Han virker fortsat utrættelig og ustoppelig, selvom alderen siger trekvart mod de 100 år om blot et par måneder. New Jerseys eget ikon har fundet vej til Odense til den største enkeltstående koncert afviklet i Fyns hovedstad nogensinde. 110 lastbiler med alt muligt skidt og kanel og andet udstyr triller ind i hjertet af H. C. Andersens stad for at kunne samle plads, der skal gøre 56.000 mennesker tilpas. Det siger lidt om hvem, vi har med at gøre. Sangeren med den hæse rockstemme har et helt vanvittigt katalog af sange, der har høstet alt fra Grammys, Golden Globes og Oscars og det er egentlig kun et spørgsmål om Bruces retning, der afgør, hvad vi kommer til at høre her til aften. Springsteen er kendt for både at spille nogle vilde maraton-koncerter, men også at holde sig E Street Band skarpe ved, at han spontant skal kunne anslå en takt på en hvilken som helst sang – og så har E Street Band bare at stemme i! Skulle man være så heldig at opleve to Bruce Springsteen-koncerter i træk, så kan man være vist på, at sætlisterne ikke er identiske. En koncert med Bruce er aldrig another day at the office.

Still Going Strong

Koncerten i Odense er Bruce Springsteens 20. koncert på dansk grund. Det er primært hovedstaden, der har været tilgodeset, hvilket også var tilfældet sidste år, hvor The Boss gav to koncerter i Parken. Flere har taget turen langvejs fra, da det måske ligger i kortene, at dette kan være Springsteens sidste danske optræden. Omvendt, det sagde man jo også sidst, men for hver gang er det jo et faktum, at vi rykker tættere på at kunne stemple fakta på postulatet. Det er altså ikke alle 75-årige musikere, der fortsat giver den gas i rundt regnet tre timer, når først der er sagt Good Evening and Welcome… Det ligger dog så meget i Bruce og bandets DNA, at man altså tager ud for at underholde og dyrke spillelysten, og ikke lader folk spist af med eksempelvis en halvanden times rock og rul. Se bare på den energi som Little Steven (Springsteens legendariske guitarist, der i øvrigt også er skuespiller) ligger for dagen. Gid jeg kan bære en bandana med samme stil, når jeg passerer de 70 år.

Charme overvinder drilsk lydteknik

På hver sin topside af scenen blafrer henholdsvis Dannebrog og Stars and Stripes. Springsteen er i huset. Adskillige papskilte med lytterønsker blafrer også, men det er dog ikke vinden, der sørger for dette, men i stedet armbåndspåklædte arme. Forventningen er stor, da Bruce til aftalt tid kommer ind på scenen som sidstemand i det enorme E Street Band. Et forsøg på at udtale Odense lykkes til dels. Ikke mange fanger, at Bruce forsøger sig med et “er I klar” på dansk, men sekundet kalder manden da også 1,2,3,4 og så fanger showet an med “Lonesome Day”. Stemningen er sat, og den store musikalske flok er uadvendte og klar til en tour de force de efterfølgende 29 numre. I starten driller lyden, der blæser lidt til højre og venstre og nogle gange for voluminøst ud til masserne. Bedre bliver det ikke, da Springsteens mikrofon knaser og kunne få en blind til at tro, at han synger ned i en konservesdåse. Rutinen fornægter sig ikke, for Bruce og co. bliver aldrig hylet ud af den, og inden længe er fejlene da også rettet. Det er næppe første gang, at teknikaliteter driller og som om intet er hændt, så charmer Bruce sig ind i alles hjerter, da han snupper sig en tur blandt publikum og undervejs tildeler en dreng sin mundharmonika og poserer med en westernhat, som Bruce hapser fra en dedikeret fan, der dog får sin hat retur igen.

Uovertruffen stemning

En ting er den kortvarige lydsvipser, en anden ting er, at stemningen alligevel aldrig forsvinder. Folk skåler første vers og omkvæd af “Hungry Heart”, mens Springsteen dirigerer et stykke væk fra mikrofonen. Stemning er der også at finde under “Working On The Highway”, der sætter en standard for, hvor godt et velkendt gammelt nummer helt uden at være et superhit kan lyde. I det hele taget fylder “Born In The U.S.A.”-albummet en del her til aften, og “Darlington County”, “My Hometown” og “No Surrender” er da også at finde i koncertens primære sæt. Sangene viser, at vi har med en stor poet at gøre, der fortæller realistiske historier fra staterne. Dejligt er det også med et bud på Commodores “Nightshift” og Patti Smiths “Because The Night”. Det er altså nogle gode numre, basta! Det, der foregår på de forreste rækker under “Wrecking Ball” minder lidt om halbal fra 80’erne. Der bliver danset og svejet som aldrig før og sikke et sangkor, publikum leverer på “Thunder Road”. Nogle af dem er umusikalske tv-værter og andre er kendte danske sangere, men uanset tonemæssig formåen, så synger de med for fuld hals alligevel.

Et mindre svaghedstegn efterfulgt af optur

Farvel og på snarlig gensyn, Bruce. Ja, han holder ikke lang pause forud for ekstranumrene. Entertaineren holder ikke sit publikum hen, og de klassiske toner af “Born In The U.S.A.” bryder den kortvarige stilhed. Her sker der noget, som jeg ikke har oplevet før i de seks forhenværende aftener med Springsteen og E Street Band. Den styrke og variation i tonelejet, som gjorde den til signatursang udebliver. Bruce virker både forpustet og ude af stand til at ramme den, som han ellers har for vane. Hjælp er der at hente fra publikum, men det virker faktisk til, at han selv er lidt overrasket over udfaldet og resignerer, da omkvædet skal ud anden gang. Man får en hurtig sympatisk tanke om, at intet varer ved, og at den stemme nok også har været på banen, det den skulle. Den ærgerlige følelse varer lige præcis kun indtil næste nummer. Det krævende “Born To Run” fuldføres som den lyder på plade. Et øjeblikkeligt comeback indtræffer og ikke mange øjeblikke efter, så styrer Springsteen den utrættelige horde med armsving, der er Depeche Modes Dave Gahan værdigt. Måske er han bare “Tougher Than The Rest”, som er den titel, der går igen flest gange på de føromtalte papskilte. Den bliver dog ikke spillet, men der er også blevet spillet nok her til aften. Tre timer og en fransk hotdogs tid bliver det til, før Bruce takker af for denne gang. Hans samlede værk, hans sans for publikumvelvære og hans samspil med sit alsidige orkester må altså fortsat godt luftes, og det er altså også helt ok, Bruce, hvis du kun spiller to timer næste gang.

Sætliste

Lonesome Day

No Surrender

Prove It All Night

My Love Will Not Let You Down

The E Street Shuffle

Reason To Believe

The Promised Land

Hungry Heart

Spirit In The Night

Trapped (Jimmy Cliff-cover)

Working On The Highway

Darlington County

My Hometown

The River

Nightshift (Commodores-cover)

Last Man Standing

Backstreets

Because The Night (Patti Smith-cover)

She’s The One

Wrecking Ball

The Rising

Badlands

Thunder Road

Ekstra:

Born In The U.S.A.

Born To Run

Bobby Jean

Dancing In The Dark

Tenth Avenue Freeze-Out

Twist And Shout (The Top Notes-cover)

Ekstra-Ekstra:

I’ll See You In My Dreams

★★★★★☆

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen.

Foto: Klaus Dreyer, Eventfotografi.dk