Spot er en branchefestival som har koncerter med alle slags musikgenrer. Koncerterne er spredt over gåafstand i Århus midtby, med undtagelse af et par få steder.
Spot er en milliard, million koncerter på kun 2 dage som det er mere end umuligt at nå, bare en lille bid af. På Festivalnyt har vi gjort hvad vi kunne, for at være på de fleste spillesteder og til så meget forskelligt musik som muligt. Samtidig er alle også mega fokuserede på, at komme til DEN koncert, DET navn som lige om lidt, er på alles læber og som fra nu bliver kendt.

Det er selvfølgelig også musikernes drøm..at blive opdaget, at få vist hvad man har gået og øvet, at få anerkendelse, og på sigt kunne leve af sin drøm.
Der bliver bestemt sunget hjerter ud og nærmest alle koncerter er med det hele som indsats.

Det er i år 28.gang at Århus er platform for verden. Det er nok ingen hemmelighed, at der tiltrækkes en international musikbranche som kan gå fra de to dage med rygsækken fyldt med indtryk, planer om bookinger og/eller inspiration fra de nyeste trends i dansk og nordisk musik.

Derudover er det også en gadefest, en festival for du og jeg -og hvis der er noget Århus er god til, så er det byens evne til at favne festivitas, når muligheden byder sig. Så trods køer (dem kommer vi tilbage til) det iskolde Maj vejr og det faktum, at ALLE i Århus har skaffet sig en billet, så er det en festival med alt hvad man kan forvente sig af. Fed underholdning, overraskelser, svedig musik og dans, folk i umage udklædninger, flaskefolket, sød duft af ganja, tis op af mure og i åen, burgere, DJ’s, sang…og kærlighed!

Og nu til det vi alle er kommet for..koncerterne:

Fredag startede med en slentretur ned af Vestergade og lyden guidede fødderne og førte mig til åen bag Voxhall, kaldet HAVEN -Roots & Hybrid – her kunne ingen mærke den iskolde vind, for folk var i gang med fri dans til en varm lyd af afrobeat, slået an, af Deejay X-yle (udtales exile) Det i sig selv at folk dansede, udendørs, så tidligt på dagen, var klart en anerkendelse af, at her var der musik og en kunstner som kunne sit kram. Franchesika Nyakalsiki hvis rødder er fra Uganda og som har boet i Århus i et år, har en fortid indenfor radio og tv. Pænt heldigt, at hun har valgt Århus som sin nye base. Hende kommer vi sikkert til at se og høre mere til.

Indenfor på Voxhall gik Ameli Dot i gang med sin koncert. Imponerende at hun live formår at lyde en my bedre, end i radioen. Det klædte hende helt sikkert også, at være bakket op af guitaristen Anton Falk. De to og resten af bandet fik musikken til at leve ud over scenekanten, med flere bevægelige kontakt improvisationer, som var lækkert at se og høre på. Salen var fyldt og der blev sunget med på de mange ørehængere, som internationalt også må vække genklang. Numrene: I`m hanging with myself, machete, drunk og bad days in heaven, for at nævne et par stykker. Noget helt andet var den intentionelle larm, som Kollapse havde gang i på den åbne scene, Godsbanen.

I mørket stod mange mænd med lidt spredt afstand, hænderne i lommen, rytmisk bevægende krop i foroverbøjede stillinger, i takt selvfølgelig, ligesom de religiøst bedende lige før trance. Det gav energi til Århus klassikeren…at cykle op af bakke…og ind på UKH (Ungdomskulturhuset i de gamle sygehus bygninger overfor Den gamle By) her var der tunge bas rytmer helt ud på gaden og jeg var ikke i tvivl hvor jeg skulle ind. Big Afro havde gang i de tydelige håndtegn og dansende publikum, der manglede ikke attitude og stil.

Noget af hans publikum svarede efter koncerten på, hvorfor de havde valgt den her koncert: “Vi elsker afrobeat og er taget til Big Afro fordi vi forventer fest”. De havde lagt mærke til ham på spil tjenesten spotify, de ville, som de sagde, ikke bare stå og lytte til musik, de ville have gang i den, de ville have rap!
Det skal man lige love for de fik, William Indslev, Jacob Hilton og Kezia Jensen gik med deres ønske opfyldt, tilfredse videre ud i Spot festivalen, hvor tusmørket så småt var ved at lægge sig over Århus.
Jeg selv gav den gas på frihjul tilbage, nu med destination Musikhuset hvor jeg vidste at

Ussel lige måtte være gået på scenen..når man siger Spot, så siger man altså også musik stress og 100 procent all in FOMO..man går glip af noget hele tiden.

Det med kø var i år en udfordring, selv for pressen. Spot er en kæmpe succes og med det følger logistik udfordringer. Jeg kom til sidst ind og modsat de forventninger det omtalte publikum havde før, havde jeg absolut ingen til Ussel. Jeg har hørt et par numre i radioen og lagt mærke til hans navn og at han har skrevet en sang til sin kommende kone, uden at der en endnu.

Men jeg skal da lige love for, at jeg blev omvendt allerede efter det første nummer. Sikke en vidunderlig, flabet, veloplagt forsanger. Han var helt ude over scenekanten bogstaveligt talt. Første nummer jeg hørte var sammen med gæsteoptræden af Marcus Wav og deres udgave af “Hvem kan sove i Berlin” og der var pure bro-love in the air. Marcus endte med at gå på knæ for Ussel..som Ussel så smukt besvarede med galante, inderlige håndkys. Derefter takkede Marcus farvel og Ussel fortsatte sin koncert i en opadgående energiudladning, som kun blev ved med at stige. Jeg gik derfra med oplevelsen af, at være blevet fan og virkelig meget nysgerrig på manden bag navnet Ussel. Det var klart fredagens overraskelse.

Selvom jeg på det her tidspunkt virkelig var mættet og klar til at kalde det en aften, måtte muligheden og nysgerrigheden lige sejre. Det sendte mig fra Rytmisk sal i Musikhuset, tilbage hvor jeg startede, nemlig på Voxhall hvor August Høyen skulle spille. Ham har jeg heller ikke oplevet live og kender heller ikke hans musik. Det gjorde salen! Salen var propfyldt og klar på fællessang. August var en perfekt afrundning på aftens første Spot dag. Han var så blød og nærværende i både tekst og musik at hele salen smeltede. Hvis I kender den scene fra Disney, der til jul sender “fra alle os til alle jer”, hvor alle skovens dyr kommer og lægger sig til rette foran Jesper Fårekyllings/Otto Brandenburgs sprøde stemme…”Når du ser et stjerneskud” så ved du nu, præcis hvordan publikum så op på August Høyen.

LÆS OGSÅ: SPOT: Galleri fra fredagen

Lørdag

Jeg havde med vilje udset mig kunstneren AYO, som lød som en stille, inderlig mulighed at starte dagens 2. dag på SPOT ud med.

A-Huset på Godsbanen, var bestemt forvandlet med et helt andet setup end jeg før har oplevet det. Publikum sad ned, og siddende, kun hævet en smule op fra gulvet på scenen, sad en smuk, ung kvinde, klædt i hvidt. Hendes hals var skjult bag en række guldringe, som jeg kun kender fra billeder af girafkvinderne i Afrika. Hendes rasta, lyse hår var lidt turban agtigt pakket ind i et tørklæde. Hun var flankeret af grønne planter, hvid røg fra røgkanonen og blid elektronisk lyd strømmede ud fra højtalerne. Hendes ene plante var udstyret med en elektrode, hun indimellem rettede på, og musikken blev til fra computeren og en mixer. Desværre var der mange tekniske problemer, så selv om publikum var klar på en åndelig musikrejse, blev det lidt svært med de mange udfald af lyd.

Jeg vandrede videre igennem festivalfolket, kold blæst og støv, helt ud i Godsbanens ende, hvor volume village har hjemme under ringgadebroen. Her var der kø til Josie Amadonna koncerten. Med kvindepower indtog hun scenen, og publikum tog jublende imod hende og hendes Lady Gaga attitude. Solbriller, højt sat hestehale, læbestift, iturevet tøj, flettede snore på kryds og tværs over kroppen. Der kunne helt sikkert ikke presses endnu en gæst ind og taget lettede da hun spillede sin kendte “donkeykong”. Der var bestemt medvind til Amadonna, jeg vil påstå, at hun bliver sat på større scener fra nu af.

På vej mod Scandinavia Center, kom jeg igen forbi A-huset og skulle egentlig ikke ind…men en insisterende tromme kaldte på mig. Denne gang gik jeg på broen over salen og kunne på scenen se en ung mand stå i hvidt hospitalstøj. SUNI og hans band var ved at starte deres koncert op.

Jeg ved ikke om det var hospitalstøjet, celloen, eller SUNIs syngende fortælling fra afsnit 2, som gjorde, at der ikke var en lyd fra publikum. Alle holdt vejret.
Det var som om alle ville høre hvert et ord.
Det var som om, alle der var til stede kunne åbne det indre, lukkede rum for smerte, som man selv har, når man har oplevet sygdom, enten tæt på eller på egen krop. Det var en meget stærk, inderlig oplevelse og ingen kunne gå fra den koncert uberørt. Modigt af SUNI at sætte musik og ord til sin overgang til ny livsperiode og dele det med os.

Nu havde jeg travlt, for jeg skulle mødes med NakkeKnækker for at lave et indslag med dem (læs interview andetsteds i Festivalnyt) En gruppe unge mænd med langt hår kom mig i møde og jeg havde den hyggeligste stund med det sødeste, velopdragne, charmerende og veloplagte band. Jeg havde godt nok svært ved at sætte mig ind i, hvordan de skulle forvandle sig til vrede, gutturalt gurglende musikere. Jeg skulle blive klogere!

Jeg skulle videre, dagen var stadig lys men sangtoner indefra Scandinavian center scenen lokkede mig tilbage i mørket, nærmere til Alberte Holse koncert. Sikke en stemme og sårbarhed. Åbent fortællende om sine benspænd i livet, flettede Alberte sit hjerte og musik op, og ud til os publikum. Med sin egen guitar og kun flankeret af sin guitarist Oscar Jønsson stod hendes musik og optræden helt sprød. Der var ikke noget at sige til at salen langsomt og sikkert, fyldtes af andre som blev lokket til, af Albertes X-faktor.

På den Åbne Scene på Godsbanen, var Gomid ved at runde af med sine sidste numre.

Det føltes som at træde ind i en mørk udstilling på AROS, hvor der var en kunstnerisk lyd-optræden i gang. Her blev der talt, sunget og bevæget musik ud, med en insisterende voldsomhed, hvor selv musikkens disharmonier kaldte på forfædres dæmoner. Det var nok ikke for alle, men det kunne helt sikkert noget, hvis man er til det eksperimentelle, mørke og dystre.

I den rå hal skulle man presse sig igennem mængderne af folk, her var der rockede toner fra et band som har udseendet med sig. Bænch gav den gas og publikum virkede som i deres hule hånd. Mine tanker gik til Raveonettes og Christoffer – så blander man i tankerne dem, har man udseendet og måske noget musik inspiration, for der er ingen tvivl om at Brænch er deres egen.

Klog af skade, gik jeg i rigtig god tid mod scenen kaldet Arkitekten, for jeg ville have en god plads til JJ.Paulo. Det kunne jeg så godt glemme alt om, for JJ. Paulo havde haft pungen op af lommen og bestilt ild! Det betyder sikkerhedsmæssig afstand, særligt på en blæsende aften. Jeg fik dog senere plads og selvom ild, scenelys, kæmpe kor og band er møgfedt, og lød vildt godt, var det på ingen måde nødvendigt. Baba Mufasa er ON FIRE… en ægte ALL IN kunstner, som satser alt og gør alt selv. Ingen manager, intet musikselskab har Paulos ryg, den holder han selv rank og stolt, og helt sikkert med hårdt arbejde og stædighed. Han ryster sin krop, synger de hits, sender det blik, at vi alle bare gerne vil se ham igen og igen.

Det lir og den selvsikkerhed, som oftest ses syd for ækvator, varmer på en kold maj aften. Der er en fandenivoldskhed og jeg skal vise jer, skal jeg! Som man møder ved folk som har haft modstand tidligt i livet, JJ.Paulo har formået at omsætte den energi, ikke ved at give op, men ved at give igen og i løbet af aftenen bliver det til mere og mere kærlighed, og virkelig svedige rytmer og musik. Helt klart en af de mest festlige og velsmurte koncerter, som giver blod/mod på mere.

