Nicholas Edward Cave. Aldersmæssigt omkring pensionsalderen for et mere regulært erhverv end musiker. Sagen er bare, at Nick Caves lyrik og musikalske finesse blot bliver bedre med årene, og lige her og nu har han vel aldrig været en større stjerne. Det nyudgivne “Wild God”-album er fyldt med perler, der følger i fodsporerne på senere mesterværker som “Push The Sky Away”, “Skeleton Tree” og “Ghosteen”. Det er også fra netop “Wild God”, at aftenens primære indslag stammer, nu hvor han og hans Bad Seeds træder op på scenen i Royal Arena, hvor han tidligere er blevet hyldet for en storslået koncert i 2017. I morgen søndag gør han i øvrigt det hele igen.

Professor Ellis og hans medkumpaner

Det er hans dragende facon og hans sjæleudkrænkning på scenen samt hans involvering med publikum, der omdanner ham til en samlende vækkelsesprædikant for tusindvis af tilbedere, som gør ham så fandens interessant live. Cave, 67, er en mand, du ikke tager øjnene fra, selvom man også burde lade sig fortrylle af det fantastiske orkester, hvor Caves højre hånd Warren Ellis fremstår som den skøre professor, der inspirerer pastoren. The Bad Seeds er i særklasse som backingband. Deroppe hvor ensembleorkestre tæller Bruce Springsteens E Street Band samt Leonard Cohens og Elton Johns udsøgte niveau. Der hvor musikerne kan deres kram og mere til – og evner at skifte instrumentering undervejs. En lydmæssig stoledans så at sige. De stærke tekster om tro, vold, sorg, død, kærlighed og alt derimellem rulles ind i et lydtæppe, der fremkalder de helt store følelser, så en koncert med Nick Cave and the Bad Seeds er altid en gennemgående sanselig oplevelse, hvor man nærmest hypnotiseres fra start til slut. Cave er med tiden blevet opmærksom på hans position i dette, og han orkestrerer den med dybfølt indlevelse og nærvær som ingen anden.

Nick Caves nye sange er tungt skyts

Klokken slår 20.30. Entre The Bad Seeds. Entre Nick Cave. Hovedpersonen undlader ikke at fortælle, at det er godt at være tilbage i København og det virker oprigtigt, for Cave er i hopla. Hans store mørke øjenbryn, det ligeledes sortfarvede, tilbagestrøgne hår og et labert jakkesæt. Så er scenen sat. Cave og Seeds lægger fra land med hele tre skæringer fra føromtalte “Wild God” i form af “Frogs”, der tekstmæssigt skyder en homage af til den nyligt afdøde legende Kris Kristofferson, titelnummeret og derefter “Song of the Lake”. Titelnummeret står stærkest af de tre og undervejs brager folkeforføreren derudaf. Han svejer og gør fagter, blæser frem og tilbage på scenekanten, som var den en motorvej og kyler mikrofoner og stativer rundt omkring. Cave er godt i gang med at transcendere og vibrere, som der siden skulle blive brug for i sangen om Bee, der bor på “Jubilee Street”. Aldrig har den været så god live, og den til samme brug opfundne tempoøgelse, der ikke findes på “Push The Sky Away” sætter nye standarder for hvor stor en energiudladning, der samtidig giver fornyet energi til både aktører og tilhørere. 

Mislyd med vilje

Energien fortsætter i den gennemført vilde “From Her To Eternity”, som aldrig bliver min kop te. Jeg synes, at den er larmende og overdimensioneret i både vokal og instrumentering. Det lyder som om, at instrumenterne hyler og skriger, som var de aldrig i nærheden af et tilhørende sæt noder. Indrømmet, den lyder, som den plejer og skal, men den sang er altså min tissepause. Pauser holder Cave og band ikke. Deres sæt er stramt og selvom Cave er stærk i den direkte kontakt med publikum, så er det musikkens aften. “Long Dark Night” får smilet tilbage på denne signatur. Den er virkelig et suverænt kort at smide lige her og nu, og live er den lige så beundringsværdig som “Wild God”. Hele 9 gange skal vi forbi den nye plade, og blot en enkelt sang derfra er udeladt her til aften. Derforuden kommer Cave godt rundt i kataloget, således at ikke to sange er fra den samme plade, hvis man ser bort fra Cave og kompagnis afstikker til “Carnage”-pladen, der dog ikke har direkte link til The Bad Seeds, men i stedet skrevet og udgivet af Cave og Ellis. 

