Koncerter

Julen kom til Langå

I Langå forstår de at jule til det helt store kræmmerhus. Lørdag stod den nemlig på masser af julearrangementer rundt om i byen. Da det blev mørkt samlede flere sig i byparken, da man havde hørt, at en særlig fyr havde lovet at vise sig der.

I den “lange” ventetid kunne man hygge sig med varm gløgg og klejner, samt hyggeligt samvær med byens borgere. Endelig efter flere minutter, kunne man høre munter julemusik over fra den gamle skolegård, da det store nisseorkester kom marcherende ind i byparken. Efter et stort antal musikspillende nisser, kom han endelig: Julemanden sammen med sin søde julemor.

Der gik de og smilede og vinkede til store og små, for til slut at gå op på friluftsscenen, hvor julemanden ønskede alle en rigtig glædelig jul. Herefter bad han børnene stille sig op på række og finde deres ønskeseddel frem. På mindre end et nissehik, var der en lang række forventningsfulde og artige børn.

Julemand og julemor tog sig god tid til at give hvert barn en særlig stund, hvor der blev udvekslet ønskeliste og godteposer. Det var den lokale eventforening »Marked & K,« der igen i år havde stået for bypark-julearrangementet. Godteposerne var fra Langå Handel med ønsket om, at alle fik sig en god start på en glædelig december.

https://vimeo.com/377596363

Tekst og foto: Majken Vestergaard

Lignende artikler

Back to top button