”Vi kommer til at spille en masse af vores mest upopulære numre.”
Sådan lød meldingen i Musikhusets store sal lørdag aften, da Weird Al Yankovic spillede for en pakket sal. Folk gik da også hjem uden at have oplevet de største hits som Eat It, Like a Surgeon og Fat. I stedet måtte de nøjes med en række mindre kendte numre, som Close but No Cigar, One More Minutes og The Biggest Ball of Twine in Minnesota.
Udover en direkte coverudgave af Steelers Wheel-nummeret, Stuck in the Middle With You og et medley med bl.a. Yoda, Word Crimes, White & Nerdy og Amish Paradise, var der ingen af de direkte parodier af numre folk kendte.
Det kunne godt have været en dealbreaker for andre end hans hardcore fans, men der var rigeligt af netop disse, så salen var fyldt, og selvom jeg ikke hører til kernepublikummet, var det en god aften, der virkelig viste, at det ikke bare er gøgl og ballade.
For selvom det er det i rigt mål, er en af de største årsager til at Weird Al Yankovic har haft så stor succes, at han er et vanvittigt stort musikalsk talent. Og det fik publikum virkelig syn for, da musikken begyndte at spille. For selvom selvom der ikke var nogle af de numre, som Al er blevet kendt for, var setlisten fyldt med stilparodier, og det kræver musikforståelse, hvis det ikke bare skal ende som en af den slags sange, der bliver delt rundt til konfirmationer eller Faster Odas 70 års fødselsdagsfest.
Gamle i gårde
Al og band har runde de 60 for længst, og i siddende tilstand startede de ballet med Young, Dumb & Ugly, hvilket passede fint ind i det image af nørdet pensionist-rollespilsklub. Der var dog ingen, der havde forventet et energifyldt show, og i stedet fik vi en intim omgang, der var noget mere inddragende.
Aftenens helt store højdepunkter var My Baby’s in Love With Eddie Vedder, Don’t Download This Song, og The Biggest Ball of Twine in Minnesota. Numrene er melodiske og medrivende, og de var perfekte til en mere afdæmpet optræden, hvor det var nemt at høre, hvad der blev sunget.
Når musikkens primære formål er at underholde med sjove tekster, er det vigtigt, at det ikke drukner i tung bas og trommer.
Det blev desværre tilfældet i nogle af de mere energiske numre. Som fx i nummeret I’ll Sue Ya, som Al selv fortalte, at han uopfordret havde skrevet til Rage Against the Machine, der dog afslog. Det var et nyt nummer for mig, og jeg måtte hjem og tjekke teksterne på nettet efterfølgende.
Det skete nogle gange, og det var en skam. Men for det meste sad det lige i skabet, og ingen på scenen kan kritiseres for at mangle evner til at spille eller synge.
Mester Al
Al Yankovic behersker mange forskellige genrer, men han er nok mest kendt for at give den gas indenfor polkaen, og det slap vi heller ikke for. Trækharmonikaen var med, men det forsvandt ikke ned i et hul af polka-selvsving, hvilket for de af os, der ikke er helt så store fans af den genre, ikke var det store afsavn.
Det hele spillede, og udover nogle små ankepunkter, har Al og band fortjent ros for en vellykket aften.
Og var der nogen til stede i Musikhuset, som strøg direkte på de sociale medier, fordi de ikke fik den aften med kendte parodier, de havde forventet, burde de nok have læst op på, hvad de egentlig havde købt billet til, da de kørte kortet igennem til The Unfortunate Return of the Ridiculously Self-Indulgent Ill-Advised Vanity Tour.
Men jeg tror umiddelbart ikke, at der var særligt mange til stede, der ikke vidste præcis, hvad de gik ind til.
★★★★☆☆
Weird Al Yankovic
Musikhuset, Store Scene
Århus
