Festivalnyt

Ringsted Festival 2023 er udsolgt

Billetsalget til årets Ringsted Festival har slået alle rekorder. Alle partoutbilletter og campingpladser er udsolgt. Enkelte endagsbilletter tilbage.

Med over fem måneder til festivalens start kan Ringsted Festival nu melde om udsolgt af 3-dages partoutbilletter.

Festivaldirektør Anders Sørensen er en glad mand og kalder det en milepæl for Ringsted Festival: “Det er første gang i festivalens snart 20 årige historie, at vi kan melde udsolgt. Jeg ser det som et kæmpe skulderklap, at vi møder denne enorme opbakning efter aflysningerne i 2020 og 2021. Publikum har tilvalgt musikken, fællesskabet og festivalstemningen, og det giver mig og mine medarbejdere et kæmpe boost”, udtaler en glad Anders Sørensen.

Eneste mulighed for stadig at komme med på Ringsted Festival er at købe en endagsbillet til torsdag, fredag eller lørdag. Her er der endnu enkelte billetter at få.

Camping og overnatning på årets festival er også udsolgt: “Vi har øget vores campingkapacitet med næsten 40 % i år, så vi nu er oppe på præcis 1.020 campingpladser. Aldrig før har så mange festivalgæster skulle overnatte på Ringsted Festival. Der bliver jo nærmest tale om en by i byen med cirka 4.000 overnattende gæster i det fri”, slutter en ovenud tilfreds festivaldirektør.

Ringsted Festival afholdes fra d. 3. – 5. august.

Lignende artikler

Back to top button