For enden af regnbuen

Der sker noget særligt, når vi er på tomandshånd med mennesker, vi godt kan li’. Der sker også noget særligt, når der er fællessang og flok, og på en måde gør det ikke engang noget, at det regner lidt, hvis bare man lader sig falde blødt tilbage i refrainet af en sang.

”For enden af regnbuen
I hullet mellem stjernerne
For enden af regnbuen
Ligger den sidste mulighed”

Og det er sådan en aften, i silende regn, med udsigt til stjernerne og en by, man føler sig hjemme i, at man bliver hinandens. Det kan man ”faktisk godt få det lidt vildt over,” som en nydelig dame deklarerede, inden hun stemte i med koret af veninder.

Det er noget, vi er sammen om. Det er sådan, det føles at lytte til kunstnere, der har været med i årevis. Dem, der kan skrive sange, som handler om de flestes liv. KrebsFalch har tilsammen afdækket tro, håb og kærlighed som få før dem, og det er derfor, koncerten er sådan en, man ”får det vildt over”. Det gjorde de fleste. Alle sang med. De fleste havde en fest, og måske overser man næsten, hvor fede musikere både de er. Og især hvor fantastiske musikere, de har i ryggen. Det hele spiller! 

De spiller sange fra et langt liv, og vi genkender både dem og os selv i repertoiret, der ”kalder drømmene tilbage”.

De har valgt hinanden, Poul Krebs og Michael Falck, og så har de plukket af hinandens bagkatalog, så summen er et særligt miks af de sange, der er soundtracket til de seneste årtier. ”Mød mig i mørket”. Det er sådan, vi gør, ”sådan nogen som os”. Syng. Mærk den verden, der sommetider er svær at finde ord for. Det er sød musik. Helt enkelt.

Love Shop varmede op, og de er altid sublime, men det var ikke dem, publikum var kommet for at høre. Og det kunne man mærke. ”Ellers tak”, lød det fra publikum, da de tilbød et ekstranummer. Ærgerligt, for de spiller uden sammenligning; godt. Mindst.

De spillede bare ikke hits, og de spillede ikke for deres eget publikum. Det var KrebsFalcks aften.

De havde den!