Jeg kom til verden på Grace Jones’ 30 års fødselsdag. Ergo er det en moden kvinde, der får opgaven at lukke Greenfield-scenen på årets Heartland Festival. 76-årige Jones fra Jamaica har lavet musik lige siden, hun var midt i 20’erne og har været en stor inspiration for adskillige musikere (blandt andet Nile Rodgers, som var på samme scene fredag). Hun har sunget med alt fra Beyoncé til Gorillaz og har endda også været 007-skurk på det store lærred. Fast indslag på Studio 54 og siden muse for selveste Andy Warhol. Nå ja, og så er hun jo også model ved siden af. En helt utrolig multikunstner, som alene ved sin tilstedeværelse ejer rummet. Når Jones åbner munden, så lytter skaren. 

Jones’ seneste besøg kan dateres tilbage til Fængslet i Horsens anno 2016. Besøget på Heartland er blot hendes sjette besøg i Danmark (hvis jeg har regnet rigtigt) og med en karriere der har rundet 50 år, så vil det være synd at sige, at der tale om en kunstner, som overrender vores lille land. Med Grace Jones i spidsen og med en plakat tællende blandt andre Lauryn Hill, Keane, Kasabian, Nile Rodgers og Rick Astley, så havde Heartland på papiret årets måske mest interessante line up blandt årets danske festivaler. Jones alene er i hvert fald kendt for at levere noget, som er mere end en koncert og ofte i et kostume, som er anderledes, udfordrende og til tider provokerende.

Scenen var ikke klappet og klar

Man nåede lige at frygte for en gentagelse af torsdag på Greenfield. Klokken havde passeret både 22.05 og 22.15, som var de to divergerende tidspunkter, der kunne læses på pladsen som starttidspunkt. Ingen Jones i miles omkreds. Men mon ikke über-diva’en over dem alle, trods alt var klar og følte for det, i modsætning til Lauryn Hills usynlige tendenser. Alle publikummer kunne nu også ved selvsyn se, at årsagen skulle findes i, at der fortsat blev arbejdet på sceneklargøring. Små 20 minutter forsinket, men da hun så endelig stod der, så var hun urokkelig. Den lange jamaicaner skulle dog lige vende sig til en vandkold festivalplads, der nok næppe er et hverdagssyn på øen i Mellemamerika. 

Grace Jones er helt sin egen

Jones havde taget rigeligt med kostumer med, og der var tilsyneladende god tid til at skifte rundt undervejs. Dog skal det siges, at den personlige kostumier fik godt med scenetid, for Jones faldt om halsen på Greenfield, og tillod sig at skifte kostume i fuld offentlighed, eller mens hun sang løs sågar. Grace Jones lagde fra land med “Nightclubbing”, som hun fik et pænt hit med i sin tid. Et nummer, som i øvrigt er venligst udlånt af selveste Iggy Pop. En helt utrolig bas og trommer var skruet op på volumen for farlig kriminalitet. Som de to instrumenter hamrede derudaf, sådan forestiller jeg mig, at det føles at få stød med en hjertestarter. Tilbage til en anden, der var i stødet. Ja, nærmest overgearet på grænsen til barnligt vrøvlende, ja, så meget betød det for Jones at være ude og lufte karrieren igen. Til tider grinede publikum lidt af hende, men det er Jones sikkert vant til. Det rager hende langsomt.

Up, close and personal med publikum

Aftenen i selskab med Grace Jones blev både groovy, funky og syret. “My Jamaican Guy” fra 1982 var et opløftende bekendtskab og med en Jones udstyret med en kasseformet hat med jamaicanske gardiner. Den tunge “Demolition Man” gjorde åbenbart Jones noget videre destruktiv, da hun tævede løs på musikinstrumenter med en trommestik, som var hun i gang med at kløve brænde. En dybtfølt “Amazing Grace” foldede Jones’ vokal ud i fuld flor. Sikke en stemme, hun fortsat har! På “Pull Up To The Bumper” blev Grace Jones båret ned fra scenen og op på ryggen af en roadie, der tog turen frem og tilbage langs scenen få centimeter fra publikum. Som en shuttlebus i pendulfart slæbte han Jones, der nu var iført diskokuglebowlerhat, ud i nærkontakt med publikum i en regn af sæbebobler.

Diva af Guds nåde

Grace nød en dronnings hyldest i en horde af hænder og telefoner, der enten ville røre ved ikonet eller have et close up foto. Endnu et kostumeskifte og nu til orange og sorte briller udstyret med noget fra Maleficents garderobe tilsyneladende. Nu også udstyret med en hulahopring, som kyssede Jones’ hofter under hele “Slave To The Rhythm”. Hun skiller sig godt nok ud fra mængden. Jeg gentager altså lige: Sikke en diva! Hun kan bære det, og hvis ikke, så ville hun alligevel være fuldstændig ligeglad. Grace Jones’ optræden blev færdigbagt med ingredienser som bizart tøj, skøre vendinger og kommentarer, prægtig sangstemme. Jeg er enig med de tilhørere, der stod samme klump som mig. Hun er vild! En værdig afslutter for sæson 2024 på Heartlands største scene.

★★★★★☆

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen