Festivalnyt

Festival-rygtebørsen #1

Hvilke udenlandske bands og kunstnere er egentlig i spil til 2024?

Efterårsferien lakker mod enden, og den dunkle tid udendørs fornægter sig ikke. Samtidig er dette også startskuddet til små lys i mørket. Det er nemlig ved denne tid, at flere festivaler indleder afsløringerne til næste års program. Særligt Roskilde Festival, SmukFest, Heartland, Tinderbox, Northside og Jelling handler udenlandske musikalske indslag, og dette indspark kommer til at omhandle en række kandidater som kunne være kraftige bud på plakaterne for 2024.

Første navn, som vi bringer på banen, er Ed Sheeran. “Shape Of You”-sangeren er nemlig allerede præsenteret på et par tyske festivaler sidst i juni, så det er jo nærliggende at forestille sig andet end, at han også kunne være i spil til et dansk visit. Nøjagtig samme spilleregler gælder for den canadiske sangerinde Avril Lavigne, som står bag hits som “Sk8ter Boi” og “Complicated”. 

Der er også en chance for, at vi får lov til at synge med på “Pretty Fly (For A White Guy)”, “Come Out And Play” og “Self Esteem”, for ligeledes er punkrockerne fra The Offspring også hyret til Tyskland til sommer. Bring Me The Horizon, Sum 41, The Kooks, The Hives og The Gaslight Anthem ligeså.

The National kan også skrive Tyskland i kalenderen, men også Belgien, hvor vi taler om de allersidste krampetrækninger af juni måned. Dette forstærker kun gætterierne om et visit herhjemme også. Belgien tiltrækker også The Smashing Pumpkins, der senest var festivalaktuelle herhjemme på Heartland i 2019.

Lidt længere væk fra vores breddegrader, men dog stadig kandidater, finder vi “Smoke On The Water”-legenderne fra Deep Purple. De er klar til at rocke festivaler i Spanien og Bulgarien. 

Rygtebørsen peger desuden i retning af yderligere punk og rock, da navne som Green Day og Weezer florerer vidt og bredt. Vil jungletrommer og vandrør tale sandt eller kan vi skyde en hvid pil efter disse navne? Nu er der kun tilbage at følge udviklingen. Vi vender tilbage med flere mulige eller umulige navne, så snart de lander i vores turban.

Lignende artikler

Back to top button