Mens det flere steder har regnet kraftigt over Danmark, så regnede det med plektre inde i Parken. Der var nemlig dømt endnu en metalfest, for et hæderkronet hårdtslående boyband trådte atter op i Københavns største arena – ganske som de gjorde i fredags. Ingen rød/hvide farver, men til gengæld masser af sort. T-shirts, læderveste, djævlesmykker og hår, ja masser af hår faktisk. Af den type som kan feje støvet bort fra en ørkenstat og dermed særdeles velegnet til headbanging. Mon ikke adskillige af aftenens participanter udlevede deres hardcoredrøm med dobbeltbelagte koncerter med lørdag som pusterum? Jeg tror det såmænd. At Metallica på forhånd havde annonceret, at der var tale om to koncerter med vidt forskellige playlister helt uden dobbeltgængere, kan kun forstærke min mistanke.

Genrens ypperste

Metallica er med al sandsynlighed (hvordan den slags så end regnes ud) verdens største heavy metal-band både i forhold til stil og anciennitet. James, Kirk, Robert og vores egen Lars, der engang svingede med tennisketcher, men byttede den ud med en stik i begge hænder. Jeg skal ikke kede jer med en lang skriftlig tale om deres meritter, men konstaterer bare, at de har opnået alt, der er værd at opnå i deres felt, og der er vel snart heller ikke en bar plet på kloden med respekt for sig selv, der ikke har haft besøg af The Masters of Puppets. Et band, der også bliver givet videre fra generation til generation. Foran mig stod en knægt på cirka 10 år med en bøtte popcorn i favnen, to gule ørepropper strittende ud af hver lyttelap og så en 1989-Batman cap på hovedet. Han har næppe selv googlet Metallica, men fået det ind på køreture med farmand.

Kampklare metalhoveder

Et tætpakket Parken summede af forventning og med en fælles forkærlighed for musik, der bedst egner sig til at blive spillet rigtig højt, så lyste det ud af den samlede flok, at man var blandt ligesindede. Flere af dagens vidner havde i øvrigt plastret højre håndled til med Copenhell-armbånd. Festivalen starter på onsdag, og du vil kunne læse et par anmeldelser derfra i løbet af ugen. Jo, det var metalentusiasterne, som var taget i et overdækket Parken i dag. Denne krimskrams-nedfælder hylder Parken med tag på. Sidst jeg var på gulvet fik jeg en hilsen på min skulder af en overflyvende gåseflok. Her til aften var der større chance for at blive flamberet af en drage, hvis det skulle forblive i dyreriget. Alt tegnede til at blive en solid mørk fest, alene symboliseret ved at udskiftningsboksenes tag blev brugt som parkeringsplads for fadbamser.

Parken solidt iscenesat

Ind kom bandet, som var de hjemvendte krigshelte, til en espalier af hænder. Nogle heldige fik highfive og et anerkendende nik, mens andre allerede i koncertens andet nummer “For Whom The Bell Tolls” fik bassist Robert Trujillo tæt ind på livet, da han steg ned fra den kæmpemæssige kuperede runddel af en scene. Den må have været god for skridttælleren. Selv Lars Ulrichs trommesæt viste sig flytbart, så samtlige medlemmer kunne piske rundt og være tilgængelige for alle. En genistreg, for på den måde var der ingen dårlige pladser i Parken. Et menneskehav af djævletegn prydede Parken på James Hetfields mindste kommando. Publikum var i ekstase, og de stakkels vagter havde mere end svært ved at holde deres formationer, dog uden at der opstod tumult eller farlige situationer. Her var bare en hærskare af undersåtter, der fik al den tråd og stortromme, man kunne ønske sig.

En uheldig spand sjov

Den ellers ofte lydudskældte Parken havde held i sprøjten i aften. Det var muligt at høre, hvad Hetfield sang og den øvrige instrumentering var vel afstemt. Alle aktører på scenen kom således til sin ret. Metallica leverede gedigent håndværk, men dog alligevel ikke så det blev storslået, exceptionelt eller lettede låget på Parken. Det er set både højere, vildere og ekstatisk fra Metallicas side. Ikke at der var tale om metaltræthed, men bandet faldt lidt i kadence, som koncerten skred frem. Det blev lidt publikums egen opgave at holde sig i gang. Lidt synd og skam, for koncerten kom ellers rigtig godt fra land. Dog skal jeg ikke pege for kraftige fingre af Metallica heftige og omfangsrige turnéer, for det er ganske forståeligt, at man ikke mentalt og kropslig kan krænge samme entusiasme ud aften efter aften. “Too Far Gone?” fik eksempelvis aldrig rigtig hverken hoved eller hale, og der var en påfaldende stilstand hos både band og publikum. Da James Hetfield herefter råbte “Are you ready for some fun?”, så blev det desværre temmelig patetisk, for bassist Robert Trujillo og Kirk Hammett brægede sig gennem Gasolin’s “Rabalderstræde”. Hvis jeg skal sige det pænt, så skulle de ikke have givet sig i kast med den slags. Det var næppe den slags fun, man skulle formode Hetfield efterspurgte. Så er det gudhjælpemig heldigt, at Metallica umiddelbart efter trak et effektivt kort op af lommen.

Sådan vender man stemningen, inden man vender den igen

Koncerten kom tilbage på rette spor, da en smuk udgave af “Fade To Black”, for blot at blive fulgt op af tordenbraget “Wherever I May Roam”, som fik folk på dupperne igen. Helt op til øverste og bageste sæde, der for en stund blev klappet sammen. Metallica havde åbenbart lige hapset en håndfuld druesukkertabletter, for med ét var de back in business som nådesløse indpiskere. Men hov, så tog tingene endnu et dyk. Det 9 minutter lange instrumentalnummer “The Call Of Ktulu” drænede kraftigt den ellers genfundne energi. Den vendte pudsigt nok tilbage, da der blev dømt fællessang på MTV-baskeren “The Unforgiven”. Parken oplevede bølgetop og bakkedal, som husets fodboldhold oplever medgang og modgang.

Dyrebare chancer

Når boet skal gøres op, så kunne Metallicas sætliste måske godt trænge til en tur i skifteretten. Applaus for, at de turde tage nogle chancer, men i aften gik den ikke helt ustraffet igennem. Ikke alle sorte t-shirts fik fugtpletter, og det var altså ikke publikums skyld. Det skal dog siges, at når Metallica trashede helt ud, så var det virkelig godt. Højdepunkterne var gennemført godt skuldrede. Der måtte bare gerne have været lidt flere. Dette tastaturs trykoperatør vurderede dog, at Metallicas M72-besøg i Parken, når alt kom til alt, gik igennem syn. Ikke mindst på grund af en stærk afslutning med knitrende pyroteknik, fri leg med gigantiske badebolde og to af bandets tungeste træffere.

Sætliste:

Whiplash

For Whom The Bell Tolls 

Ride The Lightning

King Nothing

Lux Æterna

Too Far Gone?

Rabalderstræde (Gasolin’-cover)

Fade To Black

Wherever I May Roam

The Call Of Ktulu

The Unforgiven

Inamorata

Battery

Moth Into Flame

One

Enter Sandmen

★★★★☆☆

 Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen.