Festivalnyt

Skal vi frygte “hovednavnstørke” i 2025?

Slipper de helt store navne fri af danske festivalers fangstnet eller er der guld i vente?

Efterårsferie, hvis man holder den slags, starter officielt i morgen. Dermed også tid til at slappe af, men som det tidligere har fremgået af denne klumme, så holder festivalerne altså ikke fri for tiden. Alt imens vi sidder og venter tålmodigt, så arbejder ledelserne på højtryk for at finde frem til de navne, der skal på banen i 2025. Nogle kommende billetindehavere sidder måske ikke blot med forventningens glæde. I værste fald nærmere en bekymring, for tidligere på året kunne såvel skrevne som digitale medier berette om tendensen “hovednavnstørke” blandt festivaler generelt. Sidste uges bulletin med, at det ser svært ud angående at kapre Bruce Springsteen, står ikke alene. Det ser også meget lidt sandsynligt ud at få hold i Kylie Minogue. Hendes kommende Tension tour følger fuldstændig tråd (i første omgang) med tilvalg af egne arenakoncerter frem for festivalbesøg. Sverige og Tyskland får med sikkerhed besøg, så det lugter lidt af, at man skal udenbys, hvis man skal se giraffen…

Nu kan man så omvendt argumentere for, at Heartland modbeviser dette ved at hyre Justin Timberlake. Selvsamme festival mangler dog at svare på et ikke så uvæsentligt spørgsmål. Tilbage i marts måtte Heartland meddele, at ellers 2024-programsatte The Thes optræden var blevet udskudt til 2025-udgaven. Ingen melding om årsag – og fair nok, vi skal ikke vide alt – men hvor pokker er så The The at finde på Heartlands hjemmeside? Justin Timberlake står mutters alene i position for den kommende sommer… Det har jeg sat mig for ikke at skulle stå ubesvaret hen, men Heartland er ikke vendt tilbage på min henvendelse – endnu.

Kontakt har der til gengæld været til Viborgs nye stjerneskud Forever, der lige nu er frontløber med hele fem offentliggørelser til sommerens debut. Henvendelsen gik på, om man kunne løfte sløret for, hvor mange optrædende acts man kan forvente på festivalen. Svaret var, at musikprogrammet er i et omfang således, at der indtil videre er annonceret ⅓ af det samlede program.Ikke så pokkers langt fra Viborg finder vi Skive Festival, der ligeldes har sluppet tøjlerne og smidt den britiske “Stargazing”-hitmager Myles Smith på plakaten sammen med danske Pil.

Skulle vi så lige slippe en linje med nykommerne til rygtebørsen? Der er tale om Olivia Rodrigo, Manic Street Preachers, Iggy Pop, Shawn Mendes, The Sisters Of Mercy og sidst men ikke mindst Foo Fighters, der i sommer stod på Orange Scene. Hvem “overtager” dem, hvis rygterne holder? I den lidt tungere ende lurer Slayer, Nine Inch Nails, Slipknot og Volbeat. Festivaler, reveal yourselves!

Lignende artikler

Back to top button