FestivalnytLine-up

Festival-rygtebørsen #2

Hvilke udenlandske bands og kunstnere er egentlig i spil til 2024?

Velkommen til næste afsnit af vores rygtebørs.

Får vi herhjemme besøg fra selveste Pulp? Det gør Norges største festival i hvert fald til august og dermed kan der roligt krydses fingre for et dansk besøg også.  Et genhør med Jarvis Cocker og co., som i 90’erne hittede med ørehængere som “Common People” og “Disco 2000”? Ja tak! Samme norske festival har annonceret PJ Harvey også, så forhåbninger om lidt dyster melankoli til vores andedam er også en mulighed. Netop PJ Harvey giver to koncerter i Falkoner Salen i morgen og på lørdag.

Denne runde skuer også mod Frankrig, for hos tricoloren bliver der besøg fra en af første nummers kandidater, nemlig The Offspring. Dermed er opholdet i Europa ikke bare en engangsforstilling, og derfor sandsynliggøres en dansk koncert også i højere grad.

I Frankrig akkompagneres The Offspring med to af rockens ypperste. Foo Fighters og Queens Of The Stone Age er også oplagte bud på danske festivalheadliners. Sidstnævnte ville dog overraske, hvis de skulle ende på Roskilde Festival-plakaten. Der var de nemlig at finde ved sommerens festligheder på Dyrskuepladsen.

I Sverige kommer der besøg fra Iron Maiden-frontmand Bruce Dickinson i starten af juni. Der kunne sagtens bygges en bro til Danmark i den forbindelse.

Om vores bud viser sig at holde stik, ja, det må vi vente med at se, indtil der er nyt fra arrangørerne. Vi har som minimum nogle offentliggørelser i næste uge hos én eller flere af de seks store festivaler, som tæller Roskilde Festival, SmukFest, Heartland, Tinderbox, Northside og Jelling Musikfestival.

Lignende artikler

Back to top button