“Din stemme egner sig overhovedet ikke til musikbranchen, så glem det”. Tiltroen til Macy Gray var lav og de kommentarer, som hun måtte lægge øre til, tenderede mobning. Som et andet H. C. Andersen eventyr høstede sangerinden sin hævn ved at høste en Grammy for Best Female Pop Vocal Performance ved den 43. udgave af den legendariske musikprisuddeling for hittet “I Try”. Siden har Natalie Renee McIntyre, som er navnet på dåbsattesten, ikke set sig tilbage og hits som “Still”, “Sweet Baby”, “When I See You” og “Love Is Gonna Get You” har blot manifesteret sangerindens betydning inden for pop, R&B og soul. Mange vil nok også huske hendes version af Aerosmiths “Walk This Way” og hendes vokal på Fatboy Slims “Demons”. Faktisk har du måske også set hende på tv og film, hvor hun enten spiller sig selv eller en fiktiv karakter. Generaliebladet tæller titler som “Spider-Man”, “Training Day”, “Scary Movie 3”, “Ally McBeal” og “Domino”. 

Her til aften stod hun så midt i Musikhuset i Aarhus med sin hæse stemme og udadvendte stil. Vi skal såmænd ikke så langt tilbage for at finde sangerindens sidste besøg i Danmark. Dengang var det Helsingørs og Vejles tur til at blive charmeret i maj 2022. Aarhus var lidt længere om at blive forkælet, og det hænger blandt andet sammen med at hovedpersonen lod vente på sig – noget som efter sigende ikke hører til sjældenhederne. Fastsat til at starte 19.30, for så at blive udskudt til klokken 20 og sidenhen rykket yderligere et kvarter. Men da damen så langt om længe trådte ind på scenen og lod sin signifikante røst gjalde ud over en noget nær udsolgt Store Sal, så stod det hurtigt klart, at vi skulle blive vidne til et lydmæssigt pragtstykke. Macy Gray og hendes band California Jet Club lod vide, at de var kommet “all the way from California” for at lade folk danse og synge. Begge dele lykkedes momentvis, men taget i betragtning, at det altså var en siddende koncert og at flere af den ellers funky mammas sange er ballader, så var der i lige så høj grad tale om en stemningsmættet forestilling af tilbagelænet nydelse.

Gray og co. havde også medbragt andre folks sange, og særligt Radioheads “Creep” står godt til sangerindens vokal. Helt så skarpt lykkedes det ikke med “Sunny”, der er et gammel Bobby Hebb-nummer, som flertallet nok bedst kender i Boney M’s version. En noget mere rytmisk beat-versioneret udgave af “Still”, som gjorde hittet næsten ukendeligt, betød, at vi skulle helt hen til “Sweet Baby” førend publikum overgav sig. Gray valsede sig gennem sangene og var ikke sparsom med at lade den spraglede kjole diktere en nærmest vuggende slagkraft. 

Bedst som Gray og Jet-klubben havde indfanget sit bytte (publikum), så knækkede filmen for en stund. Gray, pianist og guitarist forlod scenen cirka halvvejs, og overlod den til percussionisten, der hamrede sig gennem disco-klassikere som “I Will Survive”, “Ring My Bell” og “Let’s Groove”. Et medley, som ingen ende ville tage. Ja, det føltes det som. Da show-off’et var overstået, så overtog trommeslageren såmænd bare til en større jam-session. Det var langstrakt og forholdsvis intetsigende, hvilket fik publikum til at kigge på telefon, småsnakke eller sige tak for i aften. Jakken blev pakket og pladsen forladt flere steder i salen for at forblive tom under koncertens sidste halve time, hvor Macy Gray ellers fik åbnet op for godteposen med fine udgaver af numre fra “The Reset”-albummet fra indeværende år. En af dansk musiks helt store troubadourer og folkekære sangere var blandt dem, som tog flugten fra Musikhuset som en understregning af, at Grays absence midtvejs plus forudgående ventetid på en fodboldhalvleg kostede på tålmodigheden og fik mundvigende til at pege nedad i Smilets By.

Aftenens ubestridte højdepunkt indtraf under “The Heart”, som med sin slående “Unchained Melody”-instrumentering er gudesmuk. Her var blot lyden af Gray omgivet af et publikum, der var forvandlet til stenstøtter i hengivenhed, inden ballet blev sluttet af med fællessang på “I Try” og juleklassikeren “Winter Wonderland”. Koncerten var ikke en tour de force ud i at skyde publikumsfavoritter ud over scenekanten. Til gengæld var den et samsurium af mangfoldigheden fra Grays karriere med et udvalg af sange, som samlet set fremhæver den stemme, som producere og sangskrivere ellers bortdømte for mange år siden. Macy Gray var ikke så udadvendt og publikumsopmærksom, som det var tilfældet sidst danskerne havde glæde af hende, men stemmen og lyden var i absolut topform i Aarhus her til aften. Præciseret ned til halvanden time – bare en skam at publikum skulle holdes hen i tre kvarter på en søndag aften.

Sætliste:

The Way

Creep (Radiohead cover)

Relating To A Psychopath

Why Didn’t You Call Me

Do Something

Still

She Ain’t Right For You

Sweet Baby

Brand New Key (Melanie cover)

Ordinary Pain

Caligula

Witness

Disco Medley + drumsolo

Sunny (Bobby Hebb cover)

Alien

Mercy

You Got Away

Thinking Of You

The Heart

Stuck In The Middle With You (Stealers Wheel cover)

I Try

Winter Wonderland (Richard Himber & His Orchestra cover)

★★★★☆☆

Tekst: Jesper Albæk Poulsen.
Foto: Johnny Ekelund Jensen.