Det ubærlige bliver båret stilfuldt

“Tupelo”-hyldesten til Elvis Presley river Royal Arena midt over. Jøsses, der er tryk på! En passende modvægt til den afdæmpede Cave, der siden med koncertkamera helt oppe i snuden under hele “I Need You” leverer en overjordisk præstation med sangen til sin afdøde søn Arthur, der påvirket af stoffer faldt i døden fra en klippe, da Cave-familien boede i Brighton. Det er til sommer ti år siden. Blot 15 leveår blev det til Arthur, der ikke er den eneste søn, Cave har mistet. Sønnen Jethro døde for to år siden. Han blev 31 år. Intet under at Cave er så optaget af at formidle tunge og dystre tanker og følelser. Klassikerne “Red Right Hand” og “The Mercy Seat” leder op til en pondusfuld omgang “White Elephant”, hvor Caves korsangere medvirker til at skabe noget nær en gospelseance af de helt store. For pokker, hvor den bare bærer sig smukt i så stor en opsætning. Australsk patos når det er allerbedst.

Du har ordet, når Cave siger til

Aftenen skal rundes af. Cave og The Bad Seeds leverer nærved en såkaldt Bruce Springsteen, som ikke er bange for at spille op mod de tre timer. Nick Caves gamle sideprojekt Grinderman får også lige et nik, da “Palaces Of Montezuma” får en tur i maskinen, inden der bliver fællessang med tåretrillersangen “The Weeping Song”. Cave slipper ikke sit publikum helt. Kronjuvelen på “The Boatman’s Call” bliver dagens udgangsbøn. Publikum tager sig grundigt af omkvædet på “Into My Arms”. Smukkere afslutning på mesterens opvisning fås ikke. Her bagefter kan ingen være i tvivl om Caves plads i det internationale musikhierarki. Det kunne alene anes på Royal Arenas første rækker, hvorfra der ivrigt blev rakt ud mod herskeren, der allernådigst tog imod. Som magnetiske tentakler røg arme og strittende fingre i Caves retning, når han vandrede frem og tilbage på plateauet. Og hvad endnu bedre er, at mens Cave trænede Weeping-klap med publikum, så klappede folk tilbage og klappede i. Når Cave har ordet, så lytter forsamlingen uvilkårligt efter.

Det korte af det lange er, at det er komplet ligegyldigt, om jeg kan lide “From Her To Eternity” eller om jeg så synes, at vokalen på “The Weeping Song” ikke sad helt som på pladen. Det svarer omtrent til at klage over, at en ost ikke stinker fælt. Aftenens show, mine damer og herrer, var rent og skært magisk. Faktisk en til tider urimelig opvisning i hvordan man nailer det ypperligste. Er du vestjyde og læser Wild God med dialægt, så læser du stadig helt korrekt. Jeg vil nødig være i de sko, der skal optræde i Royal Arena efter i aften. Heldigvis er det Cave selv…

Sætliste:

Frogs
Wild God
Song Of The Lake
O Children
Jubilee Street
From Her To Eternity
Long Dark Night
Cinnamon Horses
Tupelo
Conversation
Bright Horses
Joy
I Need You
Carnage (Nick Cave & Warren Ellis cover)
Final Rescue Attempt
Red Right Hand
The Mercy Seat
White Elephant ( Nick Cave & Warren Ellis cover)

Ekstra:

Palaces Of Montezuma (Grinderman cover)
O Wow O Wow (How Wonderful She Is)
The Weeping Song

Ekstra Ekstra:

Into My Arms

★★★★★★

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen