Solbriller og langt skæg hos Billy Gibbons og Dusty Hill samt en lidt mere neutral trommeslager i form af Frank Beard (ja, det hedder han altså, selvom han er den af medlemmerne, som rent faktisk ikke ladet det gro). Sådan har hele verden lært at kende ZZ Top. Faktisk går bandet længere tilbage end dette image, for under navnet ZZ Top kan trioen dateres helt tilbage til en spæd start i Texas anno 1969. Vi skal frem til start-80’erne for at få præsenteret deres signatur – altså skæg og filterbriller. Det var også i 80’erne, at der blev leget med beats og synthesizer. Forinden da hed det sig blues og boogierock, som det dog skal siges, stadig er den bærende røde tråd gennem karrieren. En karriere, der fortsat lever, selvom trioen ikke længere tæller Dusty Hill, der døde for 3 år siden. Selvsamme Hill ønskede faktisk, da helbredet for alvor begyndte at skrante, at hans plads ville blive overtaget af bandets guitartekniker Elwood Francis – og sådan blev det. Francis står i dag på Dustys plads til venstre på scenen iført – ja, gæt selv… Således var også startopstillingen til aftenens rockfest i Tivoli Friheden Aarhus, der i indeværende år har sat genren under lup  via deres Summer Sessions ved senest at have besøg af Europe og Journey og snart får besøg af selveste Toto. Her til aften fik ZZ Top sågar support af langt hår forud i form af Jesper Binzer Band.

Ujævn start

That Little Ol’ Band From Texas havde en snedig nedtællings-voiceover til at guide folk frem til klokken 21, og den var endda et par minutter i, da 75-årige Frank Beard satte sig til det imponerende trommesæt med indbyggede whiskeytønder med påskriften Señor Beard. Ind kom også strengeinstrumenterne og med sig havde de taget Gibbons og Francis. Der blev lagt fra land med “Got Me Under Pressure”, som lød en smule tung i sin bas og lettere mudret vokal fra Gibbons. Værre gik det under Sam & Dave-coveret “I Thank You”, hvor Gibbons’ guitar pludselig var lydløs. Musikken stoppede med ét, og en tekniker ilede til. Opgaven løst på to sekunder, og Gibbons kunne tørt konstatere, at det altså er nemmere, hvis man husker at “pluck it in”. 

Hævnen er sød

Herfra kiggede ZZ Top sig ikke tilbage. Alle børnesygdomme var lagt på hylden, og ingen talte længere om Frihedens luftgynger og luftgevær. Nu var det luftguitarens æra. Gibbons spillede en hvis legemsdel ud af bukserne og parken fik at høre, hvor godt et live-nummer “Gimme All Your Lovin’” rent faktisk er. Den lød som en frisk nyudgivelse, selvom vi skal finde den helt tilbage i 80’erne. Et andet højdepunkt blev “I’m Bad, I’m Nationwide” alene på grund af en hastighedsfordoblet trommeovergang. Det er lige før, at man havde ønsket sig, at originalen i sin tid havde været underlagt det trick. “Legs” var også svær at sætte en finger på, og dagens udgave lagde sig pænt op af den remix-udgave, der er at finde på bandets første opsamlingsplade fra 1992. 

