Tidligere på ugen talte jeg med en kollega om, hvad der egentlig skal til, for at man som musikskriverkarl uddeler de på papiret nærmest uopnåelige seks stjerner. Jeg fandt hurtigt ud af – ved at høre mig selv opremse kriterier og stemninger – at sensitiviteten omkring, hvor svært det er, eller hvor hurtigt momentet opstår, hvor man affejer muligheden til en given koncert, klæber sig til tillægsordet krakilsk. Her blot fire dage efter samtalen lå det eksempelvis allerede i kortene, at Dave Stewarts Tivoli-koncert på forhånd var chanceløs ud i at høste fuldt hus. En fejring af Eurythmics’ 40-års jubilæum for kæmpehittet “Sweet Dreams (Are Made Of This)” (som nu endelig også pegede Danmarks vej, for det var nu altså sidste år, der var jubilæumsåret) og så uden stemmen af Eurythmics i form af Annie Lennox? Man kunne blot håbe på, at koncerten kunne bære dette “tab” af Englands bedst sælgende kvindelige sangerinde og vel nok en af verdens mest genkendelige musikalske stemmer overhovedet, som har helliget sig kun at performe til godgørende formål og non profit events. At et 50% Eurythmics-fremmøde skulle kunne omsættes til 100%? Utopi!

Hvad kan det blive til?

Jeg kan da allerede afsløre, at jeg da også endte med at trække en stjerne fra helhedsindtrykket omkring afrundingen af aftenens halvanden times gennemgang af Eurythmics’ sangbog. En af de mest memorable sange fra dengang “When Tomorrow Comes” var undladt på sætlisten, og jeg var ikke den eneste blandt publikum, der bed mærke i det. Publikum var langt hen ad vejen dedikerede fans og ikke bare tilfældige Tivoli-turister. For dem var der noget på spil. Det store bibliotek af sange, der særligt udsprang af 80’er-årtiet, som var bandets primære levetid, er højt beskattet for rigtig mange. Et par herrer i min nærhed vendte forud for koncerten Per Gessles påfund med ny sangerinde for at lade de mange hits få nyt liv i konstellationen PG Roxette. En sammenlignelig tvivl omkring, hvad man kunne forvente her i Tivoli til aften, var til at høre.

Kvinder som minoritet? Ikke hos Onkel Stewart

Iført hat og tonede briller trådte Dave Stewart ind på Tivolis “Plænen” som rosinen i pølseenden. Forinden var mere end en håndfuld kvinder gået forud, for Dave Stewart er og bliver eneste hane i hønsegården. Stewarts næse for at opdrive talent er uomtvisteligt, og undervejs i koncerten fortalte han dog også om, at en mand som Prince var en stor tyveknægt ud i at kapre de dygtige musikere, som Stewart ellers havde opfostret. Han understregede, at planen er at holde fast på pigerne her. Stewart sendte en kærlig tanke til den afdøde lilla funkprins, men holdt alligevel øje med himlen. “You’ll never know”, lød det tørt fra Stewart, der muligvis forventede en genkomst af “Purple Rain”-hitmageren. Noget andet, Stewart har bemærket, var Tivolis himmeltårn, der som forlystelse var i gang i parken. “I had a dream of performing among flying sourcers”, lød det. “It has come true”.

