Koncerter

Angående Mig spidder krop, sex og provinsiel stolthed i VEGA

Angående Migs første turné i tre år rammer Lille VEGA den 24. februar med debutalbummet MANDEN I MIG under armen.

Angående Mig har med rappe skridt besat den danske scene med sin helt egen lyd, der blander hiphoppens tunge 808, singer/songwriterens akustiske guitar og punkens absolutte vrede og desperation, der tvinger enhver lytter til rent faktisk at lytte.

Hun er lige nu aktuel med sit længeventede debutalbum MANDEN I MIG, der med et tilbageblik i sin egen provinspubertære virkelighed, fortæller en historie om køn, opvækst, sex, forfald og stolthed.

Med lån fra den kristne gudstjeneste som metaforramme og Niels Hausgaard og Anna Juul som gæstemedvirkende på pladen, viser Angående Mig den bio-politisk virkelighed i sin egen stavnsbundne og kønnede kamp.

I kontrast til Angående Migs tidligere maksimalistiske og insisterende udgivelser, er MANDEN I MIG et sonisk minimalistisk popalbum og en magtdemonstration i netop at turde favne alle yderpunkter af det protesterende indre – også alt dét, der eftertænksomt hvisker dig i øret.

Laura Lilholt Andersen bag Angående Mig fortæller selv: ”Jeg har skrevet det her album i en svær alder, hvor jeg har følt mig meget forvirret og rodløs i hjertet. Så jeg tror det har været et stort forsøg på at finde tilbage til barneblikket – at huske på, hvad jeg kommer af. Det har været en slags graverjournalistik inde i mig selv.
Titlen MANDEN i MIG er blevet en form for treenighed, der både repræsenterer barndommens faderlige forbilleder, den lille dreng inden i mig og min tidlige heteroseksualitet – aspekter, som uden tvivl har været grundstenene i kampen med og mod min egen kvindelighed.”

Fakta om koncerten:
Angående Mig (DK)
Lørdag 24. februar kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 195 kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Billetlugen.

Lignende artikler

Back to top button