Man savner altså Dusty

Lige som Adam Lambert aldrig kan blive sidestillet med Freddie Mercury, så kan Francis aldrig fuldbyrdet erstatte Dusty Hill på bas. Forsøger han på det? Nej. Gør han sin egen ting? Ja. Klædeligt, og rart at han er trådt til, så ZZ Tops imponerende katalog stadig kan få liv rundt omkring. Men ja, man savner sgu makkerskabet, tvillingesymbiosen og energien fra Hill til at gøre Gibbons bedre. I aften var det musikken der talte, for det var minimalt hvor meget henvendelse, der var fra Gibbons ud til publikum – og omvendt for den sags skyld. Nogle enkelte steps og moves koordineret med Francis kunne publikum nyde, men Gibbons runder altså de 75 år til jul, så det er unfair at klandre ham for ikke at fyre flikflaks af. Publikum var om muligt endnu mere stillestående, selvom der var rig mulighed for at tosse ud. De var dog dejligt retvendte mod scenen, men klap og vip med foden var en by i det der land, som er i bad standing. Hvis bad standing frit kunne oversættes til dårlig ståning, så var det præcis, hvad publikum gjorde. De kiggede og lyttede, og ikke meget mere end det. Man havde sgu lyst til at hive den medsmuglede kvægstøder frem fra inderlommen og give hele pitten en omgang. Skulle kvægstøderen blive konfiskeret, så kunne man række ud efter det mærkværdige kunstværk af dyrefjæs, sabel og lanternekuppel med elektriske spændinger omkring en tequilaflaske i midten. Lidt liv i kludende kom der dog, da publikum skrålede med på “Sharp Dressed Man”, men ellers bar aftenen tydeligt præg af, at det var en mandag aften. Lige lidt hjalp det at sælge øl i Fed Fredag-krus…

Kort og godt

Blomsterfestival i parken og en behagelig temperatur gjorde ellers rammerne perfekte for aftenens seance. Som den skred frem blev musikken også skarpere og skarpere og denne anmelder forbløffedes over, hvor vildt det egentlig er, at en gammel traver som “Brown Sugar” fra ZZ Tops allerførste plade stadig er så sprælsk og livlig. Den er altså helt tilbage fra 1971! Den var aftenens første ekstranummer, og hvor skørt det end lyder, så var ekstranumrene allerede i gang på under en times samlet spilletid. Da Gibbons havde “done his thing” og rullet os gennem “La Grange”, havde ZZ Top blot spillet i en time og 10 minutter. I forhold til både vores svenske og norske naboer, der også har haft besøg af hagehår og solformørkere, så måtte danskerne nøjes med “Just Got Paid” og ikke også den næsten navnebror “I Gotsta Get Paid” fra bandets seneste plade. Apropos naboer, så hørtes der både svenske og tyske stemmer blandt publikum.

Først og fremmest en karrierehyldest

Har man oplevet ZZ Top tidligere – eksempelvis på Jelling Musikfestival, til Skovrock i Aalborg eller da bandet sidst gæstede Aarhus i Scandinavian Congress Center, så vil man med rette påstå, at disse koncerter var bedre. Når det er sagt, så handlede aftenens koncert ikke om et sammenligningsgrundlag. ZZ Tops optræden var i stedet et vidnesbyrd om en imponerende karriere, der har givet så mange store sange. Tjo, man kunne have håbet på, at der ikke var blevet skøjtet lidt let henover så gigantisk en sang som “My Head’s In Mississippi”, men som tidligere nævnt, så rejste Billy, Frank og Elwood sig i takt med koncertens fremdrift. Bandet, som nogen måske også husker som den westerntrio, der slår takten an til byfesten i “Back To The Future part III” – altså der hvor Doc danser med Clara og i den forbindelse forelsker sig i hende, stod med rank ryg på scenen i Tivoli Friheden, da klokken passerede 22. Man kan blot ønske, at man selv kan stå i samme positur, når man selv passerer et trekvart århundrede, hvis man altså når dertil…

Sætliste:

Got Me Under Pressure

I Thank You (Sam & Dave-cover)

Waitin’ For The Bus

Jesus Just Left Chicago

Gimme All Your Lovin’

Pearl Necklace

I’m Bad, I’m Nationwide

My Head’s In Mississippi

Sixteen Tons (Merle Travis-cover)

Just Got Paid

Sharp Dressed Man

Legs

Ekstra:

Brown Sugar

Tube Snake Boogie

La Grange

★★★★☆☆

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen.

Foto: Jesper Hedemann.