de seneste årtiers mest toneangivende danske musikere stævne til en samtale om deres arbejde med musikken. Tidligere gæster er blandt andre Steffen Brandt, Annisette Koppel og Annika Aakjær. 

Programmet for 2024 bød på samtaler med Peter Sommer, Søs Fenger, Johnny Reimar, Jesper Binzer og Anne Dorte Michelsen & Maria Bramsen.

Lignende artikler

Back to top button