Man har glemt hvor vigtige festivalerne er

Det sidste år har været hårdt for alle. Mange har måttet sige farvel til job, indtægter eller andre ting, som coronanedlukningen har været skyld i. Og en stor del af danskerne har måttet undvære deres årlige åndehul: Festivalen. For dem, der ikke kommer sådanne steder, kan det virke forkælet, når man siger, at man savner livemusikken og festivalpladserne. For det er jo ikke ”nødvendigt”.

Og det er der strengt taget ikke. Der er ikke nogen, der dør, hvis de ikke kommer på festival. Men det betyder ikke, at det ikke koster noget.

“Jeg husker bedre den aften, hvor hun aflyste alle festivalerne. Det skete nogle uger senere. For mig betød det, at for første gang i 30 år, skulle jeg ikke rende rundt på festivalpladserne. Hvad fanden skal du lave? Hvad skal du leve af?”

Økonomi og fællesskab
Frank Megabody Damgaard er en kendt skikkelse på den danske festivalscene. Han har i årevis været konferencier på flere af landets festivaler, som Nibe og Smukfest. Ved siden af spiller han musik, og så er han byrådsmedlem i Skanderborg. Udmeldingen om, at forsamlingsforbuddet gjorde det umuligt at samles foran scenerne rundt om i landet ramte hårdt.

”Jeg satte mig ned og græd. Og ti minutter efter så jeg på min kone, og så gav vi hinanden er stort kram og sagde, at det her, det skal vi nok klare os gennem. Og det gjorde vi jo så også.”

Frank og konen satte sig ned og kiggede på økonomien, og med lidt hjælpepakke, en solgt bil og lidt andre indtægtsveje, så lykkedes det for dem at klare sig gennem året uden de indtægter, der altså har dannet en stor del af grundlaget for familien.

Et år på festival
Det betyder ikke, at det ikke har kostet noget. For Frank forstår, om nogen, hvorfor der ikke er noget ”bare” om Festivaler. Heller ikke i coronasammenhæng.

”For en ti års tid siden, der regnede jeg på det og fandt ud af, at jeg havde opholdt mig samlet set mere end et år på festivalpladser i vågen tilstand, og som regel også ædru, da jeg trods alt er på arbejde. Det har været så kæmpestor en del af mit voksenliv,” fortæller Frank.

”Det er derude mine venner er. Jeg er én af dem, der på festivalpladsen hele tiden. Jeg er der, når de første dukker op, og jeg er der, når man slutter. Og når man bruger så meget tid derude, så kommer man til at snakke med en masse forskellige mennesker. Det er ikke kun bands. Det er også de frivillige, der arbejder på festivalen og journalister, der dækker den.”

Og netop det sammenhold er unikt for festivalerne i Danmark, og det er noget, alle regelmæssige festivalgæster også kan nikke genkendende til.

Tror på sommeren
Men selvom logistikken i forbindelse med mad- og toiletvogne og planlægningen af festivalerne halter. Og selvom der har været nogen derude, der siger, at 2021 bliver mere af det samme, når det gælder festivalerne, så vælger Frank at være optimist og tro på, at der nok skal blive festival derude til sommer.

”Nu skinner solen, og måske bliver nogle af de første nødt til at finde på et eller andet. Men jeg tror da på, at det bliver til noget.”

Selvom det så bliver en anden udgave, end dem vi er vant til, så er der da håb forude for én eller anden udgave. Og heldigvis kan vi her i landet rykke ud helt utroligt hurtigt.

”Der sidder en dansk festivalverden derude, der er klar til at gå i gang. Og når jeg siger festivalverden, så mener jeg fra A til Å. Det er musikere, og det er frivillige og crew og leverandører, som kan reagere på en uge.”

Danske alternativer
Så kan det godt være, at de store udenlandske navne volder problemer på logistikfronten, men der er mange sultne danske musikere, der sidder klar til at komme ud og spille. Så selvom alt er anderledes, så tror Frank altså ikke på dommedagsprofetierne om, at der hverken bliver livemusik eller fællesskål i sommerlandet.

