Festivalnyt

En varm dag i Helvede: Copenhell er i gang på godt og ondt

Danmarks 3. største festival åbnede med tung musik, solskin og masser af god stemning på Refshaleøen.

Med solen bankede ned over Refshaleøen tog Copenhell varmt imod et oplagt publikum. Køerne var allerede lange først på eftermiddagen, men det meste gled uden problemer, og en af Danmarks mest unikke festivalpladser bød på lidt af hvert, allerede fra første øjekast.

For Copenhell har gjort meget ud af omgivelserne. Temaet giver sig selv, og der er død, sort, metal og religiøse symboler over det hele, mens standarduniformen for publkum består af t-shirts med bandnavne bygget af buskadser, denimveste med bandmærker og langt hår.

Men stemningen er forrygende, og overalt ser man glade metalhoveder, der møder gamle venner, giver krammer og smiler over hele femøren. For det er måske nok en festival med helvede i højsædet, men det betyder ikke, at det ikke er rart at møde sine gode gamle venner.

Lidt bøvl med manglende shuttlebusser tvang mange folk til at tage turen til Refshaleøen til fods, men det blev løst i løbet af dagen, og tingene kørte forholdsvist problemfrit hen under aften.

Førstedagen var en blandet oplevelse rent musikmæssigt. Clutch gik på kl. 16 og det er som bekendt svært at starte en fest op midt på eftermiddagen, når størstedelen af publikum stadig er på vej fra arbejde. Mötley Crüe kunne alt det på instrumenterne, som forsanger Vince Neill ikke kunne på vokal, og trommeslageren Tommy Lee beviste nogle timer senere, at nogle ting fra 80’erne er bedst ladt tilbage i 80’erne. Og hen under aften fastslog Def Leppard, at det ikke gælder for al bop-hår-rock.

Festivalen strækker sig fra onsdag til lørdag med flere større navne på programmet. Mens Guns’n’Roses giver den med mainstream rock lørdag aften, er der rigeligt med guf til dem, der gerne vil det mere tunge i løbet af dagene.

Ikoner som Gojira, Meshuggah og Testament leverer det tungere, mens afstikkere som Clutch, SICK OF IT ALL giver noget andet.

At det er en festival for det mere modne publikum er meget tydeligt, og der er flere gamle krigsheste på programmet, i form af Def Leppard og Pantera.

Copenhell disker også op med foredrag af varierende slags, og Jacob Stegelmann fra Troldspejlet er også tilbage med både tegnefilm og popkultur i samarbejde med Aarhus Symfoniorkester.

Vejret ser ud til at fortsætte, og der er som bekendt røvvarmt i helvede, så alt er som det skal være på Copenhell.

Foto: Neil Poulsen

Lignende artikler

Back to top button