Det er et under, at de står på scenen i Royal Arena i aften foran 16.000 mennesker. Da fire unge knægte fra Basildon tilbage i 1980 slog pjalterne sammen og dannede det, der skulle blive til Depeche Mode, så var det naturligvis med et gennembrud for øje, hvilket de fik. Men det blev også til en historik, som på papiret burde have splittet bandets DNA for altid.

Allerede efter den første plade smuttede den primære sangskriver Vince Clarke (for at danne Yazoo og siden Erasure). Siden kom der tilgang af Alan Wilder, som en slags elektronisk troldmand, men også han tog flugten, da bandet var på sit højeste i starten af 90’erne. Derudover har intern splid mellem Dave Gahan og Martin Gore været en truende sten i skoen, hvor magtkampe, kokain, skrivekriser og en klinisk død forsanger har taget livtag med bandet. Limen, som holdt trioen sammen, var personificeret af Andy Fletcher. 

Limen brast i 2022, hvor Fletcher mistede livet og sendte chokbølger gennem musikbranchen. Nu var Depeche Mode for alvor i åndenød. De fleste troede, at det var det, men nærmest ud af det blå troppede “rivalerne” Gahan og Gore siden frem i spotlightet og annoncerede bandets 15. studiealbum med fokus på døden. Det er præcis denne plade, “Memento Mori”, som er rygstødet for, at Gahan og Gore atter træder op på scenen her til aften i Royal Arena. Et slags genbesøg, for under “Global Spirit Tour” i 2018 var Royal Arena også baggrundstapetet. 

I det hele taget er Depeche Mode hyppigt på visit i Danmark. Særligt Valbyhallen og Parken har stået for skud, men også Aarhus, Horsens og Herning har haft deres dosis, for ikke at tale om den fænomenale koncert på Tinderbox i Odense i 2018, som rakte ud efter status af nærmest overnaturlig karakter.Faktisk har de allerede gæstet vores andedam på indeværende tour, hvilket skete tilbage i juni måned, hvor en glohed Parken dannede ramme om første runde “Memento Mori”. I aften er der således lagt op til en slags reprise, hvor der skal deles lidt ud af de nyeste sange tilsat et overflødighedshorn af gamle evergreens. 

Gahan og Gore er rykket sammen i bussen – ikke mindst symboliseret under aftenens to-mandsudgave af “Condemnation”, som bød på forbrødrene kram – og tilsat de loyale backing-musikere Christian Eigner på trommer og Peter Gordino på bas og keyboards, så holder de fortsat Depeche Mode i live på højeste niveau. Som så mange andre bands med en levetid på over 40 år, så er der naturligvis en række sange, som bare SKAL være på setlisten. Langt mere interessant er det ofte at bemærke hvilke sange fra det friske album, som er valgt ud. Ja, og så naturligvis hvilke andre velkendte sange og små overraskelser, der dukker op undervejs. Depeche Mode har unægtelig et lager af umiskendelig kvalitet. Ikke overraskende er det særligt 80’erne og 90’erne som vægter højest, for det er her, at Depeche Mode indsamler den brede skare af fans. Dem, som i 80’erne rammes af den elektroniske vellyd af muntre popkompositioner, som siden trækker over i mere dystre tekstuniverser med tung synthlyd tilsat og ind i 90’erne, hvor rockinstrumenter trænger igennem og sangenes indhold bliver nærmest religiøse og til tider decideret sorte. Af samme årsag får vi ikke et eneste nummer fra Depeche Modes 12., 13. og 14. album.

En helt utrolig spændvidde fra et band, som har turdet udfordre det “normale” og ikke været bange for at stikke i flere retninger uden at miste sin kerne. Aftenen kan næsten ikke starte mere tynget end ågene fra “My Cosmos Is Mine”. Grundstemningen er sat og publikum efterladt i trancelignende tilstand. I alt får vi 4 numre fra “Memento Mori” og da det sidste i form af “Ghosts Again” indfinder sig cirka halvvejs, så er der en hel motorvej åben derfra af udødelige klassikere. Publikum udgør en slags menighed under “Stripped” og “Black Celebration”, som var Gahan en slags prædikant eller gudsforfører. “Behind The Wheel” fremføres som en hyldest til teammakker Fletcher og når så man kan smide det måske allerstørste hit “Enjoy The Silence” lige inden ekstranumrene, så understreges suveræniteten bare. Læg dertil at man så kan afvikle et trekløver som afrunding på aftenen bestående af “Just Can’t Get Enough”, “Never Let Me Down Again” og “Personal Jesus”. Hvad vil du mere?

Så skulle det da lige være, at man ønskede sig et par smagsprøver fra bandets overgang i 80’erne fra rendyrket pop til det mere kontroversielle. Jeg havde gerne set eksempelvis “Master And Servant” eller “People Are People” sat ind i denne kontekst, og så kunne man for min part have sparet eksempelvis “A Pain That I’m Used To”. Den er ikke bandets dårligste sang, men i min optik nok bandets svageste kort blandt de sange, som rent faktisk blev et hit. Når det er sagt, så kunne bandet have spillet et døgns tid uden at løbe tør for store sange, men vi må nøjes med godt og vel 9 kvarters opvisning. En forestilling som heldigvis hurtigt klikker lydmæssigt også, således at Eigners trommepondus kommer til sin ret på linje med resten af orkestreringen af både synth- og guitarhooks, som igen ikke overdøver eller skjuler Gahans rene og stilistiske udførelse. Gahan er i øvrigt her og der og alle vegne. Han behøver i hvert fald ikke at trille forbi et amagerkansk fitnesscenter inden sengetid, da både scenebredde og catwalk ikke rummer en centimeter, som han ikke får betrådt.

Det vrimler med højdepunkter denne aften, hvor et medlevende publikum i den grad også medvirker til forløsning. Ikke mindst med den skov af tilragende hænder, som rejser sig foran scenen såvel som på lægterne under “Everything Counts”. Der bliver skrålet med for fuld hals fra disciplene i Royal Arena. Det bliver også til et dejligt genhør med “Policy Of Truth”, der ellers ikke har for vane at blive udvalgt til bandets sætlister. Samtlige billetkøbere overgiver sig fuldstændig, da Martin Gore akkompagneret af Peter Gordino krænger sjælen ud på en akustisk version af “Strangelove” for blot at blive fulgt til dørs af “Somebody”. Et hav af lysende telefoner vugger taktfast til Gores imponerede vokal og efterlader sangeren med et nærmest genert kæmpesmil. En understregning af, at Depeche Mode ikke betragter dagens stop i hovedstaden som blot endnu en dag på kontoret. Sjældent har der været så meget vellyd og spræl i “Walking In My Shoes”, som det er tilfældet i aften. Måske bedst af alt symboliseret ved den aftrådte hæl, som ligger på gulvet ved udgangen af arenaen flankeret af ølsjatter, krus og kvarte limeskiver.

En magisk aften i Royal Arena i selskab med et orkester, som forbliver relevant og hvis sange kommer til at stå i mange år fremover. Skulle kreativiteten udløbe eller skulle lysten til at turnere verden rundt udløbe og skulle lysten til at lade sig selvpensionere indfinde sig, så er koncerten her et statement til minderne. Godt, at man var der! Og forresten, så er der jo lige det med karaktergivningen. Intet slår bandets optræden på Tinderbox, men samtidig slår det mig at afstanden niveaumæssigt derfra og så til aftenens festfyrværkeri ikke er en hel karakters forskel. Det som Depeche Mode leverede her til aften var en opkvalificering fra Parken i sommer og baseret på føromtalte lydbillede, energi, vokalpræstationer og interaktion med publikum, så kan helheden simpelthen ikke nøjes med at være femstjernet.

Sætliste:

My Cosmos Is Mine

Wagging Tongue

Walking In My Shoes

It’s No Good

Policy Of Truth

In Your Room

Everything Counts

Precious

Before We Drown

Strangelove (akustisk)

Somebody

Ghosts Again

I Feel You

A Pain That I’m Used To

Behind The Wheel

Black Celebration

Stripped

John The Revelator

Enjoy The Silence

Ekstra

Condemnation (akustisk)

Just Can’t Get Enough

Never Let Me Down Again

Personal Jesus

★★★★★★

Foto: Morten Rygaard.