Fornemmelser for noget stort i vente

Fra land kom vi med “Missionary Man” og her blev det tydeligt, at Stewarts primære kvindelige vokalist har styr på stumperne. Til at starte med kunne undertegnede ikke lige kende hende, men det er altså også 24 år siden, at hun havde et vaskeægte one hit wonder med “Absolutely Everybody”. På scenen stod australske Vanessa Amorosi og udfyldte Lennox’ rolle. Ikke at man skal kaste sig ud i en sammenligning, for vokalmæssigt er Lennox et unikum. Tilbage står den første store “mellemdom”. Blev Amorosi accepteret af det danske publikum? Det må blive et rungende ja. Med hendes tekniske kunnen og vokale spændvidde, så gled hun rent ned hos tilhørerne. Timingen med Dave Stewarts magiske spil sad også lige i skabet, og præmissen var solgt. Publikum kunne med ro i sindet lade sig hengive til at nyde aftenens fællessange uden at gemme sig bag det usynlige sanghæfte. “Thorn In My Side” så Stewart slippe tøjlerne og valse fra venstre mod højre forrest på scenen. Han var tilpas og virkede stolt over sit ensemble. Nu skulle han vise Tivoli, hvad han kunne. Der er ikke grænser for, hvad den mand har bedrevet. Hvad han ikke har skrevet, hvad han ikke har produceret, hvem han ikke har spillet med. Det er bare en kæmpe chef, der stod og spillede i en kulisse, der ikke kunne blive smukkere og mere intim. Hov, hvad var nu det? Jamen, inde bag de mørke stangskygger kunne der endda tvinges et lille smil frem. Det er ellers ikke for vane. Dave Stewart var i strålende humør, han var udadvendt, han var sjov og derudøver var han komplet dedikeret til den musikalske oplevelse, som han tydeligvis brændte for at skyde direkte i årerne på folk. Det lugtede så småt af storhed i Tivoli.

Vanvittig spændvidde i sætlisten

Dejligt allerede tidligt at erfare, at Eurythmics’ Songbook ikke kun svælgede sig i de absolut allerstørste hits. Aftenens tredje skæring var den skønne “Love Is A Stranger”, der indeholder alle de synthnoter, som enhver 80’er-entusiast labber i sig. Den var også sunget med stor indlevelse og variationer i stemmen af Amorosi. Ganske som den skal og fortjener. Der blev ikke sprunget over, hvor gærdet er lavest. Stilen blev fortsat med “Who’s That Girl?” og “There Must Be An Angel Playing With My Heart”, hvorefter Amorosis stemme fik et tiltrængt hvil. Stewart tog mikrofonen og fortalte lidt om tiden efter Eurythmics’ første og primære æra. Dengang fra 1990, hvor man i mange år troede at duo’en var begravet for altid, og Lennox havde indledt en gloværdig solokarriere. Stewart begyndte at producere for andre, skrive sange for andre og så passe sin nebengeschæft med The Spiritual Cowboys. Ja, og så var der jo også lige dengang hans veje krydsedes med saxofonisten Candy Dulfer. Hvad pokker? Jo, den var god nok. En afstikker fra Eurythmics’ katalog og et genhør med den sensuelle “Lily Was Here”, hvor Stewarts insisterende strengespil flankeredes af en af de talentfulde musikere på scenen, der også lige mestrer blæseinstrumentet. Hold nu k***, det var klasse! Endnu et skridt i den rigtige retning, og allerede en tydelighed af, at enhver skepsis i forbindelse med koncerten allerede var gjort til skamme.

Da rammerne for den perfekte koncert løsnede skruerne

Det, der foregik på scenen var ægte. Et smittende fællesskab spredte sig overalt i Tivoli og man var overgivet kun til nuet. Det er ved Gud længe siden, at det har forholdt sig sådan hos bogstavjongløren her. De få tanker, der fik plads, var centreret omkring, hvor meget Eurythmics alligevel har betydet for musikhistorien. Tanken om at stå her og hylde en mester og hans lærlinge og lade sig indhylde i en diskografi af proportioner. Tanken om, at dette burde Annie have købt adgang til at opleve. Ja, en skør tanke, men den nåede altså frem i indbakken. Hov, hvad pokker var nu det? Endnu et smil fra Stewart minsandten. Lørdagens store regnskyl havde heldigvis fortaget sig timer inden koncerten, og med den tryllebindende autoritet, Stewart besad (og besidder), så frygtede man en overgang, at hans magt ville være så stor, at han ville få ret i “Here Comes The Rain Again”. En sang, som han selv omtalte som den bedste, han og Annie nogensinde har skrevet. Efter et lille pip fra genkomstpladen “Peace” fra 1999 i form af “Power To The Meek”, så var det tid til at få alle til at græde. “Anyway, it makes me cry everytime”, lød det fra Stewart, der i ren manifestation stillede sig helt ud på scenekanten og så Jesper Poulsen, Danmark lige i øjnene og sjælfuldt lod tonerne af “Miracle Of Love” strømme ud fra guitaren. Med et blev jeg transformeret om til én gåsehudsknop og seancen løftede sig til uanede højder. 