”På det her tidspunkt, der plejer de fleste festivaler jo at være færdige med at planlægge. Og i øjeblikket har de ikke planlagt ret meget. De har arbejdet intenst på, at finde løsninger på, hvordan kan man gøre det, hvis man får lov. Men de kan jo heller ikke aflyse. For hvis de aflyser nu, og sæsonen ikke bliver aflyst, så får de jo ikke en krone.”

Verden omkring festivalerne
Den økonomiske del tæller også tungt. Både for festivalerne, leverandørerne, musikere og alle de andre led i kæden, og i den henseende vil Frank gerne komme med en opfordring til kulturministeren.

”Nu må I simpelthen se og finde en måde, hvorpå I kan komme med noget hjælp til de mange musikere, og leverandører, og hvem der eller er. For mange af dem handler det jo ikke kun om sommeren. Mange af dem har ikke kunne noget hele året. Og det bliver de nødt til at finde en løsning på.”

Frank har været heldig, at kunne passe ind i en hjælpepakke, der passede på ham, fordi han kvalificerede sig som sæsonarbejder. Det kræver, at man har tilbagevendende jobs. Og det er der mange musikere, der ikke kan bevise, at de har.

”Hvis du skal ud at spille til et bryllup, så er det jo ikke et job, du havde sidste år. Og så kan du ikke dokumentere, at du har mistet noget. Det betyder, at der er nogen, der ingenting har fået. Så det må de se at finde ud af. Der er folk, der arbejder med pelsdyr, der har fået milliarder, og så er der det her område, hvor man ligesom bare har givet op at finde en løsning.”

Han har fuld forståelse for, at det skal gøres med omtanke, og at det er en svær opgave. Og at der sidder folk og rykker i hende.

Vigtigere end mink
”Festivaler er det største sociale begivenheder i 100%. Danmark har en helt unik festivalkultur. Den er også helt unik i verden. Både som identitetsmarkør og som måde at være sammen på. Folk lader være med at fejre mors 60-års fødselsdag, hvis den ligger midt i Smukfest. For så vigtig er festivalen for dem.”

Kulturen er, ifølge Frank, meget mere vigtigt, end hvad det har kunne gøre sig fortjent til i politikernes optik, hvis man skal måle det ud fra hjælpepakkerne.

”Hvad er det lige, der har holdt os kørende gennem sommeren sidste år? Vi har stået og holdt fællessang. Men det er som om, at man glemmer, hvor vigtigt det her er. Det er i hvert fald vigtigere end pelsværk. Jeg siger ikke, at vi skal løbe unødige risici, men man bliver nødt til have den forståelse med.”

Det fortabte forår
Afsavnet er at finde i alle livet sammenhænge, og selvom det for Franks vedkommende meget handler om festival-livet, så er han også bekymret for den indflydelse, nedlukningen har på døtrenes uddannelsesliv.

”En af mine døtre har stort set ikke været i skole i 3.g, og 2.g blev også kortet af med alle eksamener og det der lukket ned. Det er jo noget, hun har gået og drømt om siden hun startede. Og der er lavet store litterære værker om studentertiden. Rifbjerg og Panduro og mange flere har skrevet bøger om, hvor vigtig studentertiden er, som er så enormt socialt vigtige, og hvor man finder sig selv. Det er fuldstændigt fucked up.”

Franks anden datter har måttet droppe at rejse, efter hun for nylig blev færdig med gymnasiet. Sammen har de dog valgt at tage et godt råd fra Leonard Cohen, og se på de små revner i verden. Der hvor lyset slipper ind.

”Jeg har brugt tiden på at spille noget mere musik, og på at studere noget mere Leonard Cohen, som jeg altid har drømt om.  Og så har jeg to døtre på 19 og 17, der aldrig har oplevet, at jeg har været hjemme på min fødselsdag dagen,” griner han. Og slutter af med kommentaren:

”Nu er hjemmeskolen også snart slut, så nu skal vi fejre min datters fødselsdag med en gang brunsviger”