Det var svært at vriste sig fri og løbe mod Musikhuset, til den store sal, hvor jeg vidste at Fallulah var godt i gang. Selvom hun er en etableret kunstner, så er den udvikling og de valg hun har taget, som var hun en ny, genopstået sanger. Jeg forstår godt, at SPOT har booket hende. Hun selv siger fra scenen, at hun har givet magten tilbage til musikken. Till det, at spille live.
Til det, at være ægte med de sprækker, skrammer og tekniske fejl det kan give med sig. Hun føler sig i live igen.

Musikhusets kendte sætning er: “Life er live” passer godt på beskrivelsen af Fallulah. Hun glimter og stråler i selskab med sit kvindeband. Hun bruger hele scenen, danser glad rundt og nærmer sig det siddende publikum, hun sætter sig på scenekanten og er i øjenhøjde, når hun fortæller om sine tanker ,som skulle blive i skabet, men måtte ud. Publikum berøres og glædes med hende over de sorger hun lever og overlever med, velkommen tilbage, Fallulah.

Jacob Aksglæde gør klar til at gå på scenen i rytmisk sal i Musikhuset og igen er SPOT udfordret af sin egen succes. Køen går hele vejen igennem Musikhuset, som ikke er et lille hus. Jeg bliver allernådigst lukket ind på broen og må opleve ham på afstand. Publikum er smukke, som de står i hans scenelys og bølger med i det store musiske fællesskab. Der synges med og de poppede ørehængere er positiv poesi som ikke kradser og det skal de måske heller ikke. Det er digte du kan danse til; Sommerregn rimer på motorvejen. Hvad skulle vi nå midt i en skål. Der er også kloge, billedrige, finurlige formuleringer som helt sikkert gør en dansklærer glad som f.eks: promilleromantikken.

En helt anden tung energi hviler over Emil Kruse som i bedste ludende bokser stil,

kommer på scenen, med armene hængende, som en gorilla klar til kamp. Han går på gaden i sin scenografi på Arkitekten. Så selvom der er mere rap og pop hiphop, er det stadig ord med noget på hjerte, som brænder igennem. Her er det slumromantikkeren som leger med ord. Jeg kan ikke blive hængende, jeg skal jo opleve Nakkeknækker, så af sted med mig. Som med bandet Kollapse, er det de sortklædte mænd som præger publikums billedet lige da jeg ankommer, det ændrer sig, og bliver mere og mere blandet, lige inden de unge mænd går på scenen på Scandinavia Center.
Og så går det løs, hold da op, en storm af energiudladning. Ikke at de ikke virkede energiske og friske med frisk på, da jeg mødte dem tidligere på aftenen, men det her er jo unge vikinger i kamp. De er heller ikke uden humor, “den her er til alle teeenagerne (kunsterisk pause) og til deres forældre“

Der headbanges så jeg bliver helt bekymret for deres kiropraktorregninger. Men her er der ingen bekymringer om i morgen, livet er her og nu og en heavy metal viking er ikke bange for døden, tværtimod. Jeg griber mig selv i at slå mig på brystet og forvandle mig til en frygtløs, stolt valkyrie. Det er muligt lige der i larmen, gurglen, svingen med hoveder i takt, så håret flyver, som var de ansigtsløse trolde og jeg ser vilde ting mellem publikum. En drikker dåseøl uden hænder og smadrer den tomme dåse ind i panden på sig selv. Publikum deler sig i to, og som to rivaliserende klaner kaster de sig ind i hinanden. Hvad er det dog, de unge mænd kan? De er hverken klædt ud eller virker satan dyrkende. Måske er det deres sprøde ægthed, deres begejstring, deres kampånd på deres instrumenter som får så meget tæsk, at det ikke burde lyde godt, men det gør det. Det lyder og er absurd fedt!

Kæmpe overraskelse at slutte sin lørdag på SPOT af, med sådan en oplevelse.

Tekst og foto: Signe Kjær Høiberg