Gæst ramte publikum som en gigantisk føntørrer

Fra en rolig stund var kontrasten til at få øje på, da selveste Iris Gold kom på scenen. Et menneske man simpelthen ikke kan få nok af ifølge Stewart. “She has come all the way from… 5 blocks away apparently”, spøgte Stewart med henvisning til, at Iris Gold er født i London, men opvokset på Christiania. Vildskaben og den velkendte kontrollerede skingre stemme blæste publikum en midterskilling på “I Need A Man” og “I Love You Like Ball And Chain”, hvorefter det var tid til at få pusten igen, da Dave Stewart kommanderede publikum til at synge med på omkvædet til den næste sang. “You have to sing along – even if you don’t know it”. “I Saved The World Today” bliver en åndelig forening, selvom folk ikke helt tør stemme i. Det er en kort stund lige som at være til sådan en konfirmation, hvor der kommer en festsang rundt og alle kender melodien, men ingen tør vove pelsen og være den første der blotter sin stemmepragt – eller mangel på samme. Sangen bliver sunget til ende, og bandet gør klar til næste indslag. Stewart vendte sig mod dem og fik nærmest telepatisk sat alt på pause. Akustisk stillede han sig helt ud på scenekanten og opildnede folk til at slippe stemmerne fri. Det skete, og så lød skarens blandede toner af bad things gone away og good things here to stay. Tak Dave – og forresten – var det endnu et smil?

Tryk på!

“Would I Lie To You?” og “I Want It All” fungerede som forret til den swingende “Sisters Are Doing It For Themselves”, der atter trak Iris Gold ind på scenen, så der vokalmæssigt var duet med hende og Amorosi. “Hold Your Head Up, Keep Your Head Up” blev der pludselig sunget og så var det tid til manges klimax. Et voldsomt tryk på beatet til “Sweet Dreams (Are Made Of This) fik denne signaturs store kærlighed til 80’erne til at skyde yderligere. Jeg skal gerne indrømme, at jeg til tider finder sangen lettere overspillet og overophøjet i Eurythmics-sammenhæng, men denne lille detalje med at lægge så gennemtrumfende gnist på førstetonen var simpelthen magi. Stakkels alle dem, der befandt sig på den gale side af Tivolis mure. 

En ypperlig og nærmest uovergåelig præstation. Selv uden Annie…

De uopnåelige seks stjerner. Enhver fugl synger med sit næb. Dave Stewart havde lyst til at markere 40-året for “Sweet Dreams (Are Made Of This). Annie havde ikke. Skulle de så bremse Daves spilleglæde? Skulle det så spærre for muligheden for, at disse skønne klassiske popsange fortsat skulle komme til sin ret for et levende publikum? Slet ikke. Al mistro blev begravet og tilbage stod man med et ydmygt ønske om, at Dave Stewart ikke oplever yderligere strandhugst i sit personale. Denne her gruppering er skabt til at spille sammen, og jeg er klar til at opleve det hele om igen, hvis chancen skulle byde sig. Det siges, at smil smitter. Stewart indførte sin helt egen kvalitetskontrol i Tivoli. Så enkelt kan det siges. Koncerten stryger direkte ind i top 10 over de bedste koncerter, jeg nogensinde har set – og det er altså en del. Jeg havde sgu ikke troet, at jeg ville få brug for de seks stjerner her til aften. Men hov, skrev du ikke i starten, at du trak en stjerne fra? Det har jeg gjort!

Sætliste:

Missionary Man

Thorn In My Side

Love Is A Stranger

Who’s That Girl?

There Must Be An Angel Playing With My Heart

Lily Was Here

Here Comes The Rain Again

Power To The Meek

Miracle Of Love

I Need A Man

I Love You Like A Ball And ChainVane

I Saved The World Today

Would I Lie To You?

I Want It All

Sisters Are Doing It For Themselves

Sweet Dreams (Are Made Of This)

★★★★★★

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen.