Munter BLÅ

Den Blå Festival i Ålborg er den 14-18 August og har været en årlig begivenhed siden 1998.

Jeg tager afsted torsdag og kommer ikke hjem med blå blues, snarere tværtimod, jeg er opløftet og munter, som man siger oppe nordenfjords.

Det er hovedsageligt blues og jazz som er på programmet. 

Mange vil mene at “blues” også er en sindstilstand og er da også et ord, der bruges til at beskrive det, at være melankolsk og nedtrykt på, ofte i forbindelse med kærlighed. 

På dansk er ordet at føle sig “blå” eller have en “blå” følelse, forbundet med, netop det at have smerte, sorg og også, at man er tilbageholdende og stille, at man trækker sig ind i sig selv og ikke gør opmærksom på sig selv. 

Man er ofte “blå” alene.

Alene er man heldigvis ikke i Ålborg.
Jeg bliver mødt med åben charme og arme.

Søren Lindholt er formand for festivalen og omgivet af ca 100 imødekommende, hårdtarbejdende frivillige, som alle har til det formål, at skabe god stemning og få alle som kommer forbi den gratis festival, en god oplevelse.

Søren er også at finde som musiker på scenen og med glimt i øjet, kan han lynhurtigt bekræfte, at “bagscenen” giver bandet lov til et ekstra nummer.

Han spiller sammen med Tim Lothar og Peter Nande. 

De spiller på mange forskellige mere eller mindre hjemmelavede instrumenter, som netop er så kendt fra blues verdenen. 

Blues er oprindeligt en musikgenre som opstod i de afroamerikanske samfund i det sydlige USA. Der spilles på vaskebræt, på bas-balje, mundharmonika, der trampes på tamburin og kasse som laver rytme. Peter Nande er i blå overalls og det er lige før, jeg aner en stråhat og et strå i munden. De sætter stemningen, som det første band på blues scenen, her torsdag kl 16.

Jeg mødes bagefter med musiker, ingeniør, årets danske bluesnavn i 2007, årets Hoochie Coochie man ved danish music awards i 2019, orkesterleder, pladeselskabsejer, producer og også med til at arrangerer Den Blå festival.. :Peter Nande han er noget af et overflødighedshorn af kasketter og talenter, jeg kan næsten ikke følge med, når han fortæller om alt det han allerede har oplevet, opnået og fylder sin hverdag med.

Pladsen fyldes op og fordi Ålborg kommune, sponsorer og annoncører støtter festivalen, er det kun salget af drikkevarer, som gør det økonomiske fundament for festivalen. Her er der ingen vagter der tjekker armbånd og tasker, for der er slet ikke armbånd og festivalen håber kun på, at publikum støtter og ikke medbringer egne drikkevarer.

Jeg går ned til Jazzscenen hvor der er lækre bigband toner fra Brønderslev. Publikum er hovedsageligt voksent, men også med besøg af børnefamilier og enkelte unge med god musiksmag. 

Ålborg er en lun, smuk historisk spændende by og selve byens små listige cafeer, restauranter, bodegaer og barer støtter op om festivalen og medbooker musikalske indslag, i de dage festivalen afvikles. 

Derfor finder jeg også mig selv, på den mexicanske restaurant El Mariachi, dels for at spise autentiske majs fishtacos, men sørme også, for at gense Chris Andersen og Johannes Aaen som spiller her kl 20, torsdag aften.

Det er Chris Andersen der har lært mig om den muntre blues, som jeg var noget skeptisk over, fandtes. Men han har ret. 

Blues kan være let og munter, særligt når Chris Andersen slår tonen an og får ragtime til at lyde let, selvom det er møg svært og har krævet mindst 10 års øvelse. 

Blues er også meget melodiøs i Chris og Johannes sammenspil, og sammen med Chris sang og fortællinger, er det en aften i særligt godt selskab. 

-Se snakken med Chris Andersen i toppen her.

Ålborg er noget af en kunstner by, byen har mange gallerier og skjulte steder, man ikke som turist eller udenforstående, bare lige kan snuse sig frem til.

Et af de nyeste steder er Galleri Stubberup, byen huser også kunstner Oscar Vela (som jeg selvfølgelig også støder på, til festivalen) Men af et af de alt for ukendte steder er: Tornadohallen Vesterbro 44, hvor kunstner Stefan Stokholm Møller holder til. Her kan du kun komme, hvis du leder efter det og/eller har en aftale. 

Det ligger inde i en baggård som ligner noget fra Den Gamle By i Århus, eller en tidslomme fra efterkrigstiden i København. 

Stefan laver oliemalerier, han har en særlig evne, mod og stil for jeg vil påstå, at når han har lavet noget vellignende og smukt, så rammer det hærg, smerte, larm, som giver det et ekstra lag, som forstyrrer og gør det sindsygt interessant. 

Som person, er han klart også et besøg værd. 

Denne torsdag tager han afslappet imod, i sine Jens Jørgen Thorsen leopard tights, hans guldtand og glimt i øjet skinner om kamp og hvis ikke jeg lige var på en afstikker fra Den Blå Festival, ville jeg bestemt være blevet hængende hele dagen og natten med. For her kan festen sikkert også ske. 

Jeg når også at høre Chris Grey & The Bluespand som er hentet ind fra Fyn. De spiller noget som beskrives som funk-blues. De er kendt for deres humor og bramfri blues og pladsen fyldes mere og mere op og festen bliver mere og mere højlydt og festlig. Det er bestemt groovy og jeg nyder at have startet bilen fra Århus, for at blive fyldt op af BLÅ.

Inden jeg skal vende bilen hjem igen, får jeg lidt af Nello & The Helping hand Blues Band med på vejen. Her jammes der igennem til publikums store fryd. 

Jeg lover mig selv, at jeg skal have meget mere BLÅ ind i mit liv og sætter stort kryds i kalenderen, så jeg kan deltage alle festivalens dage i 2025.

Signe Kjær Høiberg